Politiet genkender udfordringer for betjente i ny undersøgelse

Grønlands Politi prøver at forebygge konsekvenserne af de belastninger, betjentenes udsættes for. 

Mange grønlandske betjente har oplevet voldsomme hændelser under tjenesten.
Offentliggjort

Betjente i Grønland er hårdt belastede. Det viser en ny undersøgelse fra Thin Blue Line Denmark.

Og det billede kan Grønlands Politi godt genkende.

I et skriftligt svar til Sermitsiaq, skriver politiet, at arbejdet som politibetjent indebærer risiko for at blive udsat for voldsomme hændelser, som kan sætte varige spor.

Ni ud af ti adspurgte i undersøgelsen har oplevet voldsomme hændelser mindst én til to gange om måneden, og halvdelen af respondenterne har følt sig inhabile i sager, hvor de kendte de involverede personligt, men måtte fortsætte, fordi der ikke var andre til at løse opgaven.

- Kriminalitetsbilledet i Grønland er særligt kendetegnet ved, at andelen af personfarlig kriminalitet, herunder drab, selvmord, selvmordsforsøg og selvmordstrusler og seksualforbrydelser mod børn og voksne, samt alvorlige hændelser i naturen, er forholdsmæssig større i Grønland end i Danmark, skriver Grønlands Politi.

Vilkårene for medarbejdere ved Grønlands Politi er overordnet set sammenlignelige med medarbejderes vilkår i de danske politikredse. Men det er områder, hvor de afskiller sig. Derfor prioriterer Grønlands Politi i samarbejde med Rigspolitiet særlige ressourcer for at styrke medarbejdernes arbejdsmiljø og trivsel.

Kender de involverede

Især er tjeneste som betjent i Grønland kendetegnet af personligt forhold til ofre eller gerningsmænd, viser undersøgelsen.

Og det anerkender politiet.

- Demografiske forhold vedrørende byer og bygders geografiske placering og befolkningsstørrelsen i byer og bygder betyder, at de lokale betjente i mange tilfælde, er opvokset i lokalsamfundet, hvor de har relationer til mange af de borgere, som de møder i arbejdet.

- Det gør sig særligt gældende på de mindre stationer, hvor der er få polititjenestemænd til stede, hvilket øger belastningsgraden.

Derfor prøver Grønlands Politi også at forebygge konsekvenserne af de belastninger, betjentene udsættes for. Det inkluderer blandt andet psykologiske støttetiltag i samarbejde med Rigspolitiets Psykologtjeneste.

Politiet er positive overfor, at Thin Blue Line Denmark har udvidet deres indsat i Grønland.

- Som humanitær støtteorganisation kan de navnlig supplere politiets støttetiltag til de ansatte, med støtte til de pårørende og tidligere ansatte.

Powered by Labrador CMS