Forening vil hjælpe tilskadekomne betjente i Grønland

Thin Blue Line Denmark slår et slag for politibetjente, der er kommet til skade i tjenesten. Nu skal foreningens aktiviteter også udvides til Grønland. Vi mødte direktøren.

Stinne Ølshøj ved politigården i Nuuk. Hun er direktør i Thin Blue Line Denmark siden 2024.
Offentliggjort

– Jeg er ikke selv politibetjent, men det er virkelig blevet en hjertesag. Jeg vil gerne være med til at skabe et samfund, der sikrer, at hvis folk går ind i politiet, så passer vi også på dem, når de får brug for det, siger Stinne Ølshøj, direktør i Thin Blue Line Denmark. 

Det er, hvad hendes organisation går ud på, og for nylig besøgte et par repræsentanter Nuuk for at fortælle, at de findes, og afsøge mulighederne for fremtidens arbejde i Grønland. Her er de blevet godt modtaget af det lokale politi og andre aktører, fortæller direktøren. 

– Vi fortæller om hvem vi kan hjælpe, og hvordan vi hjælper. Og så har vi jo den forhåbning, at der er nogle, der tjekker ind. Vi kommer med vores erfaring fra Danmark, men vi har samtidig brug for, at nogle på lokalt niveau kan hjælpe os med indsatsen, siger Stinne Ølshøj. 

Hvad er “den tynde blå linje”, som Thin Blue Line Denmark har taget navn efter? Der er forskellige fortolkninger. Henrik fra bestyrelsen udlægger begrebet ved hjælp af sit armbånd her på billedet: Du kan forstå politiet som den tynde blå linje, der skiller de lovlydige og ikke-lovlydige borgere. Linjen skal holde, ellers får hele samfundet problemer.

Oprindelig var Thin Blue Line Denmark tænkt som et indsamlingsorgan til at hjælpe nogle familier i forbindelse med nogle konkrete sager. Det viste sig, at der var et generelt behov for at hjælpe tilskadekomne betjente – både de aktive og ikke-aktive – og stå sammen og skabe noget for gruppen. 

ET KRÆVENDE JOB

At det er hårdt og risikofyldt arbejde at være politibetjent er blandt andet dokumenteret i en rapport fra VIVE - Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd - fra 2020.

Rapporten konkluderede, at næsten 10 procent af det grønlandske politi opfyldte kriterierne for PTSD, og hele 14,6 procent angav, at de ofte eller hele tiden følte sig stressede.

Undersøgelsen fra VIVE viste også, at 38 procent af politibetjente i Grønland havde oplevet mindst én livstruende hændelse, som eksempelvis at blive skudt på, angrebet med våben eller kommet alvorligt til skade.

– Siden 2016 har vi lavet netværksaktiviteter, hvor betjente kan være sammen med ligesindede og mødes på nært hold. Det kan være lige fra en rejse til Østrig til saunagus i den lokale havn, hvor man sidder nogle stykker og får vendt livets udfordringer med ligesindede. Samtidig tilbyder vi professionelle rehabiliteringsforløb både på gruppeniveau og individuelt niveau, siger Stinne Ølshøj. 

Fra orienteringsmøde på Hotel Hans Egede i Nuuk.

Sidste år kom Thin Blue Line Denmark på den danske finanslov, og det statslige tilskud har medført nogle nye muligheder og udfordringer. 

– Det har betydet, at vi har kunnet udvide vores tilbudspalette med professionelle tilbud og blive lokalt forankret. 

– Nu er det så tid til, at vi skal lære Grønland at kende. Der bliver sikkert nogle ting, der skal gøres på en anden måde her, end vi har været vant til i Danmark, siger Stinne Ølshøj. 

Thin Blue Line Denmark er taget hjem for denne gang. Men de vil forsøge at komme igen senere på året og håber at få kontakt til flere interesserede støtter og samarbejdspartnere til kommende indsatser i Grønland.

Powered by Labrador CMS