OPDATERET
Eftersøgning i Nuuk genoptaget: Én person var ombord
I dag vil eftersøgningen efter et mindre udenlandsk luftfartøj genoptages nær Nuuk.
Arktisk Kommando deltager i eftersøgningen i samarbejde med Naviair og Grønlands Politi.
Assi: Jesper Hansen
Opdateret 10.35 med oplysninger fra Naviair.
Lørdag eftermiddag startede en stor eftersøgning nær Nuuk.
Naviair, som dirigerer flytrafikken, oplyste, at de i samarbejde
med Arktisk Kommando og Grønlands Politi ledte efter et formodet havareret udenlandsk
luftfartøj i nærheden af Nuuk.
Om aftenen blev eftersøgningen indstillet på grund af
dårligt vejr. Her til morgen oplyser Naviair, at eftersøgningen genoptages, når det er blevet lyst.
Vi er i nat overgået til vintertid, derfor står solen nu op
en time tidligere end normalt. I Nuuk vil den søndag stå op klokken 08.52.
Eftersøgning genoptaget
Søndag formiddag er eftersøgningen genoptaget. Det skriver Naviair på sin hjemmeside.
Dog forventes helikoptere først at kunne komme i luften mellem klokken 12.00- 13.00 grundet lavthængende skyer.
Eftersøgningen er koncentreret omkring Sermitsiaq-fjeldet.
Der søges efter et en-motors fly, som var på vej fra Canada til Grønland med én person ombord, skriver Naviair.
Lørdag eftermiddag var der aktivitet af redningshelikoptere
og fly nær Sermitsiaq-øen lidt nord for Nuuk. Også Arktisk Kommandos
patruljefartøj Knud Rasmussen var tilstede i området.
Mediehuset Sermitsiaq følger situationen.