Borgmester: Turister fylder fly til Ittoqqortoormiit

Det kan være vanskeligt for lokalbefolkningen i Ittoqqortoormiit at få flybilletter, siger borgmester, der mener, at det blandt andet skyldes at udenlandske turistoperatører flyver deres gæster til Constable Pynt, hvorfra de sejler dem videre i skibe.

Borgmester Avaaraq Olsen efterlyser bedre forbindelser til Ittoqqortoormiit.

Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Avaaraq Olsen (IA), har under besøg i Ittoqqortoormiit modtaget flere klager fra byens borgere over trafikforholdene.

Oplevelsen er, at der mangler flykapacitet, hvilket borgmesteren oplyser, at kommunen også har mærket i forbindelse med besøget:

- Befolkningen ser det som et stort problem. Og vi kan bekræfte, at det er svært at få en billet til Ittoqqortoormiit. 

- Vi har været nødt til at chartre et fly for at besøge byen, siger Avaaraq Olsen ifølge kommunens hjemmeside.

Ifølge borgmesteren er byens fangere også utilfredse med, at fragt også skal sendes over Island, fordi produkter som moskus og hval ikke må sendes over Island.

- Fangst er den eneste private erhvervsmulighed i Ittoqqortoormiit. Derfor er det tragisk, at der nu lægges hindringer i vejen for fangerne. Det må vi kunne gøre bedre, siger Avaaraq Olsen.

Avaaraq Olsen vil nu drøfte borgernes klager med relevante myndigheder.

Naalakkersuisoq Hans Peter Poulsen (S) har tidligere udtalt, at en stor stigning i antallet af turister, der flyver til, fra og rundt i Grønland, betyder, at der er problemer med kapaciteten i visse områder, fordi der simpelthen er flere passagerer, end man tidligere havde regnet med ville komme.

Powered by Labrador CMS