Iluliarmioq med på den første flyvning: Lad os alle glæde os over det

Andreas Wille
ilulissat-åbning

Da Air Greenlands Dash-8-fly Qasapi her til morgen landede i Ilulissat efter flyvningen fra Nuuk, var Ilulissat-borgeren Pilutaq Berthelsen blandt passagererne. Han havde ikke forventet at skulle med på den første flyvning, og han fortæller til Sermitsiaq om en helt særlig oplevelse.

- Det var en fantastisk oplevelse. Jeg havde slet ikke regnet med, at jeg skulle være med på det første fly, der landede. Men det viste sig, at vi skulle være de første.

- Hele turen gik godt, selvom der undervejs var lidt turbulens på grund af vinden, fortæller Pilutaq Berthelsen stolt, da han ankommer til sin hjemby, til Sermitsiaq.

Alle tre besætningsmedlemmer på flyet kommer også fra Ilulissat. Passageren fortæller desuden, at flyets kaptajn holdt en tale under rejsen.

- Det var meget spændende at skulle lande i den nye lufthavn. Da vi lettede, holdt kaptajnen en fin tale. Her fortalte han, at vi stod over for en helt særlig ankomst, siger Pilutaq Berthelsen.

Han har også en hilsen til alle sine landsmænd:

- Lad os alle glæde os over, at vi har fået en ny lufthavn!

Powered by Labrador CMS