Jens-Frederik glæder sig til at se befolkningen i øjnene

Oscar Scott Carl og Hanna Hviid
usas interesse i grønland

I disse timer er formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), og naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Múte B. Egede, på vej hjem til Grønland efter flere dage i New York.

Og de glæder sig begge, siger de til Sermitsiaq fra flyet.

- Jeg glæder mig enormt meget til at komme hjem. Der er en følelse af, at man har brug for at komme hjem og træde på sit land og se sin befolkning i øjnene efter de her dage, vi har haft, siger Jens-Frederik Nielsen.

Múte B. Egede stemmer i:

- Det med at komme hjem fuldender nok den forløsning, der skal til. Se landet, se befolkningen, men også sin egen familie. Jeg glæder mig rigtig meget.

Ingen af dem tør gætte på, hvad der venter dem i Nuuk, men de mener begge, at Grønland har noget at fejre med den nye aftale.

Til spørgsmålet om, hvad de ønsker at sige til befolkningen, svarer de:

- At nu kan vi være trygge, nu kan vi se frem ad, nu kan vi drømme om en fremtid til vores efterkommere, siger Múte B. Egede.

- Jeg glæder mig til at sige tak. Tak for opbakningen og den styrke, de har givet i alt det her. Der er ingen tvivl om, at havde vi ikke stået sammen, på den måde, vi har gjort derhjemme, så var vi nok ikke kommet til det her resultat, siger Jens-Frederik Nielsen.

Jens-Frederik Nielsen og Múte B. Egede på vej mod Nuuk.
Powered by Labrador CMS