Relateret indhold
Jens-Frederik vifter med Erfalasorput
Jens-Frederik Nielsen og Múte B. Egede stiller sig på scenen i lufthavnen og vifter med Erfalasorput.
De er tydeligt rørte.
Kim Kielsen, formand for Inatsisartut, kommer på scenen og giver dem kram.
"Kalaallit Nunaat" råber folk i kor.
Nu kommer de ind i lufthavnen
Jens-Frederik Nielsen og Múte B. Egede kommer ind i lufthavnen til klapsalver, tilråb og musik.
Mange er mødt op for at tage imod de to politikere.
Flyet er landet i Nuuk
Nu er Jens-Frederik Nielsen og Múte B. Egedes fly landet i lufthavnen i Nuuk.
Vivian Motzfeldt: Jeg er rørt udover det sædvanlige
Tidligere naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (D), er blandt folk der er mødt op til lufthavnen. Hun holdt sammen med Lars Løkke Rasmussen et møde i Washington, hvor den arbejdsgruppe der nu har gennemført en aftale mellem de tre lande, blev etableret.
- Jeg er glad og stolt. Jeg vil gerne være med her, for de vigtige opgaver der blev startet i januar, er nu afsluttet, siger Vivian Motzfeldt.
- Jeg er rørt over de vi har været igennem, jeg er rørt over vores styrke, jeg er over at hele samfundet har vist sin styrke, jeg er rørt over, at vi nu er i mål. Det er et kæmpe skridt vi har taget, hvor vi nu er et ligeværdigt land man kan forhandles med, siger hun.
Hun udtrykker glæde og lettelse over, at der nu er faldet en aftale på plads.
- Men selvom vi er nået så langt som nu, så er der stadig mere arbejde. Vi skal stadig arbejde for at være et ligeværdigt land. Også håber jeg, at tilliden kan genopbygges, siger hun.
Foto: Arnaq Nielsen Frederik Elsner: Jeg er så stolt af min ven
Frederik Elsner har løbet hele vejen op til lufthavnen for at hilse på sin ven, formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen.
- Det er virkelig uvirkeligt, så meget han har opnået frem til nu. Det er stort, og jeg er meget stolt af ham, siger Frederik Elsner.
Han har været venner med Jens-Frederik Nielsen i omkring 15 år. Og de har som unge spillet badminton sammen.
- Jeg kan se, at han har udviklet sig meget personligt. Selvom han er så ung, så har han opnået meget, og det er stort. Hvis jeg får mulighed for det, så vil jeg give ham et kram og sige ”du har nået dit mål”, siger han.
Frederik Elsner står klar til at tage imod Jens-Frederik Nielsen og Múte B. Egede. Foto: Arnaq Nielsen Mia Nielsen: Jeg vil fejre dagen med samfundet
Mia Nielsen er pensionist. Og hun er i lufthavnen og venter på flyet med Naalakkersuisut lander.
- Jeg er især glad for, at vi har nået en aftale ved at forhandle på lige fod med de store magter. Vi er ligeværdige, siger Mia Nielsen.
Hun kan dog godt være lidt bekymret for nogen dele af aftalen, der er blevet skrevet under i går.
- Jeg kan være lidt bekymret for, at vi bliver oversvømmet af amerikanske soldater. Og også om ansvarlig handling omkring miljø og vores levevis vil følges, når det kommer til praksis i militærbaserne, siger hun.
Hun vil dog bruge dagen i dag til at fejre, at de urolige tider er forbi:
- Jeg skal til kaffemik. Jeg har fejret begivenhederne siden i går, og det fortsætter jeg med i dag, slutter hun.
Mia Nielsen har taget flag med til lufthavnen. Foto: Anda Larsen Katuaqs direktør: Vi har forberedt kaffemik til 500 personer
Der kan være 500 personer inde i Katuaq. Og derfor har Katuaq, der skal stå for Naalakkersuisuts kaffemik til eftermiddag, forberedt kaffemik til så mange mennesker. Også skal der brygges litervis af kaffe.
- Der vil være kaffe, te og kager. Jeg forventer, at vi har bestilt nok til alle gæster, siger administrerende direktør Ivaaq Kriegel til Sermitsiaq.
Det er først i går, at Katuaq er blevet spurgt, om kulturhuset kan stå for kaffemik til borgerne:
- Selvfølgelig har vi sagt ja. Vi vil være med til at fejre det historiske øjeblik, hvor der blev underskrevet en aftale, siger han og tilføjer:
- Jeg er meget spændt. Og jeg er også glad for, at kaffemikken kan holdes her.
Der bliver gjort klar til kaffemik og pressemøde i Katuaq Foto: Arnaq Nielsen Russisk ambassadør kalder ny Grønland-aftale for "konfrontatorisk"
Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, kritiserer den nye sikkerheds- og forsvarsaftale mellem Grønland, Danmark og USA og kalder den for "konfrontatorisk".
- Gennemførelsen af aftalen vil bidrage til en militarisering af den arktiske region, blandt andet gennem støtte til og fremme af Natos militære tilstedeværelse i de nordlige breddegrader, udtaler han i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Ifølge ambassadøren risikerer aftalen at øge spændingerne mellem landene, der er til stede i den arktiske region.
- Aftalen fastslår en konfrontatorisk tilgang fra parternes side til spørgsmål om stabilitet og sikkerhed samt udvikling af det internationale samarbejde i Arktis, udtaler han.
Med aftalen får USA blandt andet tilladelse til at oprette nye forsvarsområder i Narsarsuaq og Mestersvig og udvide Pituffik Space Base, tidligere kaldet Thulebasen.
USA må også etablere missilforsvarsskjoldet "Golden Dome", der blandt andet skal beskytte mod missiler og droner.
Jens-Frederik glæder sig til at se befolkningen i øjnene
I disse timer er formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), og naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Múte B. Egede, på vej hjem til Grønland efter flere dage i New York.
Og de glæder sig begge, siger de til Sermitsiaq fra flyet.
- Jeg glæder mig enormt meget til at komme hjem. Der er en følelse af, at man har brug for at komme hjem og træde på sit land og se sin befolkning i øjnene efter de her dage, vi har haft, siger Jens-Frederik Nielsen.
Múte B. Egede stemmer i:
- Det med at komme hjem fuldender nok den forløsning, der skal til. Se landet, se befolkningen, men også sin egen familie. Jeg glæder mig rigtig meget.
Ingen af dem tør gætte på, hvad der venter dem i Nuuk, men de mener begge, at Grønland har noget at fejre med den nye aftale.
Til spørgsmålet om, hvad de ønsker at sige til befolkningen, svarer de:
- At nu kan vi være trygge, nu kan vi se frem ad, nu kan vi drømme om en fremtid til vores efterkommere, siger Múte B. Egede.
- Jeg glæder mig til at sige tak. Tak for opbakningen og den styrke, de har givet i alt det her. Der er ingen tvivl om, at havde vi ikke stået sammen, på den måde, vi har gjort derhjemme, så var vi nok ikke kommet til det her resultat, siger Jens-Frederik Nielsen.
Jens-Frederik Nielsen og Múte B. Egede på vej mod Nuuk. Foto: Oscar Scott Carl Naalakkersuisut-medlemmer ventes at lande kl. 16
Formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), og naalakkersuisoq Múte B. Egede (IA) ventes at returnere fra New York og lande i Nuuk Lufthavn kl. 16 onsdag eftermiddag.
Ifølge Katuaq starter kaffemik kl. 17.00
Kl. 17.30 holder de pressemøde.
Kaffemik i Katuaq
Den står ikke kun på pressemøde onsdag eftermiddag i Katuaq.
Formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), og naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA), inviterer også til kaffemik.
Kaffemikken afholdes i Katuaq fra kl. 18, og den er for alle borgere i Nuuk.
Jens-Frederik Nielsen og Múte B. Egede indkalder til pressemøde onsdag
Tirsdag underskrev Jens-Frederik Nielsen (D) en sikkerhedsaftale med Donald Trump og Mette Frederiksen i New York, og onsdag returnerer formanden for Naalakkersuisut til Nuuk sammen med naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA).
Efter hjemkomsten har de to medlemmer af Naalakkersuisut indkaldt til pressemøde kl. 17.30.
Pressemødet skal naturligvis handle om den nye aftale om forsvar og sikkerhed mellem Grønland, Danmark og USA, og pressemødet finder sted i Katuaq.
De to toppolitikere kan forvente en festlig modtagelse i Nuuk. ¨
Det kommunale busselskab Nuup Buss har meddelt, at selskabet markerer politikernes hjemkomst fra New York med, at busser kører med grønlandske flag onsdag.
Naleraq: Vi har forpasset muligheden for selvstændighed
Juno Berthelsen (N), næstformand i Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg, kommenterer den nye aftale. Han understreger, at befolkningen først skal informeres, inden Inatsisartut drøfter aftalen politisk.
Han tager ikke direkte stilling til, om han støtter eller er imod aftalen.
- Endelig er forsvarsaftalen offentliggjort. Naalakkersuisut har allerede underskrevet aftalen. Næste skridt er derfor at informere befolkningen om indholdet. Herefter bliver det Inatsisartuts opgave at drøfte aftalen politisk og, hvis nødvendigt, godkende den.
- Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Grønlands fremtid skal afgøres af det grønlandske folk selv, og jeg vil kæmpe for at sikre dette.
Han mener dog, at en gylden mulighed er forpasset:
- Vi kan se, at vi ikke har udnyttet den mulighed, vi havde for at blive en selvstændig stat. USA har prioriteret at indgå en aftale med Grønland. En stormagt har nu vist, at den er villig til at indgå en aftale med os og støtte os. Dermed har vi forpasset en god mulighed for at blive en selvstændig stat, siger han til Sermitsiaq.
Naleraq glæder sig dog over, at partiets budskaber fra begyndelsen er blevet indarbejdet i aftalen.
- Vi kan se, at Naalakkersuisut har arbejdet for de budskaber, som Naleraq har fremført fra begyndelsen. Vi har fra start understreget, at vi skal have mulighed for at blive medlem af NATO. På den måde kunne vi, når vi blev en selvstændig stat, selv have indgået en aftale med USA.
Naleraq har arbejdet for, at Grønland selv skulle stå for overvågningen af landets forsvar. Juno Berthelsen beklager, at dette ikke er kommet med i aftalen.
- Vi beklager, at udviklingen i stedet er gået i retning af, at vi bliver endnu mere bundet til det danske forsvar.
Nivi Rosing: Det vil få betydning for erhvervslivet i Grønland
- Vi er meget stolte af og glade for, at Grønland bliver betragtet som en ligeværdig part i en så omfattende aftale.
Det siger IA's udenrigs- og sikkerhedspolitiske ordfører, Nivi Rosing.
Aftalen indebærer, at grønlandske virksomheder skal levere serviceydelser i forbindelse med opførelsen af amerikanske militære anlæg, og Nivi Rosing er ikke i tvivl om, at det vil medføre fordele.
- Man kan forestille sig, at det vil få betydning for erhvervslivet i Grønland. I forbindelse med 1951-aftalen er det gentagne gange blevet kritiseret, at det ikke var blevet fastslået, at grønlandske virksomheder skulle levere serviceydelser. Men nu er det blevet tydeligt fastslået.
Hun glæder sig også over, at Grønlands selvbestemmelse bliver understreget.
- Allerede på aftalens første side står der, at det grønlandske folk har ret til selvstændighed i henhold til § 21 i selvstyreloven. Derfor er det noget, vi kan være stolte af, at Grønland har opnået en så omfattende aftale.
- Samlet set er aftalen derfor god.
Erik Jensen: Tillykke til grønlænderne
Erik Jensen, medlem af Inatsisartut for Siumut, glæder sig over aftalen. Med andre ord føler han en stor lettelse.
- Jeg synes, at det, der nu er sket i samfundet, giver en stor følelse af fred og enorm lettelse, og det er noget, vi bør glæde os over. Det er glædeligt, at vi har underskrevet aftalen som ligeværdige parter. Ved at gøre brug af vores rettigheder er vores mulighed for selv at træffe beslutninger i fremtiden blevet respekteret. Lederen af verdens største magt har underskrevet og accepteret det. Det er en betydelig bedrift. Tillykke til hele det grønlandske folk, siger Erik Jensen til Sermitsiaq.
Han mener, at Grønlands mulighed for selv at træffe beslutninger er tilstrækkeligt sikret i aftalen.
- Det mener jeg. Med denne aftale sikres det, hvordan vores land kan bevæge sig videre. At dette bliver respekteret, er en stor bedrift. At disse forhold nu er blevet bekræftet skriftligt, bør ses som et vigtigt grundlag for at tage næste skridt, siger han.
Du vurderer aftalen som god, er der så noget i den, du er kritisk over for?
- Aftalen er grundlæggende god for det grønlandske folk samt for USA og Danmark. Derfor er det grundlæggende glædeligt, at vi bliver betragtet som ligeværdige, siger Erik Jensen.
Fremtidige baser skal respektere grønlandsk miljø og levestil
Medierne spørger ind til, om der står noget i aftalen om oprydning af de gamle amerikanske baser i Grønland.
Jens-Frederik Nielsen siger, at der er behov for oprydning, så den samtale vil fortsætte.
- Men ved den her aftale vil man ved fremtidige baser have 100 procent respekt for grønlandsk miljø og levestil.
Mette Frederiksen: Jeg er kisteglad
Det har været en god dag, siger Mette Frederiksen.
Hun siger, at en god aftale er en, som alle parter kan se sig selv i, og det mener hun også gælder for den her aftale.
- Jeg er kisteglad for det her. Det er en god aftale.