Sara Olsvig om aftale: Djævelen ligger i detaljen

Thomas Veirum
usas interesse i grønland

Sara Olsvig er tidligere forkvinde i ICC International og har desuden lavet en ph.d.-afhandling om Grønlands udenrigspolitik med fokus på forholdet til USA.

I en længere opdatering på Facebook beskriver Olsvig, hvad hun vil holde særligt øje med i den nye aftale med USA.

Det gælder blandt andet NATO’s fremtidige rolle og USA’s muligheder for vetoret i visse forhold:

– Jeg vil nøje holde øje med, om aftalen løfter forsvarssamarbejdet ud af en NATO-kontekst, eller om det forbliver inden for rammerne af alliancen, skriver Sara Olsvig og fortsætter:

– Det er værd at bemærke, at den amerikanske præsident har meldt ud, at det ikke vil medføre omkostninger for USA, selvom den militære tilstedeværelse vil blive øget. Jeg vil derfor også nøje undersøge, om den øgede forsvarsmæssige tilstedeværelse vil være dansk/europæisk eller amerikansk, samt om aftalen vil omfatte investeringer på områder som undergrundsressourcer eller andet erhvervsliv.

Sara Olsvig er også spændt på, om den nye aftale giver USA vetoret – enten i forhold til, hvem der må være militært til stede i Kalaallit Nunaat, eller hvem der må foretage investeringer.

Hun understreger, at djævelen ligger i detaljen:

– Indtil videre tyder udmeldingerne fra alle tre regeringer på en mulig win-win-win-løsning. Ikke desto mindre ligger djævelen i detaljen, og først når vi har set selve aftaleteksten, vil det stå klart, om – og i givet fald hvor store – kompromiser der er indgået på vegne af det grønlandske folk.

Se hele Sara Olsvigs analyse på hendes Facebook-side.

Powered by Labrador CMS