Naaja Nathanielsen glæder sig over aftale med USA

Ritzau
usas interesse i grønland

Det er glædeligt, at Danmark, Grønland og USA er nået til enighed om en ny aftale, der ventes at blive underskrevet i næste uge.

Det siger det grønlandske folketingsmedlem Naaja Nathanielsen (IA).

- Det er en rigtig, rigtig god nyhed, siger hun.

Fredag aften meddelte USA's præsident, Donald Trump, at en aftale mellem de tre lande er på trapperne.

Nathanielsen hæfter sig først og fremmest ved, at både den danske og grønlandske regering lægger vægt på, at aftalen respekterer Danmarks suverænitet og Grønlands ret til selvbestemmelse, tilføjer hun.

- Det er vigtigt for tilliden til aftalen og den grønlandske befolknings tryghed, at de røde linjer ikke er blevet overskredet, siger hun.

Ifølge USA's præsident, Donald Trump, indebærer aftalen, at USA får permanent kontrol over sikkerhed i Grønland.

USA vil med det samme begynde at opbygge sin militære tilstedeværelse i Grønland, skrev præsidenten på Truth Social fredag aften.

Aftalens nærmere indhold er ikke blevet bekræftet af hverken den danske eller grønlandske regering.

Powered by Labrador CMS