Relateret indhold
Unge grønlændere imponerede fransk repræsentant
Nicolas Forissier, den franske delegerede minister for udenrigshandel, mødte pressen tirsdag formiddag.
– Det glæder mig at være her til Future Greenland, som er et vigtigt forum. Jeg var meget imponeret af talerne her til morgen, særligt de unge damer. Det var meget gribende, siger Nicolas Forissier, delegeret minister for udenrigshandel og investeringsfremme.
Hermed refererede franskmanden til Uiloq Bak og Veronica Geisler, hvis indlæg tirsdag morgen blev mødt med stor begejstring fra salen.
Nicolas Forissier fortalte, at han navnlig er i Nuuk for at møde folk og allerede har mødt mange relevante personer i politik og erhvervsliv.
Frankrig og Grønland underskrev mandag en hensigtserklæring om at styrke samarbejdet på området for kritiske mineraler og metaller.
– Det er vigtigt for os, at samarbejde ikke kun handler om ord, men om handling, sagde Nicolas Forissier.
Han understregede i øvrigt, at Frankrig fortsætter sit engagement i Grønland og står sammen med Grønland og Danmark i forhold til presset udefra.
– Grønland er et land, som ikke kan købes, understregede Nicolas Forissier blandt andet.
Den franske delegerede minister skal selv tale til konferencen onsdag morgen.
Protestplakater sat op omkring Katuaq
Hvis du går rundt i Nuuks bycentrum tirsdag, vil du sandsynligvis støde på plakater i røde og hvide farver. Flere plakater med ordene “USA ASU” er sat op, i protest mod de amerikanske gæster ved Future Greenland-konferencen.
“ASU” betyder “stop så” på dansk.
I disse dage er der flere prominente amerikanske gæster, i anledning af Grønlands Erhvervs erhvervskonference Future Greenland, der gennemføres over to dage. Blandt andre er Trumps særlige udsending, Jeff Landry, i Nuuk for at overvære Future Greenland og for at holde møde med personer i erhvervslivet og med politikere.
Kommune hejser Erfalasorput
Det er dog ikke kun protestplakater, der er synlige i bybilledet. Kommuneqarfik Sermersooq melder på Facebook, at kommunen flager med Erfalasorput for at markere Grønland:
- I disse dage er Nuuk vært for mange internationale gæster. I en tid, hvor Grønland fylder meget i den internationale opmærksomhed, er det vigtigt at stå sammen om det, der er vores.
- Erfalasorput er symbolet på vores land, vores fællesskab og vores identitet. Derfor flager vi i Kommuneqarfik Sermersooq med Erfalasorput i disse dage, og vores medarbejdere er opfordret til også at markere det på deres arbejdspladser, skriver kommunen.
'USA ASU' står der på de små plakater. Foto: Kurt Kristensen Departement kender ikke til planer om USA-møde
Da Donald Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, søndag ankom til Nuuk, var han ledsaget af lægen Joseph Griffin, der i et interview med det danske medie TV2 News sagde, at han rejste for at få indblik i sundhedsvæsenet i Grønland.
Men han har ikke været i kontakt med det officielle Departement for Sundhed, svarer departementet til Sermitsiaq.
- Departementet for Sundhed og Personer med Handicap har ikke kendskab til, at der skulle være planer om at mødes, skriver departement.
Naalakkersuisoq: Det er dybt problematisk
Ifølge den amerikansk læge til TV2 News er han i Nuuk som frivillig og uden nogen forbindelse med den amerikanske regering.
Søndag skrev medlem af Naalakkersuisut for sundhed, Anna Wangenheim (D), på LinkedIn, at det var en problematisk fremgangsmåde fra amerikanerne:
- Det er dybt problematisk, når personer med en politisk mission om at gøre Grønland til en del af USA sender en såkaldt “frivillig læge” til Nuuk for at “vurdere vores behov."
- Grønlændere er ikke forsøgsobjekter i et geopolitisk projekt, skriver naalakkersuisoq.
Future Greenland tiltrækker international presse
Det er tydeligt, at der er international interesse for den aktuelle Future Greenland-konference amerikanske guvernør og særlige udsending Jeff Landry.
36 personer nåede at blive medieakkrediteret til Future Greenland, inden tilmeldingen lukkede, oplyser arrangørerne. Flere endnu kom på en venteliste.
Fra Grønland deltager journalister fra KNR og Sermitsiaq. Fra Danmark kommer journalister fra DR, TV 2, Berlingske, Kristeligt Dagblad og Politiken samt fotojournalist fra Ritzau Scanpix.
Dertil kommer internationale medier som amerikanske New York Times, Wall Street Journal og Bloomberg, britiske BBC, tyske ZDF, Svenska Dagbladet, Euractiv og Arctic Today samt det franske nyhedsbureau AFP.
Endelig er der et par tilmeldte mediefolk fra andre aktører, blandt andet Dansk Journalistforbund og Arktisk Kommando.
Pressen kan følge med i det meste, men er afskåret fra dele af programmet.
Howery: Spændende taler
Den amerikanske ambassadør i Danmark Ken Howery og konsul i Nuuk Susan Wilson var blandt tilhørerne i salen, da både formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen og de unge fra Future of Greenland-konference holdt tale på scenen i Katuaq.
Efter talerne lød det fra ambassadøren, at det var nogle spændende taler. Undervejs blev der taget noter, inden de to gik tilbage til konsulatet.
Unge fik stående applaus for tale om Trump
En hilsen fra fremtiden var også en del af formiddagsprogrammet.
To deltagere i Arctic Action, et program, hvor unge i Arktis blandt andet uddannes i at levere retoriske taler.
For dem, der har ordet, har magten, lød det fra Anette Molbech, der står bag projektet og som præsenterede de to unge.
Uiloq Bak og Veronica Geisler, der også deltog til årets ungdomskonference Future of Greenland, der fandt sted for et par uger siden, tog scenen og ordet.
- Trump vil købe Grønland. Prøv at tænkt over det, lød det fra 18-årige Veronica Geisler.
Hun havde taget en tale med fra en ung kvinde i Sisimiut, der ikke kunne være til stede, fordi hun havde eksamen.
Hvad så med folkene i landet? Hvad med os?, refererede Veronica Geisler tydeligt berørt.
Da hun havde sluttet talen af med at erklære, at hun er stolt af at være Grønlænder, brød salen ud i klapsalver og rejste sig.
Foto: Trine Juncher Jørgensen
Foto: Trine Juncher Jørgensen Krissie og Jens-Frederik gør status
Krissie Berthelsen Winberg, bestyrelsesleder i Grønlands Erhverv, og Jens-Fredrik Nielsen, formand for Naalakkersuisut, åbner konferencen med at give en status på landet et år efter valget.
Det har været et vildt år, lyder konklusionen fra begge.
- Verden ser helt anerledes ud både på godt og ondt, siger Jens-Frederik Nielsen.
Udover at snakke om USA, geopolitik, valg og de rokader, der er sket internt i Naalakkersuisut, snakker de også om det, som hele konferencen handler om: fremtiden for Grønlands erhvervsliv.
- Næsten al vores eksport kommer fra fiskeri, og som Christian Keldsen sagde i introen, så skal vi diversificere vores økonomi, siger Jens-Frederik Nielsen og fortsætter:
- Det arbejde er vi så småt gået i gang med.
Foran naalakkersuisut ligger et stort arbejde med at skabe nye og bedre rammer for erhvervslivet, nævner han som svar på et spørgsmål fra Krissie Berthelsen Winberg.
- Lokal værdiskabelse lige meget hvor man bor i landet er også vigtigt, pointerer han.
Krissie Berthelsen er enig:
- Vi skal være bedre til at tage os af dem i samfundet, der har det sværest, og vi skal finde løsningerne, siger Krissie.
- Jeg vil gerne takke jer for st stå fast på vores værdier, og det vi vil som land og folk, lyder hendes afsluttende kommentar.
Landry ude af Katuaq efter kort tid
Jeff Landry har valgt at forlade Future Greenland arrangementet omkring klokken 09.15.
Den amerikanske udsending til Grønland har dermed fulgt med i formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsens opdatering på, hvor Grønland og Naalakkersuisut befinder sig et år efter valg til Inatsisartut.
Det er uvist, hvor Jeff Landry skal hen og hvorfor.
Øget sikkerhed ved Katuaq
Området ved Katuaq bærer tirsdag morgen og formiddag præg af, at der er skruet op for sikkerheden i anledning af Future Greenland-konferencen.
Flere politibetjente går rundt foran kulturhuset.
Inde i Katuaq er der personale fra Matu Security, der sørger for sikkerheden.
På Facebook har Grønlands Politi tidligere i denne uge annonceret, at de vil være mere synlige end normalt:
- Der er denne uge flere store arrangementer i Nuuk og dermed også mange gæster i byen. Derfor vil du også de kommende dage kunne se flere betjente i bybilledet end normalt.
- Vores opgave er at sikre, at alle arrangementer kan gennemføres i god ro og orden, og at alle – både lokale og gæster – kan føle sig trygge, skriver politiet på Facebook.
Politiet er til stede foran Katuaq tirsdag i anledning af Future Greenland. Foto: Arnaq Nielsen Jeff Landry på plads i Katuaq
USA’s særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, er ankommet til Future Greenland i Katuaq i Nuuk.
Landry kom lidt efter konferencen gik i gang, og han har fået selskab af ambassadør Ken Howery og USA’s konsul i Grønland, Susan Wilson.
Amerikanerne har reserveret en stribe stole i den store sal i Katuaq, hvor konferencens hovedbegivenheder udspiller sig.
Jeff Landry på plads i Katuaq (nummer 3 fra venstre) ved siden af Ken Howery. Foto: Trine Juncher Jørgensen Future Greenland skydes i gang med markant amerikansk deltagelse
Tirsdag begynder den meste omtalte udgave af erhvervskonferencen Future Greenland nogensinde.
Konferencen er blevet omtalt i nationale og internationale medier i forbindelse at USA’s særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, har meldt sin ankomst.
Jeff Landry er udpeget af præsident Donald Trump, og Landry udtalte ved sin tiltrædelse, at han så frem til at hjælpe præsidenten med at gøre Grønland til en del af USA.
Jeff Landry ankom søndag til Nuuk, og han har mandag holdt møde med formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D) og naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA) sammen med USA’s ambassadør i Danmark Ken Howery.
Begge de to prominente amerikanere er på deltagerlisten til Future Greenland, der skydes i gang kl. 8.30 med en velkomst af Christian Keldsen, direktør i Grønlands Erhverv, som arrangerer Future Greenland.
Christian Keldsen har udtalt, at Jeff Landry ikke er blevet inviteret til konferencen, men amerikaneren deltager som almindelig gæst.
Folketingsmedlem takker nej til invitationer fra konsulat
Naaja H. Nathanielsen, som er folketingsmedlem for IA, skriver i et opslag på Facebook, at hun har takket nej til invitationer fra det amerikanske konsulat til diverse arrangementer.
- Jeg har forklaret det med, at situationen mellem vores lande lige nu er vanskelig, skriver hun.
Hun virker til at henvise til besøget fra USA’s særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, som i disse dage er i Nuuk, da hun skriver, at det er fint, at udvalgte medlemmer af Naalakkersuisut mødes med ”vedkommende.”
- Dialogen skal gå gennem diplomatiet. I lyset af situationens alvor er det den rette kanal.
Naaja H. Nathanielsen opfordrer alle, der får en invitation, til at overveje, hvorfor de får den, og hvilket signal man sender ved at deltage.
- Der er intet ændret ved det grundlæggende forhold, at USA ønsker at overtage vores land, og der er derfor ikke tale om et normalt besøg, der følger normale diplomatiske forbindelser.
- Rigtig mange fortæller mig, at de er urolige og bange. Det forstår jeg godt. Situationen er dybt alvorlig, og derfor er det vigtigt, at man tænker sig grundigt om. Man sender et signal med sin adfærd, både når man deltager, og når man ikke gør, afslutter folketingsmedlemmet.
Borgmester: Amerikaner vil mødes med mig
Borgmesteren i Avannaata Kommunia, Lars Erik Gabrielsen (S), opholder sig i disse dage i Nuuk. Han planlægger at mødes med “en amerikaner, som ankom til Nuuk i går.”
Det oplyser borgmesteren på Facebook søndag:
– En person fra USA er ankommet til Nuuk i dag, og vedkommende vil mødes med mig. Jeg lægger dog vægt på, at jeg har et ansvar for at være forsigtig i de ting, jeg skal være forsigtig med, skrev borgmesteren søndag.
Han uddyber ikke nærmere, hvem amerikaneren er, som han ønsker at mødes med, men det er oplagt, at det er Jeff Landry, Donald Trumps udsending til Grønland, som netop ankom til Nuuk i går.
Sermitsiaq har spurgt borgmesteren til sagen, og han oplyser, at han er blevet kontaktet vedrørende et møde med Jeff Landry, men han har endnu ikke besluttet sig for, om han vil mødes med ham.
Lars Erik Gabrielsen har tidligere været positiv overfor nye samarbejder med USA. Blandt andet udtrykte han støtte til Donald Trumps idé om at sende et amerikansk hospitalsskib til Grønland for at behandle syge borgere.
USA-ambassadør landet i Nuuk
Mandag formiddag er USA’s ambassadør til Kongeriget, Ken Howery, landet i Nuuk.
Ambassadøren kommer for at deltage i Future Greenland, som afvikles tirsdag og onsdag.
Torsdag skal ambassadøren indvie det amerikanske konsulat sammen den amerikanske konsul i Grønland, Susan Wilson.
Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA), har mandag oplyst, at han skal mødes med ambassadøren.
Foto: Trine Juncher Jørgensen Múte melder ud om Landry-møde - vil give en klar besked
Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA), skal mødes med Donald Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, samt den amerikanske ambassadør i Danmark, Ken Howery mandag.
Det skriver han på Facebook.
Múte B. Egede har en klar besked med til Landry og ambassadøren:
- Her vil jeg understrege klart, at Grønlands fremtid alene besluttes af os i Grønland.
- Samtidig er det vigtigt for mig, at det diplomatiske spor og den arbejdsgruppe, vi har etableret, fortsætter med respekt for hinanden, international ret og Grønland, skriver Múte B. Egede.
Jeff Landry ankom til Nuuk søndag eftermiddag, og ambassadør Howery ventes at ankomme mandag.
Formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), har overfor TV2 bekræftet, at han også skal mødes med Jeff Landry.
Landry skal mødes med Jens-Frederik Nielsen
Formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), skal mandag mødes med USA's særlige udsending til Grønland, Jeff Landry.
Det bekræfter Jens-Frederik Nielsen selv over for TV 2.
Jeff Landry, der også er guvernør i den amerikanske delstat Louisiana, er søndag eftermiddag landet i Nuuk.
TV 2 har ikke fået oplyst dagsordenen for mødet, eller hvornår det finder sted.
Jens-Frederik Nielsen udtalte tirsdag i sidste uge, at han ville have en klar dagsorden, hvis han skulle mødes med Landry:
- Hvis han ønsker at mødes, skal jeg have en klar dagsorden for, hvad han vil. Vi kender dette spil i Grønland. Vi har været under dette pres i 15-16 måneder, lød det fra Jens-Frederik Nielsen.
Amerikanerne har kasketter med
Der skal deles nye ”Make America Great Again”-kasketter ud i Nuuk, ser det ud til.
Den amerikanske delegation tjekker ind ved Hotel Aurora Apartments i Nuuk midtby, og da de læsser af fra billerne, kommer der kasser med de genkendelige kasketter ud.
Der skal deles "Make America Great Again"-kasketter ud i Nuuk. Foto: Trine Juncher Jørgensen Landry: Få så mange venner som muligt
DR fanger Jeff Landry til en kommentar, da han kommer ned i Nuuk midtby.
De spørger, om han har en besked med fra præsident Donald Trump.
- Ja, jeg snakkede med ham sent i går aftes. Han sagde, tag derover og få en masse venner, så mange venner som muligt, siger Jeff Landry til DR.
I dag lander Landry
På tirsdag 19. maj begynder erhvervsmessen Future Greenland i Nuuk, hvor USA’s særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, er på deltagerlisten.
Og i dag vil Jeff Landry lande i Nuuk. Det oplyser det amerikanske konsulat i Nuuk til Sermitsiaq.
Mandag får han selskab af Ken Howery, som er USA’s ambassadør i Danmark. De to skal ifølge en pressemeddelelse fra ambassaden sammen mødes med en lang række af grønlændere for at lytte og lære med det formål at øge de økonomiske muligheder, styrke de personlige relationer og øge forståelsen mellem USA og Grønland.
Desuden skal de åbne USA’s nye konsulat i Nuuk.
Formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen (D) har på en konference i Danmark sagt, at han endnu ikke ved, om han skal mødes med Landry, men at hvis de skal mødes, "så skal der være en klar dagsorden for, hvad han vil".
Sammen med delegationen fra USA kommer Daniel Ho, en amerikansk Grammy-vindende musiker, der vil give koncerter i Nuuk Center og på Ilisimatusarfik tirsdag og onsdag, erfarer Sermitsiaq.