Beslutning om tidszone udskydes til efteråret

Hanna Hviid
forårssamling2026

Inatsisartut har – igen – udskudt punkterne om, hvorvidt Grønland skal flytte tidszone til UTC-3 og afskaffe sommertid.

Det fremgår af Inatsisartuts hjemmeside, hvor de sidste behandlinger af lovforslagene er udskudt til efterårssamlingen 2026.

De to lovforslag fra Siumut og Naleraq blev 1. behandlet under efterårssamlingen 2025 og henvist til Lovudvalget. 2. behandlingen blev skubbet til vintersamlingen – som så blev udskudt på grund af det store arbejde med at håndtere USA-situationen.

På forårssamlingen i år var debatten først sat til 14. april, men Lovudvalget anmodede om udsættelse af punkterne.

05. maj gik politikerne i gang med 2. behandlingen, men den blev hurtigt stoppet, da de valgte at sende punkterne tilbage til Lovudvalget til yderligere behandling.

Punkterne skal derfor 2. behandles igen før 3. behandlingen. De datoer var egentligt sat til 18. og 27. maj, men nu er det altså udsat til efteråret.

Powered by Labrador CMS