Tidszone-forslag skal 2. behandles – igen

Hanna Hviid
forårssamling2026

For knap en uge siden, 5. maj, satte politikerne i Inatsisartut sig godt til rette for – endelig – at tale om Grønlands tidszone og sommertid igen.

Punkterne om, hvorvidt Grønland skal rykke tilbage til UTC-3 og afskaffe sommertid, blev 1. behandlet under efterårssamlingen 2025 og har siden ventet på at blive 2. behandlet med flere udskydelser.

Men selvom debatten i tirsdags gik i gang med et ordførerindlæg fra Naleraq, blev den hurtigt afbrudt, da Bo Martinsen (D) rejste sig og foreslog, at punkterne blev sendt tilbage til Lovudvalget for yderligere behandling.

Det var der flertal for, og dermed stoppede debatten. Nu fremgår det af Inatsisartuts hjemmeside, at 2. behandlingen skal genoptages mandag den 18. maj, hvorefter punkterne skal 3. behandles 27. maj.

Lovudvalget anbefalede inden den første 2. behandling, at tidszonen beholdes, men sommertiden afskaffes snarest. Den anbefaling agtede Naalakkersuisut at følge, sagde formanden Jens-Frederik Nielsen (D) på talerstolen tirsdag.

Om Lovudvalget ændrer mening, må tiden vise.

Powered by Labrador CMS