Atassut italesætter utryghed om bevæbnede soldater i gaderne

Thomas Veirum
forårssamling2026

Atassut formand Aqqalu C. Jerimiassen kommer i sit indlæg ind på et emne, der deler politikerne og som er gået igen flere gange i debatten - nemlig oprustningen og de mange soldater i Nuuk:

- Selvom vi i Atassut støtter initiativer inden for forsvar og sikkerhed, og selvom tilstedeværelsen af NATO-allierede styrker grundlæggende kan være positiv, oplever vi en stigende bekymring – særligt blandt borgere i Nuuk, siger Aqqalu C. Jerimiassen og fortsætter:

- Det bliver i stigende grad sat spørgsmålstegn ved, og mange er ikke trygge ved, at der er bevæbnede soldater i hovedstaden. Det ønsker vi i Atassut ikke at ignorere.

Atassut-formanden siger, at selvom formålet er tryghed, er en soldat stadig en soldat.

- Hvis militær tilstedeværelse skal placeres andre steder, må vi styrke dialogen i rigsfællesskabet – især når vi allerede har to tidligere lufthavne, som ikke længere har samme centrale rolle. Disse muligheder bør vi tage op i tæt dialog med myndighederne i riget.

Her henviser han til Kangerlussuaq og Narsarsuaq.

Atassut-formanden siger desuden, at udtalelserne fra Donald Trump er meget trættende, men man kommer ikke uden om at samarbejde med USA:

- Uanset hvad må vi fortsætte samarbejdet med USA. Samtidig er det blevet klart udtrykt af Naalakkersuisut’s formand, at vores deltagelse i rigsfællesskabet er et bevidst valg – og det er i dag vores stærkeste sikkerhedspolitiske fundament, siger Aqqalu C. Jerimiassen.

Powered by Labrador CMS