Boassen har talt med Landry om sundhedsvæsenet

Thomas Veirum
usas interesse i grønland liveblog

Den kendte Trump-støtte Jørgen Boassen har tidligere i denne måned været på besøg i USA hos landets særlige udsending til Grønland og guvernør i Louisiana Jeff Landry.

Til TV2 siger Boassen, at han har talt med Jeff Landry om det grønlandske sundhedsvæsen:

- Vores sundhedssystem vakler, og det er en dødsdom at blive syg i Grønland, siger Jørgen Boassen til TV2.

Boassen mener, at Grønland bør takke ja til eventuel hjælp til sundhedsvæsenet fra USA.

I weekenden skrev USA's præsident Donald Trump på Truth Social, at han i samarbejde med Jeff Landry var ved at sende “en fantastisk hospitalsbåd” til Grønland, som skulle behandle syge, der ikke tages hånd om.

Udmeldingen fra Trump kom umiddelbart efter, at han havde været til en middag sammen med Jeff Landry i Washington.

Trumps hospitalsskib har umiddelbart fået en kølig modtagelse af formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), som har opfordret præsidenten og USA til at rette henvendelse ad rette kanaler fremfor “mere eller mindre tilfældige udbrud på sociale medier.”

Powered by Labrador CMS