Aaja Chemnitz: Opslag af Trump rammer ved siden af

Kassaaluk Kristensen
donald trump usa usas interesse i grønland

Folketingsmedlem Aaja Chemnitz reagerer nu på præsident Donald Trumps udmelding om, at USA vil sende et hospitalsskib til Grønland.

- Endnu en dag. Endnu en skør nyhed. Trump vil sende et ikke-vedligeholdt hospitalskib til Grønland. Det virker ret desperat og bidrager ikke til det permanente og vedvarende løft af sundhedsvæsenet, som vi har brug for, skriver hun og fortsætter:

- Mødte jo selv Tom Dans, Trumps mand i Arktis, og han talte om, at vi havde tuberkulose problemer i Grønland, så jeg kan godt gennemskue hvor deres tænkning kommer fra og intentionen kan i princippet være god, men løsningen rammer ved siden af.

Aaja Chemnitz anerkender, at der er udfordringer indenfor sundhedsområdet i Grønland men påpeger, at udfordringerne bliver taget hånd om. Eksempelvis er der afsat 35 mio. kr. mere årligt siden sidste folketingsvalg, og i år er der afsat ekstra 185 mio. kr. til behandling for grønlændere, der skal have behandling i Danmark.

- Vores sundhedssystem er dybt udfordret. Også mere end det man ser i Danmark. Og det kan bedst løses med Danmark, som et af de rigeste og mest veluddannede lande på f.eks. sundhedsområdet. Ikke USA, som har deres problemer på sundhed.

- Det kræver tættere og mere engageret indsats fra Danmark på sundhedsområdet i Grønland, skriver Aaja Chemnitz.

Powered by Labrador CMS