Løkke om nyt møde i Washington: Nu skal vi have rolig proces

Ritzau
usas interesse i grønland liveblog

Torsdag var der ifølge udenrigsministeren Lars Løkke Rasmussen (M) første møde i en arbejdsgruppe mellem Danmark, USA og Grønland.

Udenrigsministeren siger, at der nu skal en "rolig proces til" i spørgsmålet om forholdet mellem USA, Danmark og Grønland, og om den arbejdsgruppe, der er nedsat mellem landene.

Det siger han efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.

- Uden at gå i detaljer kan jeg sige, at der har været et møde i Washington i går (torsdag, red.), hvor det er blevet genbekræftet, at det er det, vi skal, og hvor der også er lagt en plan for, hvordan vi gør det.

- Det betyder, at vi ret hurtigt får sat gang i de møder, siger Løkke og tilføjer:

- Vi vil ikke kommunikere, hvornår de møder er, for vi vil tage dramatikken af det her. Nu skal vi have en rolig proces.

Løkke siger, at situationen mellem de tre lande nu er tilbage til det udgangspunkt, som man kom frem til for lidt over en uge siden, hvor Løkke og Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, havde et møde med USA's vicepræsident, J.D. Vance, og USA's udenrigsminister, Marco Rubio. Her aftalte parterne at nedsætte en arbejdsgruppe.

Powered by Labrador CMS