Forsvarsminister: Det vil komme flere svære samtaler med amerikanerne - men vi står et bedre sted

Thomas Munk Veirum
usas interesse i grønland liveblog

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen skriver i et opslag på X, at Kongeriget ikke kommer til at afgive suverænitet over dele af Kongeriget.

Udmeldingen kommer efter, at Donald Trump onsdag aften meldte ud, at rammerne for en fremtidig aftale om Grønland er på plads efter et møde med Nato-generalsekretær Mark Rutte.

Troels Lund Poulsen udtaler videre, at situationen er forbedret, selvom der venter svære samtaler med amerikanerne:

- Der vil givetvis komme flere svære samtaler med amerikanerne, men ovenpå onsdagens møde mellem NATOs generalsekretær, Mark Rutte, og Donald Trump, står vi i dag et klart bedre sted, end vi gjorde i går, skriver forsvarsministeren.

Han siger, at han har talt med Mark Rutte løbende, og at disse samtaler "kom naturligt" efter, at forsvarsministeren og naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt i mandags havde et langt møde med NATO-sekretæren:

- Her fortalte vi Mark Rutte om Kongerigets røde linjer, og jeg tror, vores møde var meget nyttigt for Rutte i forhold til at forstå Kongerigets position.

- Derfor var det helt afgørende, at Vivian Motzfeldt, som jeg har et rigtig godt samarbejde med, deltog i det møde, skriver Troels Lund Poulsen.

Forsvarsministeren understreger igen, at Rutte ikke kan forhandle en aftale på vegne af Danmark eller Grønland. Han finder det dog positivt, at Nato vil gøre mere for sikkerheden i Arktis.

Powered by Labrador CMS