Nato: Kina og Rusland må ikke få fodfæste i Grønland

Ritzau
usas interesse i grønland liveblog

Formålet med forhandlinger om sikkerheden i Arktis og omkring Grønland skal være, at Rusland og Kina ikke får "fodfæste" i området.

Det siger en talsperson fra Nato ifølge Reuters.

- Forhandlingerne mellem Danmark, Grønland og USA vil fortsætte med det formål at sikre, at Rusland og Kina aldrig får fodfæste, hverken økonomisk eller militært, i Grønland.

Ifølge talspersonen skal de Nato-allierede lande samarbejde og fokusere på den rammeaftale, som USA's præsident, Donald Trump, forklarede om onsdag aften.

På sit sociale medie Truth Social skrev Trump, at der sammen med Natos generalsekretær, Mark Rutte, er udviklet en ramme for en fremtidig aftale om Grønland.

Desuden afblæses toldtruslerne fra Trump mod Danmark og europæiske lande i spørgsmålet om en overtagelse af Grønland.

Det er endnu uvist, hvad aftalen om Grønland konkret indebærer.

Powered by Labrador CMS