Relateret indhold
Lars Løkke kalder toldtrussel paradoksal
- Det er forstyrrende, at vi har den melding fra præsidenten, som kommer på baggrund af, at en række europæiske allierede har taget den opgave på sig, som præsidenten mener er blevet forsømt. Det er jo det, der gør det vanskeligt og paradoksalt.
Sådan siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde i Norge med Norges udenrigsminister, Espen Barth Eide omkring Donald Trumps toldtrussel.
Den opgave, han henviser til, er beskyttelsen af Arktis, da Danmark og flere Nato-allierede netop nu sender tropper til Grønland.
Trump har varslet told på 10 procent mod Danmark og syv andre europæiske lande. Men sådan fungerer det ikke, siger Lars Løkke.
- Den trussel, der kommer her, er muligvis formuleret op mod et mindre antal lande, men den rammer jo hele EU, fordi vi er en toldunion.
- Jeg noterer mig også, at der er fuldstændigt entydig opbakning fra EU i denne sammenhæng, siger Lars Løkke Rasmussen på pressemødet.
Mette Frederiksen: Europa vil ikke lade sig afpresse
Europa vil ikke lade sig afpresse af Donald Trumps trusler om told.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i et skriftligt svar til Ritzau.
- Kongeriget Danmark møder stor opbakning. Samtidig står det nu kun endnu mere klart, at det her er et anliggende, der rækker langt ud over vores egne grænser.
- Vi ønsker at samarbejde, og det er ikke os, der søger konflikten. Jeg er glad for de enslydende meldinger fra resten af kontinentet: Europa lader sig ikke afpresse, lyder det.
Udmeldingen kommer, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, lørdag varslede en told på ti procent fra 1. februar på en række europæiske lande, der ikke støtter hans ønske om at overtage Grønland.
700 demonstrerede i Aalborg
Lørdagens demonstration i Aalborg samlede godt 700 grønlændere og danskere i fælles protest mod præsident Trump og hans planer om at annektere Grønland.
Demonstrationen foregik på Nytorv, der er et knudepunkt for Aalborgs bybusser – og for at bidrage til fællesskabet var bybusserne i dagens anledning udstyret med både danske og grønlandske flag.
Der var ganske enkelt grønlandske flag overalt. Arrangørerne havde uddelt 500 papirsflag – og mange havde også medbragt deres egne flag. Blandt andre Henry Broberg fra Qeqertarsuaq, der nu har boet i Aalborg i to år, og som havde medbragt både flag og en dødemands-le med en Trump-dukke.
- Jeg tog flaget, som vi stiller frem foran døren. For det er vigtigt at vise, at vi grønlændere står sammen og ikke vil findes os i Trumps planer, sagde Henry Broberg.
Henrig Broberg deltager i demonstrationen i Aalborg. Foto: Jesper Hansen Mere end politik
Formanden for Fællesforeningen Inuit Camilla Siezing var første taler og forklarede, at foreningen normalt ikke blander sig i politik.
- Det her handler om mere end politik. Det handler om vort land, fastslog Camilla Siezing. Udover Camilla Siezing var der taler af folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen (A), der i sin ungdom arbejdede i Ilulissat, kommunalbestyrelsesmedlem Nuuradiin S. Hussein (A) og Ivalo Lyberth, der er formand for den grønlandske kulturforening Tikiusaaq.
Efter talerne var der musik og fællessang. Mellem sangene lød der taktfaste ”Kalaallit Nunaat, Kalaallit Nunaat” og det blev en helt lille fest mod slutning – på trods af den dystre baggrund.
Camilla Siezing holdt tale under demonstrationen. Jesper Hansen Demonstranter i København: En vanvittig situation
– Denne her situation har udviklet sig på vanvittig en måde, så vi er nødt til at gå på gaden og protestere mod det, der er i gang. Vi kan ikke være i det, siger Margrete Johansen, der er mødt op til demonstrationen i København sammen med Elisa T.L. Christensen, der supplerer:
– Man behandler ikke mennesker på den måde, som Trump gør. Vi er normale mennesker med et normalt liv. Vi bliver fuldstændig rykket op med rode af det her. Det er så forfærdeligt og trist at det er nødvendigt at demonstrere. Men det er godt, at der er kommet så mange. Jeg er selv grønlandsk-dansker, og det er vigtigt at der er kommet så mange både grønlændere, danskere og mange andre.
Foto: Trine Juncher Jørgensen Forstyrrelser i trafikken til demonstrationer
Forud for demonstrationerne flere steder i landet skriver Grønlands Politi på Facebook, at der kan forventes forstyrrelser i trafikken flere steder i Grønland fra klokken 12.30 til demonstrationerne er slut.
- I Nuuk afspærres Aqqusinersuaq fra rundkørslen og ned imod konsulatet. Afspærringen vil blive ophævet igen, når demonstranterne er gået forbi området. Politiet udsender en opdatering, når afspærringen er ophævet.
- Vis hensyn til demonstranterne og politi. Politiet vil være tilstede under demonstrationerne, skriver de.
Der er planlagt demonstrationer i Nuuk, Qaqortoq, Aasiaat, Sisimiut og Ilulissat.
– Det er vigtigt, at man også som amerikaner står op om det, der er rigtigt.
Sermitsiaq er med til demonstrationen i København, hvor mange tusinder går fra Rådhuspladsen til Den amerikanske ambassade på Østerbro.
Blandt demonstranterne er amerikansk-grønlandske Ajana Watson og danske Henriette Dybdal Andersen.
– Det er vigtigt, at man også som amerikaner står op om det, der er rigtigt. Jeg synes, det er pinligt at se, hvordan tingene udvikler sig. Trump taler om det grønlandske folk som en ”handelsvare”, og det, synes jeg, er ufatteligt. Jeg synes, det er fedt at se så mange danskere også går med i demonstrationen, og at så mange rundt om i verden støtter Grønland. Jeg ved, at der er mange amerikanere ligesom jeg, der synes, det er forfærdelig, hvad der foregår, siger Ajana Watson, der har både rødder i Alaska og i Grønland, og som til dagligt bor i New York.
Hun er taget til demonstrationen med Henriette Dybdal Andersen, der er med for at vise solidaritet med det grønlandske folk.
– Jeg synes, at det er vigtigt, at man som dansker viser, at man står op for det grønlandske folks ret til selvbestemmelse, siger Henriette Dybdal Andersen.
Ifølge KNR er der 15.700 personer til demonstrationen.
Foto: Trine Juncher Jørgensen Rådhuspladsen er fyldt op til Grønland-demonstration
Rådhuspladsen i København er fyldt med mennesker, der er mødt op til demonstration til støtte for grønlænderne, viser tv-billeder.
I Danmark er der lørdag arrangeret demonstration i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg. I Grønland finder det sted i Nuuk.
Demonstrationerne kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, er kommet med gentagne meldinger om at ville overtage Grønland.
Der er også demonstrationer i flere grønlandske byer i dag, som Nuuk, Qaqortoq og Aasiaat.
USA's konsulat flytter ind i højhus i Nuuk
USA's konsulat i Nuuk skal have mere plads. Derfor flytter de ind i underetagen af et nyt højhus i Nuuk midtby.
Det skriver Radio IIII.
- Siden USA besluttede at genåbne vores konsulat i Nuuk i 2020, har vi arbejdet på at identificere og sikre de rette lokaler, og vi er glade for at have fundet både faciliteterne og placeringen i Nuuk til at forbedre vores platform til yderligere at styrke det robuste forhold mellem USA og Grønland, skriver en talsperson fra konsulatet til Radio IIII.
Sermitsiaq skrev i marts 2025, at USA allerede i 2024 overtog hele underetagen af den nyopførte bygning i Nuuk Centrum, der tidligere husede Oles Varehus. Underetagen er udstyret med panserglas og gitter.
Det nye konsulat er 3.000 kvadratmeter stort.
Den nyopførte bygning i centrum af Nuuk, der tidligere husede Oles Varehus, som skal lægge hus til USA's konsulat nu. Foto: Leiff Josefsen Hercules fly fra Philadelphia landet i Narsarsuaq
Opdateret 71.32.
Ifølge Flightradar er et C-130 Hercules fly med afgang fra Philadelphia i USA landet i Narsarsuaq klokken 15.25.
På Mittarfeqarfiits YouTube kan man se flyet holde på landingsbanen.
Sermitsiaq har spurgt Arktisk Kommando, om de ved, hvorfor flyet er landet i Grønland. De arbejder på at finde ud af det.
Hvorvidt flyet blot skal mellemlande for at flyve videre fremgår ikke af Flightradar.
Arktisk Kommando har til Sermitsiaq bekræftet, at det er et fransk Hercules fly, som mellemlandede i Narsarsuaq. Det er fløjet videre igen.
Flyet på landingsbanen i Narsarsuaq. Privatfoto. Støjberg om Trump efter orientering: Han er fuldstændig utilregnelig
Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, mener, at USA's præsident, Donald Trump, er "fuldstændig utilregnelig".
Det fortæller partiformanden fredag efter en orientering fra regeringen til Folketingets partiledere og de nordatlantiske medlemmer.
- Vi har med en mand at gøre, som man ikke kan stole på. Som er utilregnelig og givetvis drevet af sine følelsers vold, siger hun.
Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, fortæller, at han ikke er blevet mere tryg ved situationen omkring Grønland efter orienteringen.
- Jeg tror heller ikke, at målet med orienteringen er at gøre mig tryg, siger han.
Alex Vanopslagh fortæller videre, at han mener, at USA agerer på en måde, som man ikke burde, hvis "man er en allieret til Europa".
Amerikansk senator: Vi er kommet for at støtte Danmark og Grønland
Den demokratiske senator Dick Durbin, som er i København med en amerikansk delegation af politikere, siger til Ekstra Bladet, at delegationen bakker op om Danmark og Grønland, efter at USA's præsident, Donald Trump, har ønsket at "få" Grønland.
Det siger Dick Durbin fredag, i forbindelse med at delegationen besøger Industriens Hus.
- Vi er her for at vise solidaritet med det danske og grønlandske folk, som har været vores venner og allierede i årtier.
- Vi vil gerne have, at de skal vide, at vi værdsætter det, siger Dick Durbin til Ekstra Bladet.
81-årige Dick Durbin har siden 1996 været senator i delstaten Illinois. Her havde han i nogle år selskab af Barack Obama, som var senator i Illinois, inden Obama i 2008 blev valgt som USA's præsident.
Delegationen, der er i København, består af 11 kongresmedlemmer. De skal blandt andet skal mødes med formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen (D), statsminister Mette Frederiksen (Socialdemokratiet) og andre topministre i den danske regering.
Delegationen holder også et møde med medlemmer af Folketinget og det Inatsisartut, hvorefter der er et pressemøde klokken 12.00 grønlandsk tid.
Aaja Chemnitz: USA-udtalelser om arbejdsgruppe er tonedøvt
Medlem af Folketinget Aaja Chemnitz (IA) er meget utilfreds med og forfærdet over udtalelser, som Det Hvide Hus' pressesekretær, Karoline Leavitt, er kommet med torsdag aften dansk tid.
Karoline Leavitt sagde under en pressebriefing, at den arbejdsgruppe, som onsdag blev aftalt mellem USA, Danmark og Grønland, skal drøfte "overtagelsen af Grønland".
- Det var ikke det, der blev aftalt i går (onsdag, red.), som man forstår det på Lars Løkke Rasmussen og Vivian Motzfeldt, siger Aaja Chemnitz med henvisning til Danmarks udenrigsminister og Grønlands minister for udenrigsanliggender.
- Derfor er det (USA, red.) en svær samarbejdspartner at have, hvis man ikke kan regne med det, man har aftalt. Det gør, at troværdigheden ikke er særlig høj, som jeg ser det, siger Aaja Chemnitz.
Aaja Chemnitz siger, at "man kan ikke købe noget, der ikke er til salg".
- Det har vi sagt tusindvis af gange på tusindvis af forskellige måder. Mange af os fra Grønland har sagt det. Det er tonedøvt, i forhold til den holdning der er fra Grønland.
- Det er ærgerligt, at man har svært ved at regne med en allieret, som man har holdt et møde med og aftalt nogle ting med, og de så udlægger sagen på en anden måde, siger hun.
Jens-Frederik Nielsen mødes også med amerikanske politikere
11 amerikanske politikere besøger København fredag i anledning af den anspændte situation omkring Grønland.
Naalakkersuisut oplyser nu, at formanden for Naalakkerusisut, Jens-Frederik Nielsen (D), vil deltage, når den amerikanske delegation møder statsministeren.
Mødet finder sted i Statsministeriet kl. 10.00 dansk tid (kl. 07.00 grl. tid)
Amerikansk delegation skal mødes med Mette Frederiksen
Den amerikanske delegation af politikere, som fredag besøger Christiansborg, skal også mødes med statsminister Mette Frederiksen (S) i Statsministeriet.
Det oplyser Statsministeriet i en skriftlig kommentar. Amerikanerne har bedt om at få et møde med statsministeren.
I alt 11 amerikanske politikere kommer på besøg for blandt andet at mødes med Det Udenrigspolitiske Nævn.
Fabrikanter melder om usædvanligt stort salg af Erfalasorput
Flere flagproducenter har de seneste dage berettet om en markant stigende efterspørgsel efter Erfalasorput.
Det gælder blandt andet Aalborg Flagfabrik, som DR har talt med.
Lederen af flagfabrikken, Charlotte Pii Rasmussen, beretter om "en meget større efterspørgsel på det grønlandske flag".
Det er både private og firmaer, der ifølge lederen af den nordjyske flagvirksomhed i stor stil bestiller Grønlands flag.
Hos Dahls Flagfabrik i København og Langkilde & Søn i Herlev, som Radio IIII og TV 2 Kosmopol tidligere på ugen talte med, ser man samme tendens.
- Jeg kan se, at omkring 90 procent af alle vores onlineordrer i denne uge har været med grønlandske flag.
- Det er en kraftig stigning fra de normale tre til fem procent, siger administrerende direktør i Dahls Flagfabrik Peter Østerbye til Radio IIII's hjemmeside.
Statsminister: Fortsat fundamental uenighed om Grønland efter møde
Der er ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) fortsat en "fundamental uenighed" efter et møde onsdag om Grønland i USA, hvor der blev nedsat en arbejdsgruppe.
Statsministeren er blevet orienteret om mødet, da hun ikke selv deltog i samtalerne om, at USA fortsat ønsker at overtage verdens største ø, selv om de to lande er allierede.
- Det ændrer imidlertid ikke ved, at der er en fundamental uenighed, fordi den amerikanske ambition om at ville overtage Grønland er intakt.
- Det er selvsagt alvorligt, og derfor fortsætter vi vores indsats for at forhindre det scenarie i at blive til virkelighed, siger hun i en skriftlig kommentar.
Den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (Moderaterne), og naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), mødtes onsdag med USA's vicepræsident, J.D. Vance, og USA's udenrigsminister, Marco Rubio.
De blev enige om at nedsætte en arbejdsgruppe mellem landene for at håndtere uenighederne.
Forventningen fra dansk side er, at den vil kunne mødes første gang inden for nogle uger. Det er endnu uvist, hvad den mere nøjagtigt skal afklare. Ifølge Løkke skal den bestå af topembedsmænd.
- Nu nedsættes en arbejdsgruppe, hvor vi skal drøfte, hvordan sikkerheden i Arktis kan styrkes, siger Mette Frederiksen.
Erfalasorput vil vaje over Christiansborg fredag
Folketingets Præsidium meddeler, at der fredag bliver flaget med det grønlandske flag, Erfalasorput, i Rigsdagsgården foran Christiansborg.
Årsagen til flagningen er et møde mellem en række grønlandske, danske og amerikanske politikere fra Inatsisartut, Grønlands parlament, Folketinget og Kongressen i USA.
Det er en ny virkelighed for Kongeriget og Grønland, og dette møde er en særlig anledning, siger Folketingets formand, Søren Gade (V).
Rusland er alvorligt bekymret over øget Nato-tilstedeværelse i Grønland
Rusland udtrykker "alvorlig bekymring" over Nato-allieredes øgede tilstedeværelse i Grønland.
Det udtaler den russiske ambassade i Belgien, hvor Natos hovedkvarter ligger, i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Situationen, der udspiller sig i det høje nord, er af alvorlig bekymring for os, lyder det i udtalelsen.
Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, skriver i en kommentar til Ritzau, at Danmark ved at trække Nato ind fremmer "konfrontatoriske tilgange".
- Danmark er suverænt i sine beslutninger om spørgsmål vedrørende sikkerheden på sit territorium.
- Men ved at trække Nato ind i Arktis, herunder Grønland, fremmer Danmark konfrontatoriske tilgange, der altid fører til en svækkelse i stedet for en styrkelse af sikkerheden og øgede militære spændinger i regionen.
Den russiske ambassadør mener, at international sikkerhed, herunder i Arktis, kun kan være kollektiv.
- Alle arktiske stater skal deltage i dens skabelse, skriver Vladimir Barbin til Ritzau.
De arktiske stater omfatter foruden Kongeriget Danmark også USA, Canada, Finland, Norge, Sverige, Island og Rusland.
Amerikansk delegation møder danske og grønlandske politikere fredag
Medlemmer af Folketinget, et grønlandsk udvalg og en delegation af amerikanske kongresmedlemmer mødes fredag i Folketinget for at drøfte samarbejdet mellem de tre lande.
Det skriver Folketinget i en pressemeddelelse.
- Mødet har fokus på centrale udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner, der har betydning for både rigsfællesskabet og det transatlantiske forhold, lyder det i meddelelsen.
Der er mødestart klokken 11 grønlandsk tid med et efterfølgende kort pressemøde klokken 12.
Folketinget oplyser ikke, hvem der kommer fra den amerikanske delegation.
Men den demokratiske senator Chris Coons har tidligere oplyst, at han kommer sammen med syv senatorer og medlemmer af Repræsentanternes Hus.
Han får følgeskab af de demokratiske politikere Jeanne Shaheen, Dick Durbin, Gregory Meeks, Madeleine Dean, Sara Jacobs og Sarah McBride, mens også den republikanske senator Thom Tillis rejser med sine demokratiske kolleger.
Udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg i Inatsisartut deltager også.