Aaja Chemnitz: USA-udtalelser om arbejdsgruppe er tonedøvt

Ritzau
usas interesse i grønland liveblog

Medlem af Folketinget Aaja Chemnitz (IA) er meget utilfreds med og forfærdet over udtalelser, som Det Hvide Hus' pressesekretær, Karoline Leavitt, er kommet med torsdag aften dansk tid.

Karoline Leavitt sagde under en pressebriefing, at den arbejdsgruppe, som onsdag blev aftalt mellem USA, Danmark og Grønland, skal drøfte "overtagelsen af Grønland".

- Det var ikke det, der blev aftalt i går (onsdag, red.), som man forstår det på Lars Løkke Rasmussen og Vivian Motzfeldt, siger Aaja Chemnitz med henvisning til Danmarks udenrigsminister og Grønlands minister for udenrigsanliggender.

- Derfor er det (USA, red.) en svær samarbejdspartner at have, hvis man ikke kan regne med det, man har aftalt. Det gør, at troværdigheden ikke er særlig høj, som jeg ser det, siger Aaja Chemnitz.

Aaja Chemnitz siger, at "man kan ikke købe noget, der ikke er til salg".

- Det har vi sagt tusindvis af gange på tusindvis af forskellige måder. Mange af os fra Grønland har sagt det. Det er tonedøvt, i forhold til den holdning der er fra Grønland.

- Det er ærgerligt, at man har svært ved at regne med en allieret, som man har holdt et møde med og aftalt nogle ting med, og de så udlægger sagen på en anden måde, siger hun.

Powered by Labrador CMS