Hvor rødderne kalder

Inequ Holm er født i Sisimiut og flytter som fireårig med familien til Nuuk, hvor hun vokser op. I dag er hun 30 år. Hendes liv har ikke været uden prøvelser, men trods modgang vælger hun gang på gang at holde fast i sit positive sind. For her, i sit elskede Grønland, står hun fast, rodfæstet i landet, lyset og livet, der omgiver hende. 

Ud af mørket

Inequ Holm vokser op med sin mor, far og søster. Barndommen er tryg og fuld af gode minder – især takket være moren, der sørger for stabilitet og varme. Hun husker et liv i bevægelse, under åben himmel, hvor naturen var et frirum. Men under overfladen rumsterer mørkere toner. Forældrene går fra hinanden, da farens misbrug tager overhånd, og kontakten til ham forsvinder. Moren er fra begyndelsen opmærksom på pigernes trivsel. Hun sørger for, at Inequ flere gange får hjælp af psykologer og deltager i sorggrupper, så tyngden fra farens misbrug kan bearbejdes. Den sande tragedie rammer dog først år senere, da Inequ er 16 år. Hendes mor bliver skudt og dræbt af sin nye mand – en mand, hun netop har forladt. Det er Inequ, der finder hende, liggende på gulvet. Et billede, der aldrig helt forlader hende. 

- Det er så råt, som noget kan være, fortæller hun med en stille ro – som en, der har kæmpet sig gennem mørket og lært at trække vejret i det igen. 

Sorgen rammer hårdt og tungt, og de to søstre flytter ind hos deres bedsteforældre. Alligevel står noget uventet tilbage som et lys i mørket. 

- Fordi min mor tidligere havde sendt mig til psykolog, havde jeg allerede lært, at det hjælper at tale om smerte. Jeg vidste, hvordan man bearbejder sorg – i det mindste i teorien, fortæller Inequ. 

Som en stille og usagt gestus mellem mor og døtre, havde moren uforvarende klædt sine piger på til det mest ubærlige: at miste hende – alt for tidligt, alt for brutalt. Men selv i den svære tid var Inequ omgivet af mennesker, der holdt af hende, støttede hende og hjalp hende igennem sorgen. 

- Efter min mors død blev jeg fast besluttet på, at jeg skulle klare mig. Og ikke bare det – jeg skulle klare mig godt, siger Inequ med en beslutsomhed, der ikke levner nogen tvivl. 

Den dag markerede begyndelsen på Inequ – på hendes styrke, hendes ambitioner og det liv, hun besluttede sig for at leve, på sine egne præmisser.

Mellem sorg og styrke

Inequ sætter kursen og fortsætter med 180 km/t - fremad. Hun er målrettet, dygtig i skolen og begynder samtidig at dyrke crossfit på konkurrenceniveau. 

– Jeg brugte crossfit til at finde styrke, både fysisk og psykisk. I dag kan jeg se, at det også var min måde at bearbejde følelser på, samtidig med at jeg hele tiden var fast besluttet på at gøre noget godt og holde fremdriften i livet, forklarer Inequ. 

De gode karakterer beslutter hun sig for at bruge på tandlægestudiet, og i 2020 flytter hun derfor til Danmark. Men hendes målrettede energi mister hurtigt pusten. En dag i lejligheden, mens hun er i bad, mærker hun en knude i brystet. Det viser sig at være brystkræft. Hun er 26 år. 

- Alt overflødigt blev skrællet væk i takt med kemoterapien. Jeg var som et løg, der fik skrællet alle lagene af. Og helt inderst gik det op for mig, at jeg ikke havde noget substans i livet. Jeg havde levet overfladisk, og så lå jeg der, skrællet for overflade, helt tom indeni, siger hun stille. 

Pludselig giver alle de mærkater, hun har givet sig selv – crossfitteren, tandlægestuderende – ikke længere mening. Hun mangler dybde og retning. 

- Udover at have brystkræft, befandt jeg mig pludselig i en dyb eksistentialistisk krise, fortæller Inequ. 

Inequ’s søster, Lea, rejser fra New Zealand, hvor hun bor, til København for at være hos Inequ under hele hendes behandlingsforløb. De to søstre deler et bånd, der rækker ud over afstand og tid. 

– Vi er dybt forbundet, og selvom vi bor på hver vores side af jorden, så mærker jeg hende altid. Hun er mit fyrtårn. I de mørkeste stunder har hun været lyset, der guidede mig igennem, fortæller Inequ. 

En dag stiller Inequ et spørgsmål til sin storesøster, der stadig giver genlyd den dag i dag. 

- Jeg spørger hende: Hvordan lytter man egentligt til sig selv, siger Inequ. 

Det går op for Inequ, at hun har levet sit liv oppe i hendes hoved. Hun har ikke mærket efter, aldrig lyttet til sig selv og sin krop. Det tvinger kræften hende til – og bliver begyndelsen på en ny vej, hvor hun finder ind til sig selv.

Hjem til Grønland

Det går op for Inequ, at det hverken er den prestigefyldte tandlægetitel eller medaljerne fra crossfit-stævnerne, der giver livet mening. Hun vælger at forlade studiet – et modigt farvel til den planlagte karriere. Og i takt med at sygdommen slipper sit greb, mærker hun en anden kraft tage over. En stille, men insisterende længsel efter det sted, hun kommer fra. Rødderne kalder hende hjem. Hjem til Grønland. 

- Som folk har vi altid fået at vide, at vi skal tilpasse os – være som en anden kultur. Vi har taget andres normer, tempo og værdier til os. Men jeg har fundet hjem igen, tilbage til mine grønlandske rødder. For man skal huske, hvor man kommer fra – det er rødderne, der giver mig styrke, siger Inequ. 

Da Inequ vender tilbage til Grønland, er det ikke bare en rejse hjem – det er en genforbindelse til alt det, hun har savnet. Til sproget, naturen og de værdier, hun engang troede, hun måtte give slip på. Der er ikke meget familie tilbage i Grønland – de fleste har valgt at slå sig ned andre steder i verden. Alligevel føler Inequ sig aldrig alene. Hun er omgivet af sit folk, hvor båndene er bundet af fælles ånd. 

- Jeg føler mig virkelig mødt i den, jeg er, herhjemme. Jeg er stolt af vores kultur og stolt af vores natur. Landet trækker i min sjæl, siger Inequ med et stille smil. 

Hun taler med stolthed i stemmen, når hun fortæller om sit folk og sine forfædre – dem, der har levet og overlevet i det barske landskab gennem generationer. 

- Jeg tænker tit på, hvad vores forfædre har måtte overleve. Det giver mig styrke. Det minder mig om, hvor sejlivet vi er som folk, og hvor meget kraft der bor i vores kultur, siger hun. 

Både Grønlands natur som kulisse og folket med deres kultur spiller en central rolle i Inequs liv – de former hende, inspirerer hende og giver hendes hverdag dybde og mening. Og i dag elsker Inequ at vise sit land frem.

Styrken, hun deler

I dag jager Inequ ikke længere ét mål med alt, hvad hun har. Hun søger i stedet at fylde sit liv med det, der giver hende stabilitet og mening. Det gælder både privat og professionelt. For nylig er hun blevet selvstændig og har skabt sin egen lille virksomhed. Som freelanceguide tager hun gæster med ud i Grønlands storslåede natur, fra fjelde til fjorde, hvor oplevelsen bliver et møde med både landet, roen og energien, der løfter krop og sind. Samtidig arbejder hun med kostvejledning, personlig træning og coaching – alt sammen med ønsket om at give videre af de erfaringer, der har hjulpet hende selv. 

- Jeg ser mad, bevægelse og natur som værktøjer til at skabe et godt liv. Det betyder meget for mig, hvis jeg kan hjælpe andre gennem de oplevelser og den viden, jeg selv har samlet på min vej. Jeg vil gerne være med til at løfte den enkelte – og fællesskabet, fortæller Inequ. 

For Inequ handler hendes arbejde ikke kun om fysisk sundhed, men om at tænde noget indeni mennesker. Hun ønsker at skabe rum for håb og ro – og minde andre om, at styrken allerede findes i dem selv. 

- Jeg ønsker at bringe håb, ro og troen på egne kræfter frem i mennesker gennem værktøjer som naturen, mad og bevægelse, siger hun. 

Derfor fortsætter hun også selv med at lære. Lige nu er hun i gang med at uddanne sig som instruktør i mat-pilates – et naturligt næste skridt, der føjer endnu et lag til hendes helhedsorienterede tilgang. For Inequ handler det ikke om at udfordre kroppen, men om at forstå den, lytte til den og finde balance – både i bevægelse og i sind. Det er sjældent de store skridt, der skaber forandring. Ofte er det de små, bevidste valg – et dybt åndedrag, en stille stund i naturen, en påmindelse om, at styrken allerede bor indeni. Det er dét Inequ gerne vil give videre. Og når hun står midt i fjeldene, mærker hun, at rejsen ikke kun har ført hende hjem til sig selv – men også givet hende lysten til at række hånden ud og give noget videre til sit folk.