Vi har levet trygt i 70 år – derfor undervurderer vi faresignalerne, når demokratiet vakler

Berlin-murens fald i 1989, som banede vejen for demokratiseringen af mange østeuropæiske lande, markerede begyndelsen på en ny tidsalder med globalt liberalt demokrati. 

En udvikling, som en del forskere hyldede som 'historiens afslutning'. Tanken var, at menneskets politiske historie fulgte en lige linje, og at den vestlige liberale demokratimodel var det endelige mål for, hvordan menneskehedens styreform ville udvikle sig.

Sådan gik det desværre ikke helt.

Udviklingen i de seneste 20 år har ikke fulgt en lige linje af fremskridt – og har heller ikke markeret 'historiens afslutning'.

Fra 'historiens afslutning' til 'demokratiets afslutning'

I mange vestlige lande, fra Frankrig til Finland og fra Holland til Tyskland, har de højreekstremistiske partiers stigende valgsucces muligvis vendt 'historiens afslutning' til 'demokratiets afslutning'.

Hvad får så mange europæere til at vende ryggen til et politisk system, der med succes har genopbygget kontinentet efter Anden Verdenskrig og forvandlet det til verdens mest velstående indre marked?

Årsagerne er mange og spænder fra økonomiske kriser og stigende ulighed til de sociale mediers negative effekt på vores politiske adfærd samt eliternes brud med demokratiske normer.

Men der er også en anden faktor, som sjældent får opmærksomhed: Vores personlige oplevelsers styrke.

Vores handlinger formes af det, vi selv oplever

I løbet af de seneste 20 år har adfærdsforskere undersøgt, hvordan vores handlinger i høj grad formes af det, vi selv oplever. Smerte, glæde, belønning, tab, information og erfaring – alt det, vi gennemlever – hjælper os med at vurdere vores tidligere valg og forme dem, vi træffer fremover.

En positiv oplevelse knyttet til et bestemt valg øger sandsynligheden for, at vi træffer det samme valg igen – mens en negativ oplevelse gør det modsatte. Ved at kortlægge vores oplevelser, især i mødet med livets risici, kan man få indblik i ellers uforståelig risikoadfærd – som når mennesker bygger huse i områder med oversvømmelsesområder, i jordskælvszoner eller ved foden af en aktiv vulkan.

Vesuvs sidste voldsomme udbrud skete for 81 år siden. Vesuv, som kaldes Europas 'tikkende bombe' – regnes for at være én af verdens farligste vulkaner. Alligevel bor omkring 700.000 mennesker i den såkaldte 'røde zone' ved foden af vulkanen, hvor de tilsyneladende helt ignorerer vulkanologernes advarsler.

»Der sker jo ikke noget«

For at forstå, hvorfor folk tilsyneladende er så ubekymrede over en potentiel katastrofe, skal vi se på både individuelle og fælles erfaringer med netop den risiko.

De fleste, der bor i den røde zone, har aldrig selv oplevet Vesuv i udbrud. Deres personlige, daglige oplevelse beroliger dem igen og igen: »Der sker jo ikke noget«.

Mange psykologiske eksperimenter har vist, hvordan den slags adfærd opstår. Netop fordi sjældne hændelser er sjældne, har vi en tendens til at undervurdere, både hvor ofte de sker – og hvor alvorlige de kan være.

En sort svane

Om ekstremt sjældne og katastrofale hændelser – især på de finansielle markeder – bruges begrebet 'en sort svane'. At lukke øjnene for risikoen for, at 'en sort svane'-hændelse kan finde sted, har ført til utilstrækkelig regulering af banksektoren og finansielle sammenbrud som den globale krise i 2008.

I Vesteuropa har indbyggerne levet med demokrati og voksende velstand i over 70 år. De har indtil nu været forskånet for oplevelsen af autoritære magtovertagelser – og netop derfor risikerer de at undervurdere faren for, at demokratiet kan bryde sammen.

Paradoksalt nok kan demokratiets succes ende med at underminere det. Det er et fænomen, der minder om paradokset ved sygdomsforebyggelse: Når vaccinerne virker, forsvinder sygdommene – og så begynder folk at stille spørgsmål ved, om vaccinerne overhovedet er nødvendige. På samme måde kan et stabilt demokrati føre til en falsk tryghed, der gør os mere efterladende over for de trusler, der faktisk findes.

Der er også en mere urovækkende forbindelse mellem borgernes oplevelser og den langsomme nedbrydning af et demokrati.

Som historien har vist, går et demokrati sjældent op i flammer fra den ene dag til den anden. Det dør langsomt, ét stød ad gangen, indtil grænsen pludselig er overskredet.

Et demokrati kan hurtigt udvikle sig til et autokrati

De færreste ser en reel fare for demokratiet, når en politiker bryder med en tradition eller norm. Men når de politiske eliter igen og igen bryder de demokratiske normer, når det bliver accepteret, at den politiske tone bliver mere ekstrem, og når løgne og manipulation bliver normalen - og hvis vælgerne ikke reagerer på de tidlige tegn, for eksempel ved stemmeurnerne, kan det få alvorlige konsekvenser. På samme måde, som et atomkraftværk ser ud til at fungere fint – lige indtil den sidste sikkerhedsventil svigter – kan et demokrati virke stabilt, helt indtil det pludselig bliver et autokrati.

En måde at modvirke den slags risikoblindhed på kan være ved at simulere oplevelsen af risiko, selv hvis det kun sker via repræsentationer.

I Japan har man katastrofetræningscentre, der lader folk mærke, hvordan et jordskælv føles – med alt det fysiske ubehag og den pludselige voldsomhed, som selv de mest livagtige advarsler ikke kan genskabe.

Brug erfaringens kraft til at styrke og værne om demokratiet

Vi hævder, at vi på samme måde kan simulere, hvordan det rent faktisk føles at leve i et autoritært regime.

Europa er hjem for hundredtusindvis af immigranter med erfaring fra autokratier – mennesker, der kan inviteres ind i klasselokaler og andre fællesskaber for at dele deres personlige oplevelser. Deres historier kan give en langt stærkere forståelse af, hvad der er på spil, end nok så mange advarsler eller historiebøger. Stærke, indirekte oplevelser kan være utroligt overbevisende. På samme måde kan vi få en dybere forståelse af, hvad det vil sige at være politisk fange, ved at besøge steder som det tidligere Stasi-fængsel Hohenschönhausen i Berlin – især når rundvisningen ledes af en tidligere indsat.

Der findes mange andre måder at genskabe oplevelsen af undertrykkelse og autoritært styre på – og dermed give indsigt til dem, der har været heldige nok aldrig selv at opleve det.

De tilsyneladende stabile perioder, hvor risikofyldte hændelser ikke indtræffer, kan virke beroligende – men de kan også være dybt vildledende.

Men vi er ikke slavebundne af det, vi endnu ikke har oplevet. Vi kan bruge erfaringens positive kraft til at styrke og værne om vores demokratiske systemer – og til at forstå, hvor værdifulde de faktisk er.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.