OFFENTLIGE DØGNINSTITUTIONER

Tilsynschef ser frem til styrkelse af tilsynsenheden – bekymrende forhold på flere institutioner

Tilsynschef for landets sociale døgninstitutioner samt for Kommunernes forvaltning og administration af de sociale regelsæt, Susanne Frandsen, forstår godt, at især forældre, der har børn og unge boende på landets døgninstitutioner, er bekymrede. - Vi er fem mennesker der skal holde tilsyn med mere end 30 sociale døgninstitutioner i landet. Presset er så stort, at det nogle gange kan være svært at lave opfølgende tilsyn, så vi ser frem til at tilsynsenheden bliver opprioriteret, siger tilsynschef Susanne Frandsen til Sermitsiaq.

Tilsynschef Susanne Frandsen tager døgninstitutionen for handicappede børn og unge Ivaaraq op som eksempel: Adskillige forældre har anmeldt forholdene på Ivaaraq som bekymrende. Vi reagerede straks med uanmeldt tilsynsbesøg, hvor vi fandt ud af at medarbejderne i utilfredshed har valgt at opsige deres stillinger, men at de også efterfølgende havde valgt at vende tilbage til deres arbejde, primært fordi de var bekymrede for beboerne.
Offentliggjort

Der er på politisk plan opmærksomhed på Grønlands Selvstyres tilsynsenhed, og det er tilsynschefen Susanne Frandsen godt tilfreds med, men hun ser også frem til at tilsynsenheden bliver opgraderet og opnormeret:

- Vi er meget få, faktisk fem med mig, og vi skal sørge for løbende tilsyn og opfølgende tilsyn. Vi arbejder hårdt på at gøre tilsynsarbejdet til at blive kontinuerlig, men lige nu er det svært, fordi vi er så få, og det er en meget kærkommen nyhed, at Naalakkersuisut vil styrke tilsynsenheden, siger tilsynschef Susanne Frandsen, og fortsætter:

- Det er jeg sikker på vil give et løft og give større tryghed, både for beboerne, deres pårørende, medarbejderne på institutionerne og deres chefgrupper. For som forholdene er i dag, er vi nødt til at prioritere benhårdt og eksempelvis komme på tilsynsbesøg hvert tredje år, og vi må prioritere institutioner med bekymrende forhold, der igen går ud over det normale tilsynsarbejde i henhold til loven.

Et konkret eksempel: Uro og arbejdsnedlæggelse i Ivaaraq

Susanne Frandsen fortæller om, at ud over deres tilsynsbesøg er der også løbende henvendelser, især fra bekymrede forældre og pårørende. I dette tilfælde døgninstitutionen for børn og unge med handicap Ivaaraq i Qaqortoq.

Det er netop på Ivaaraq, at en ung multihandicappet kvinde er blevet seksuelt misbrugt og gjort gravid af en ansat, ingen opdagede, at den unge kvinde var gravid, så det forhold, at hun fødte et barn chokerede alle.

Grundet at flere forældre op til for nyligt og påny havde henvendt sig til tilsynsenheden, valgte tilsynsenheden at komme på uanmeldt besøg på institutionen. Det viste sig, at der var grund til den store bekymring.

- Det viste sig, at personalet på Ivaaraq havde valgt at opsige deres arbejde på grund af utilfredsstillende arbejdsforhold, men samme personale kunne alligevel ikke få sig selv til at fastholde deres opsigelser, da de vidste, at der ikke ville være nogen til at tage sig af beboerne, så mange af personalet valgte at vende tilbage, ikke fordi de pludseligt var tilfredse med arbejdsforholdene men på grund af beboerne, som er dybt afhængig af netop personalet.

- Der kommer en tilsynsrapport om det uanmeldte besøg, men jeg nævner det som eksempel, da det klart viser, hvor stor behovet for opfølgende arbejde efter tilsynsbesøgene er. 

- Jeg er relativ ny i min stilling som tilsynschef. Det er virkelig gode og kompetente medarbejdere på tilsynsenheden, men vi er alt for få og har stort behov for opnormering. 

- Alene det forhold, at der ikke har været målrettet opfølgende arbejde vedrørende Ivaaraq efter den unge kvindes fødsel i efteråret 2022. Og det forhold at vi igennem uanmeldt besøg, fandt ud af at personalet faktisk havde sagt deres stillinger op, kunne måske have været undgået, hvis tilsynet havde været kontinuerlig og optimal, og det er der, vi gerne vil hen, understreger Susanne Frandsen, som også fortæller, at der er flere institutioner, som har bekymrende forhold, ud over Ivaaraq.

Skal sikre at lovgivningen ikke bliver brudt

Tilsynsenheden skal både holde tilsyn med døgninstitutionerne, men også med om kommunerne håndterer døgninstitutionerne i henhold til lovgivningen.

- Vi skal sikre, at al arbejdet med borgere, der er afhængige af det offentliges botilbud på landets døgninstitutioner, selvfølgelig skal udføres i henhold til lovgivningen, og at lovgivningen ikke bliver brudt.

Susanne Frandsen er derfor godt tilfreds med, at der er politisk lydhørhed overfor tilsynsenhedens behov for opnormering af enheden:

- Jeg har fået mulighed for at fremstille vores begrundelser for ønsket om styrkelse af vores funktion, og jeg er taknemlig over for at politikerne er lydhøre overfor vores situation, men jeg glæder mig allermest til, at det også bliver implementeret, og at vi dermed får bedre muligheder for kontinuerligt tilsynsarbejde.

Tilsynsenheden som blev oprettet i 2016, og som har det samme antal medarbejdere, har dermed udsigt til at få ordnede og tidssvarende forhold for at kunne gennemføre deres tilsyn med de op mere end 30 offentlige døgninstitutioner for børn og unge, handicappede og ældre i hele landet.

Powered by Labrador CMS