Ung muslimsk socialist vinder borgmestervalget i New York

Demokraten Zohran Mamdani har blandt andet gratis bybusser og gratis børnepasning som mærkesager.

Zohran Mamdani holder sejrstale, efter at han har vundet borgmesterposten i New York City.
Offentliggjort

Demokraten Zohran Mamdani bliver ny borgmester i New York City.

Det står klart dagen efter borgmestervalget i den amerikanske millionby.

34-årige Mamdani siger i sin sejrstale, at valget af ham viser vejen til at besejre den amerikanske præsident, Donald Trump, skriver Reuters.

Trump har været en hård kritiker af den unge muslims socialistiske politik.

- Hvis nogen kan vise en nation, der er blevet forrådt af Donald Trump, hvordan man besejrer ham, så er det den by, der skabte ham, siger Zohran Mamdani i sejrstalen til sine tilhængere.

- I denne tid med politisk mørke vil New York være lyset, tilføjer han.

Kortfattet reaktion fra Trump

Mamdani var i forvejen et godt stykke foran sine modkandidater i meningsmålingerne.

Valget stod mellem blandt andre Mamdani, den tidligere demokratiske guvernør i delstaten Andrew Cuomo og republikaneren Curtis Sliwa.

Den socialistiske demokrats valgsejr har affødt en sjældent kortfattet reaktion fra Donald Trump på det sociale medie Truth Social.

- Og så begynder det (And so it begins!), skriver Trump.

Mamdani bliver byens yngste borgmester i over 100 år, skriver AP. Han er også den første muslimske borgmester i New York City.

Ifølge nyhedsbureauet har der været tale om den største valgdeltagelse ved et borgmestervalg i New York City siden 1969. Over to millioner vælgere deltog, oplyser byens valgnævn.

Blandt Mamdanis valgløfter er gratis offentlig transport, gratis pasning af børn i alderen seks uger til fem år og offentligt drevne supermarkeder.

Ifølge AP's rundspørge blandt vælgere i New York City har især leveomkostninger og boligomkostninger været i fokus hos vælgerne, da de gik i stemmeboksen.

Og det var netop det, som Mamdanis - primært digitale - valgkampagne fokuserede på.

Flere andre valg gik til Demokraterne

Demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer, kalder tirsdagens valgresultater for en god aften for partiet.

- Hvis Republikanerne vil fortsætte med at følge Donald Trump blindt ned i kaossets afgrund, så lad dem gøre det. Resten af USA bevæger sig fremad, siger han i en udtalelse.

Trump har flere gange kritiseret Mamdani og har sagt, at han måske vil trække den føderale støtte til New York, hvis Mamdani vinder valget.

- Det er meget usandsynligt, at jeg vil bidrage med føderale midler - ud over det absolutte minimum, som loven kræver, lød det fra præsidenten mandag.

Zohran Mamdani erstatter Eric Adams, som for godt en måned siden trak sig fra borgmestervalgkampen. Han var tidligere demokrat, men stillede op til valget som uafhængig.

Ud over New York City har Demokraterne vundet nattens valg i delstaterne New Jersey og Virginia, hvor sidstnævnte har fået sin første kvindelige guvernør.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS