FOLKETINGETS ÅBNING

Statsministeren: Vi konfronterede fortiden. Og vi står op for fremtiden

Folketinget åbnede som vanligt første tirsdag i oktober. Statsministeren kom både ind på undskyldningen til piger og kvinder, der ufrivilligt fik sat en spiral op samt USA's interesse for Grønland: "Vi står op for fremtiden", sagde hun. 

- Vi kan ikke gøre det om. Vi kan ikke give grønlandske kvinder de børn, de aldrig fik. Vi kan ikke omgøre det svigt. Men vi kan tage ansvaret på os, sagde Mette Frederiksen under åbningen af Folketinget tirsdag.
Offentliggjort

Tirsdag åbnede Folketinget med deltagelse af de to grønlandske medlemmer Elvira Kûitse, der er suppleant for Aki-Matilda Høegh-Dam (Naleraq) og Aaja Chemnitz (Inuit Ataqatigiit). 

Formand for Inatsisartut Kim Kielsen sad også med i salen sammen med sin hustru Judithe og formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen (Dem.) med samlever Anika Brandt Sørensen samt departementschef Hans Peder Barlach Christensen. 

Repræsentanter fra Grønland tilstede på balkonen.

En uforbeholden undskyldning 

Under åbningstalen adresserede statsminister Mette Frederiksen (Soc.) forholdet til Grønland, hvor hun kom ind på de grønlandske kvinder og piger, der blev udsat for systematisk forskelsbehandling og som for nylig fik en undskyldning fra statsministeren: 

- Vi kan ikke gøre det om. Vi kan ikke give grønlandske kvinder de børn, de aldrig fik. Vi kan ikke omgøre det svigt. Men vi kan tage ansvaret på os. Og det gjorde vi i forrige uge. Da jeg sammen med formanden for Naalakkersuisut gav en uforbeholden undskyldning. Og anmeldte, at Danmark vil etablere en Forsoningsfond, der kan give individuelle godtgørelser. Vi konfronterede fortiden. Og vi står op for fremtiden, lød det fra statsministeren. 

Og uanset hvad der sker. Så bakker vi Grønland op i, at de selv bestemmer deres fremtid. Og vi lader os ikke true eller skræmme til noget, der åbenlyst er forkert.

Mette Frederiksen, statsminister i Danmark

Den amerikanske interesse 

Mette Frederiksen kom også ind på årets begyndelse og USA’s interesse for Grønland.

- Lige nu virker det langt væk. Der er måske en stemning af, at vi kan ånde lettet op. Det er min overbevisning, at det kan vi ikke. Og jeg skal hilse og sige, at sådan har de det ikke i Grønland. Forestil jer, hvordan det er at bo en af de små bygder oppe langs kysterne. Et lille samfund.

- Langt væk fra alting. Når verdens stærkeste supermagt har talt om én som noget, man kan købe. Som noget, man kan eje. Som noget, man er nødt til at have. Det skaber en utryghed, som ikke bare lige forsvinder.

Elvira Kûitse fra Tasiilaq var iklædt østgrønlandsk nationaldragt, da hun tirsdag deltog i Folketingets åbning som repræsentant for partiet Naleraq. Som tredjesuppleant skal hun frem til den 14. november være vikar for Aki-Matilda Høegh-Dam, der har valgt at søge orlov for at fokusere på arbejdet i Inatsisartut.

Rammeaftale om investeringer 

Statsministeren gav udtryk for, at hun ønsker at tætne båndene mellem Danmark og Grønland og kom i den forbindelse ind på den netop indgåede rammeaftale, der sikrer Grønland yderligere investeringer i infrastruktur, forsvar, sundhed og erhvervsudvikling.

- Og uanset hvad der sker. Så bakker vi Grønland op i, at de selv bestemmer deres fremtid. Og vi lader os ikke true eller skræmme til noget, der åbenlyst er forkert, lød det. 

Medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit Aaja Chemnitz deltog for 11. gang i Folketingets åbning.

For Aaja Chemnitz er det 11. gang, at hun deltog i åbningen af Folketinget, mens Elvira Kûitse deltog for første gang. 

Torsdag gælder det åbningsdebatten, hvor Elvira Kûitse har meddelt, at hun vil tale østgrønlandsk. 

Formand for Inatsisartut Kim Kielsen deltog også i Folketingets åbning sammen med sin hustru Judithe.
Powered by Labrador CMS