Qatar og USA indgår aftale om køb af op mod 210 Boeing-fly

Præsident Donald Trump er lige nu i Mellemøsten, hvor han i Qatar har underskrevet en stor økonomiske aftale.

Offentliggjort

USA's præsident, Donald Trump, er i disse dage på rundrejse i Mellemøsten, og i Qatar har han onsdag underskrevet en billion-aftale med ørkenstaten.

Det oplyser Det Hvide Hus på sin hjemmeside.

Konkret har de to lande underskrevet en aftale om at generere en økonomisk udveksling til en værdi på mindst 1,2 billioner dollar. Beløbet svarer til næsten otte billioner danske kroner.

De underskrevne aftaler omfatter blandt andet en ordre fra Qatar Airways på op mod 210 fly fra flyproducenten Boeing. Aftalen har en værdi på 96 milliarder dollar - omkring 638,4 milliarder kroner.

Tidligere lød det fra Donald Trump, at der var tale om 160 fly, og at aftalen havde en værdi på over 200 milliarder dollar - cirka 1,3 billioner kroner.

Hos Det Hvide Hus fremgår det desuden, at virksomheden Parsons, der blandt andet fokuserer på forsvar, skal stå for 30 projekter. Tilsammen har de en værdi af op mod 97 milliarder dollar - cirka 645 milliarder kroner.

- Disse nye aftaler og redskaber har til formål at fremme væksten i det bilaterale handelsforhold mellem USA og Qatar, skabe tusindvis af velbetalte arbejdspladser og åbne nye handels- og investeringsmuligheder for begge lande i det kommende årti og derefter, skriver Det Hvide Hus.

Qatar er Trumps andet stop på rundrejsen.

Tirsdag landede han i Saudi-Arabien, som var første stop. Præsidenten skal i løbet af turen, som afsluttes fredag, også besøge De Forenede Arabiske Emirater.

Det Hvide Hus har planer om at acceptere et luksusfly i gave fra Qatars kongehus.

Det skrev både ABC News og The New York Times forud for besøget. Historierne var baseret på anonyme kilder i embedsværket.

Regeringen i Qatar har tidligere ifølge AP oplyst, at der endnu ikke er truffet en endelig beslutning omkring luksusflyet.

Alligevel lød det fra Donald Trump natten til mandag på hans sociale medie, Truth Social, at der er planer om at erstatte det nuværende præsidentfly med et, som forsvarsministeriet vil få i gave.

Air Force One er kaldenavnet på de fly, der transporterer den siddende amerikanske præsident i tjenestemæssig sammenhæng.

Powered by Labrador CMS