Ny sundhedsaftale: Det skal blive nemmere at udveksle medarbejdere
Den danske sundhedsminister og naalakkersuisoq for sundhed og personer med handicap har indgået en ny aftale på sundhedsområdet.
Foto: Hanna Hviid
Opdateret med udtalelser fra pressemøde i Nuuk 12.20.
Adgangen til sundhedstilbud i Danmark skal gøres nemmere for
grønlandske patienter, og så skal der sikres en mere fleksibel adgang til
bemanding af sundhedspersonale i det grønlandske sundhedsvæsen.
Det står i en ny aftale, som naalakkersuisoq for sundhed og
personer med handicap, Anna Wangenheim (D), og den danske sundhedsminister,
Sophie Løhde (Venstre), lige har underskrevet.
Den har til opgave at styrke samarbejdet på sundhedsområdet mellem
Grønland og Danmark.
Det skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Sophie Løhde landede i Nuuk i mandags. Udover fokus på
sundhedsområdet har hendes besøg båret præg af spiralsagen. De to ministre har
sammen mødtes med nogle af de berørte kvinder.
Onsdag meddelte Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at de første
godtgørelser fra dansk side vil blive udbetalt i anden halvdel af næste år.
Fleksible aftaler
Aftalen om et styrket samarbejde på sundhedsområdet skal
sikre mere stabile rammer til at udvikle sundhedsvæsenet i Grønland. Aftalen
skal blandt andet bane vejen for mere fleksible aftaler mellem det grønlandske
sundhedsvæsen og de danske regioner om bemanding og kompetenceudvikling af
sundhedspersonalet i Grønland.
Altså skal det blive nemmere at udveksle medarbejdere.
Det kan eksempelvis ske gennem fleksible aftaler med
konkrete danske sygehusafdelinger om bemanding i Grønland med løbende
ansættelser fra en fast gruppe af læger.
Dette foreslog sundhedsrådet også i deres første årlige rapport for et par uger siden. De anbefalede en økonomisk kompensation
til de danske partnerhospitaler. Adspurgt på et pressemøde i Nuuk, hvorvidt dette
også indgik i aftalen, svarer Sophie Løhde:
- Rotationsordningen skal vi
lave en model, hvor vi dermed også sikre finansieringen til, fordi det er klart
at de danske hospitaler ikke ud af deres budgetter kan finansiere, at der er en
gruppe af for eksempelvis læger, som vi gerne vil have, skal indgå i den her
stafetordning, og der skal vi have det finansieret, og nu har vi drøftet,
hvordan vi bedst muligt kan gøre det.
Det skal samtidig undersøges, om der kan oprettes
uddannelsesstillinger i Grønland inden for specialer, hvor der mangler
speciallæger. Det vil øge tilknytningen og kendskabet til Grønland blandt de
medicinstuderende.
- Med denne aftale tager vi et vigtigt skridt mod et mere
bæredygtigt sundhedsvæsen i Grønland. Jeg er særligt glad for, at vi nu får
bedre muligheder for at styrke bemandingen i vores sundhedsvæsen, siger Anna
Wangenheim.
Hun fortæller, at samarbejdet vil blive tænkt ind i det
kommende sundhedsforlig, så der kan sikres bred politisk opbakning til de
rammer, der skal udvikle sundhedsområdet fremadrettet.
Forlængelse af rammeaftale
Aftalen skal også understøtte et bedre og mere
sammenhængende behandlingsforløb for grønlandske patienter, som modtager
behandling i Danmark.
Aftalen kommer i forlængelse af den rammeaftale, som
Grønland og Danmark indgik i september, som blandt andet inkluderer, at Danmark
fremadrettet betaler for behandlingen af grønlandske patienter i Danmark.
- Vi har et fælles ønske om at styrke det grønlandske
sundhedsvæsen, så borgerne i Grønland har adgang til gode behandlingstilbud.
Med aftalen styrker vi samarbejdet mellem Grønland og Danmark på
sundhedsområdet for dermed også at løse nogle af de udfordringer, som
sundhedsvæsnet i Grønland har i dag.
- Det gør vi ved at fremme mere stabile rammer for
bemandingen med sundhedspersonale og ved at understøtte, at patienter fra
Grønland får nemmere adgang til behandling, også når den foregår på danske
hospitaler, siger Sophie Løhde.
Den danske regering har i forbindelse med forslag til
finanslov for 2026 afsat en økonomisk ramme på i alt 1,6 milliarder kroner i
perioden 2026-2029 til initiativer og investeringer i Grønland, herunder til
finansiering af rammeaftalen.
De 1,6 milliarder kroner skal
dog også gå til en dybvandshavn i Qaqortoq og en landingsbane i Ittoqqortoormiit.
Så hvor mange af de her penge kommer til at gå til sundhedsvæsenet? Det kan de
to ministre ikke svarer på under pressemødet, men Anna Wangenheim siger:
- Det fremgår meget tydeligt i
rammeaftalen, hvor meget sundhed egentlig fylder. Vi har en intern forståelse
af, at sundhed kommer til at fylde meget i de her økonomiske rammer.