MINISTER MED NYT I SPIRALSAGEN
Første danske godtgørelser udbetales næste år
Den danske sundhedsminister har gode nyheder med til kvinderne påvirket af spiralsagen under sit besøg i Grønland i denne uge.
Den danske sundhedsminister Sophie Løhde har mødtes med kvinder fra spiralsagen. Det var en dybt rørende oplevelse, siger hun.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Den danske sundhedsminister Sophie Løhde (Venstre) er i
Grønland i disse dage. Her har hun blandt andet sammen med naalakkersuisoq for
sundhed og personer med handicap, Anna Wangenheim (D), mødtes med kvinder fra
spiralsagen.
Og der er gode nyheder på vej til dem.
Den danske regering har tidligere meddelt, at de vil oprette
en forsoningsfond, som blandt andet skal kunne give økonomisk kompensation til de
grønlandske kvinder, som fik prævention uden samtykke før 1992.
Godtgørelsesordningen vil blive fastsat ved lov i Danmark og
forventes at træde i kraft i første halvår af 2026.
Det oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Derefter vil berørte kvinder have mulighed for at søge om
godtgørelse, og de første udbetalinger forventes at ske i andet halvår af 2026.
- Det er vigtigt, at vi får fastsat en lovbunden ordning for
individuel godtgørelse for kvinder berørt af spiralsagen og får givet kvinderne
vished om, at ordningen er klar næste år, siger Sophie Løhde i
pressemeddelelsen.
Dybt rørende
Tirsdag mødtes Sophie Løhde med nogle af kvinderne fra
spiralsagen, og det gjorde et stort indtryk på hende.
- Jeg blev meget berørt af at høre de personlige beretninger
fra de modige grønlandske kvinder, som jeg er dag mødtes med sammen med min
grønlandske ministerkollega.
- Det var dybt rørende at få fortalt, hvordan kvinderne som
helt unge fik opsat spiral, uden at de havde givet samtykke. Vi kan ikke ændre
fortiden, men vi kan lære af den, så vi aldrig gentager de svigt, kvinderne har
oplevet, siger hun.
Anna Wangenheim deltog også på mødet, og hun var ligeledes
påvirket af kvindernes fortællinger.
- En ting er at læse om de berørte kvinders oplevelser i den
uvildige udredning, der blev offentliggjort i sidste måned, noget helt andet er
at sidde overfor dem og mærke den smerte og styrke, der ligger i deres
personlige oplevelser.
- Jeg har stor respekt for de kvinder, der deltog i mødet og
havde modet til at dele deres historie med os. Det kræver styrke. Hele
oplevelsen understreger, hvor vigtigt det er, at efterforløbet bliver håndteret
hurtigt og ordentligt, siger hun.
Godtgørelse fra Danmark og Grønland
Den danske regering samarbejder med Naalakkersuisut om
udbetalingen af godtgørelser til de grønlandske kvinder.
- Jeg har haft gode drøftelser om forsoningsfonden med min
grønlandske ministerkollega, Anna Wangenheim, under mit besøg, hvor vi blandt
andet har vendt, hvordan vi bedst samarbejder om at etablere ordningen, siger
Sophie Løhde.
Naalakkersuisut har netop åbnet op for, at kvinder påvirket
af spiralsagen efter 1992, hvor Grønland hjemtog sundhedsområdet, kan søge
erstatning nu.
I september gav statsminister Mette Frederiksen
(Socialdemokratiet) og formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen
(D), en fælles undskyldning til kvinderne, som har fået tvangsprævention.