Sundhedsminister skal diskutere erstatning i spiralsagen under besøg i Grønland denne uge
Sophie Løhde, den danske sundhedsminister, besøger Grønland. Hun skal mødes med naalakkersuisoq for sundhed, Anna Wangenheim, og drøfte samarbejdet på sundhedsområdet mellem Danmark og Grønland.
Sophie Løhde skal udover Nuuk også besøge Maniitsoq og bygden Atammik i Qeqqata Kommunia.
Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Den danske sundhedsminister, Sophie Løhde (Venstre), rejser mandag til Grønland, hvor hun blandt andet skal mødes med naalakkersuisoq for
sundhed og personer med handicap, Anna Wangenheim (D).
Det skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en
pressemeddelelse.
De to ministre skal drøfte, hvordan samarbejdet på
sundhedsområdet mellem Danmark og Grønland kan styrkes.
Og så skal de snakke om spiralsagen og den videre håndtering
af godtgørelser. Statsminister Mette Frederiksen (Socialdemokratiet) meldte i september
ud, at regeringen ønsker at oprette en forsoningsfond, som blandt andet kan
give erstatning til kvinderne i spiralsagen.
- Jeg kan ikke med ord beskrive, hvor stort et indtryk
beretningerne fra de grønlandske kvinder har gjort på mig. Det, der skete
dengang, var forkert og har haft store konsekvenser for mange grønlandske
kvinder og familier.
- Vi kan desværre ikke omgøre det svigt, de grønlandske
piger og kvinder har været udsat for, men vi kan tage ansvaret på os. Derfor
har de grønlandske kvinder fået en uforbeholden undskyldning. Og derfor ønsker
regeringen også at give en individuel økonomisk godtgørelse til de berørte
kvinder, siger Sophie Løhde.
I fredags offentliggjorde Naalakkersuisut, at kvinder, som
har fået prævention uden samtykke efter 1992, nu kan søge om erstatning.
Nemmere adgang til behandling i Danmark
Udover spiralsagen kommer Sophie Løhdes besøg primært til at
handle om gøre adgangen til sundhedstilbud i Danmark nemmere for grønlandske
patienter, der sendes til Danmark for at modtage behandling.
I september landede en aftale mellem den danske regering og
Naalakkersuisut på 1,6 milliarder kroner mellem 2026 og 2029, som blandt andet
skal gå til at Danmark overtager regningen for behandling af grønlandske
patienter i Danmark.
Desuden skal de snakke om at sikre bedre bemanding af sundhedspersonale
i det grønlandske sundhedsvæsen.
- Det grønlandske sundhedsvæsen står over for store
udfordringer, og den grønlandske regering har fokus på at udvikle
sundhedstilbuddene til gavn for den grønlandske befolkning.
- Det vil vi fra dansk side gerne understøtte, og jeg ser
frem til drøftelserne med Anna Wangenheim om, hvordan Danmark og Grønland kan
samarbejde om at styrke det grønlandske sundhedsvæsen og at sikre, at
grønlandske patienter har nem adgang til sundhedsydelser i Danmark, siger Sophie
Løhde.
Sundhedsministeren skal besøge Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.
Hun skal også besøge Maniitsoq og bygden Atammik i Qeqqata Kommunia for at få
et indblik i sundhedsvæsenet udenfor Nuuk.