Naalakkersuisut åbner for erstatninger i spiralsagen

Naalakkersuisut åbner nu for ansøgninger om godtgørelse til kvinder, der fra d. 1. januar 1992 har fået opsat spiral eller anden form for antikonception uden deres samtykke eller viden.

Naaja H. Nathanielsen (IA).
Offentliggjort

Naalakkersuisut har sammen med den danske stat undskyldt overfor ofre i den såkaldte spiralsag, hvor kvinder har fået opsat spiral eller andre former for antikonception uden deres samtykke eller viden.

Nu tager Naalakkersuisut næste skridt og åbner for, at de implicerede kvinder kan søge erstatning. Erstatningen bliver tilbudt kvinder, der er ofre i sagen, efter at Grønland hjemtog sundhedsvæsenet 1. januar 1992.

Naalakkersuisut oplyser på sin hjemmeside, at ansøgning om erstatning er tilgængelig via Sullissivik.gl, og der vil resten af året blive gennemført en oplysningskampagne om, hvordan der kan søges.

Nathanielsen: Sagen kan ikke reduceres til jura

Naalakkersuisoq Naaja H. Nathanielsen (IA) udtaler, at det er med stor lettelse, at Naalakkersuisut endeligt kan åbne op for ansøgninger:

- Det er vigtigt for Naalakkersuisut, at vi som samfund tager ansvar for den del af Antikonceptionssagen, der er foregået under Hjemmestyret og Selvstyret. 

- Denne sag kan ikke reduceres til at handle om jura – det handler om menneskers værdighed og om at anerkende den smerte, der er blevet påført. Den 24. september gav Naalakkersuisut en officiel undskyldning til de berørte kvinder. I dag lægger Naalakkersuisut handling bag vores ord, siger Naaja H. Nathanielsen.

Vurderingen af ansøgningerne vil blive foretaget af et team bestående af juridiske og sundhedsfaglige eksperter.

Læs mere om betingelserne for at søge om godtgørelse i denne meddelelse.

Med hensyn til de mange implicerede kvinder, der fik opsat spiral før 1992, så har den danske regering tidligere meldt ud, at den har sat gang i et arbejde med oprettelsen af en forsonings fond, som blandt andet vil kunne give økonomisk kompensation til ofrene for spiralsagen. 

Derudover kører der også et forløb ved domstolene, hvor 143 kvinder har stævnet den danske stat med et krav om 300.000 kroner i erstatning hver.

Powered by Labrador CMS