Nuuk: Se hvilke borgernære projekter der skal have støtte

12 projekter, der spænder over sociale, kulturelle og praktiske forbedringer for borgerne i Nuuk, er indstillet til at modtage et samlet millionbeløb på knap 2,75 millioner kroner i 2025.

Et af projekterne, der foreslås at skulle modtage 500.000 kr. fra puljemidlerne, er etablering af en kulturel legeplads i umiddelbar nærhed til kulturhuset Katuaq.
Offentliggjort

Økonomiudvalget i hovedstadskommunen har fået et oplæg fra Nuuk Lokaludvalg, der foreslår, hvem der i 2025 skal modtage puljemidler, der er med til at styrke fællesskab, livskvalitet og kulturelle aktiviteter i hovedstaden.

Projekterne er mangfoldige og spænder over eksempelvis støtte til et korstævne, en sommerfestival, etablering af en disc golf bane, legeplads og kunstnerhus med plads til øvelokaler, atelierer, skuespil og et alkoholfrit venue. 

Desuden penge til udvikling af naturstøttepunkter, som omfatter små bygninger som læskjul, udsigtsbænke og overnatningshytter, der skal gøre naturen omkring Nuuk mere tilgængelig for flere brugere.

600.000 kr. gemmes til næste år

Det fremgår af dagsordenspunktet til udvalgsmødet den 17. december, at man gemmer et beløb på godt 600.000 kroner, som der kan søges om i en enkelt ansøgningsrunde i løbet af 2025.

Kommunaldirektør Ole Jakobsen indstiller over for politikerne, at man følger Nuuk Lokaludvalgs forslag, da de 12 projekter opfylder vedtægterne for, hvordan puljemidlerne kan anvendes.

Støttebeløbene fordeler sig fra 60.000 kroner til 500.000 kroner.

En samlet liste over de udvalgte projekter, der indeholder en kort beskrivelse, kan ses her:

Se disponeringen af midlerne under pkt. 13 i denne dagsorden.

Powered by Labrador CMS