Nuna Advokater samarbejder med skandaleramt advokathus

Nuna Advokater tager skarpt afstand fra den Horten-advokat og tidligere partner, som via skjulte optagelser i TV2’s dokumentarserie “Den sorte svane” lovede at dække over en fakturafabrik og samtidig opfordrede til selskabssvindel.

Advokat og partner i Nuna Advokater Peter Schriver tager skarpt afstand fra de metoder, som en advokat i Horten har anvendt, men er tilfreds med Hortens reaktion.

En af Danmarks største advokathuse, Horten, ejer 20 procent af Nuna Advokater, og de to advokathuse har et samarbejde, hvor Nuna Advokater kan trække på særlig fagekspertise på udvalgte områder.

I TV2’s programserie “Den sorte svane” bliver det afsløret, at Horten-advokaten Nicolai Dyhr er villig til at se igennem fingre med alvorlig svindel. 

Efter afsløringen er topadvokaten nu fortid hos Horten, da han er fratrådt “efter gensidig aftale”. Desuden er Advokatrådet gået ind i sagen, som kan ende hos Advokatnævnet, der kan udstede bøde eller fratagelse af retten til at virke som advokat.

Sagen belaster imidlertid det store advokathus. Således har Odense Kommune, der benytter Horten, besluttet at suspendere samarbejdet indtil en redegørelse er udarbejdet, hvorefter kommunen vil beslutte, om man skal fortsætte eller finde sig et andet advokathus at samarbejde med.

Nuna Advokater tager afstand

Sagen har også skabt panderynker hos det velrenommerede grønlandske advokathus Nuna Advokater, der efter afsløringen fik en redegørelse fra Horten. 

- Vi tager den skarpeste afstand fra de forretningsmetoder og udtalelser, som Nicolai Dyhr er fremkommet med. Det er helt og aldeles utilstedeligt, fastslår advokat og partner i Nuna Advokater Peter Schriver på vegne af samtlige partnere i Nuna Advokater.

- Vi har i den forbindelse noteret, at Horten også har taget skarpt afstand fra dem, som på ingen måde afspejler, hvordan en advokat og partner i Horten bør optræde. Horten har således prompte og som en direkte konsekvensen af handlemåden afskediget ham for flere uger siden, ligesom de har igangsat intern granskning. Horten er blandt de største advokatfirmaer i Danmark, som er kendt for høje faglige og etiske standarder, lyder det fra Nuna Advokater, der understreger, at Nunas kerneværdi er “at optræde redeligt, ordentligt og yde ærlig rådgivning”.

Nicolai Dyhr er specialist i konkursret og med afsløringerne har Sø- og Handelsretten valgt at afsætte Nicolai Dyhr i 58 verserende konkursboer.

Intet samarbejde med advokaten

Partnergruppen i Nuna Advokater oplyser til netavisen Sermitsiaq, at man ikke har samarbejdet med den pågældende advokat og svarer følgende på en række spørgsmål:

Har Nuna Advokater samarbejdet direkte med Nicolai Dyhr? 

- Nej, aldrig. Hans fagområde vedrørende danske konkurser ligger uden for de sagsområder, vi samarbejder med Horten om. 

Har Nicolai Dyhr været involveret i sager, som har afsæt i grønlandske forhold? 

- Os bekendt har Nicolai Dyhr aldrig beskæftiget sig med grønlandske forhold.

Har I som partnere drøftet jeres relation med Horten, efter at det kom frem, hvilken rolle Nicolai Dyhr har spillet? 

- Ja.

Har Nuna Advokater bedt Horten om en redegørelse i forbindelse med TV2-afsløringerne? 

- Ja, vi har modtaget en redegørelse fra Horten.

Har partnerne i Nuna Advokater mulighed for at tvinge Horten ud som medejer af Nuna Advokater? 

- Der foreligger en aftale, der som alle andre aftaler, også indeholder bestemmelser om ophør.

Vil Nuna Advokater tage skridt til at Horten ikke længere er medejer af Nuna Advokater? 

- Nej.

Finder partnerne i Nuna Advokater, at sagen er belastende for Nuna Advokaters renommé?

- Det er en alvorlig sag, som hele branchen skal tage alvorligt. Nuna Advokater har grundet samarbejdets karakter ingen relation til Nicolai Dyhr. Vi betragter det som et anliggende uden for vores samarbejde og finder Hortens reaktion tilfredsstillende. 

Har Nuna Advokater en overordnet kommentar til udsendelsesrækkens afsløringer om brådne kar i advokatbranchen? 

- Der er brådne kar inden for alle sektorer, men det er klart, at som advokat har man også et tillidshverv, og det må både forventes og kræves af alle i vores branche, at de optræder ordentligt og redeligt, lyder det afsluttende fra partnerne i Nuna Advokater.

Partnerkredsen

Ud over Peter Schriver er følgende partnere i Nuna Advokater:

  • Helen Kibsgaard
  • Charlotte Pedersen
  • Kistya Høegh Niclasen
  • Thor Suhr

Efter at Sermitsiaq har henvendt sig til Nuna Advokater har advokathuset valgt at offentliggøre en pressemeddelelse på sin hjemmeside, hvor man blandt andet skriver:

- Horten har intet at gøre med vores daglige arbejde og rådgivning. Horten har heller ikke indflydelse eller del i vores drift. Nuna Advokater og Horten er to separate juridiske enheder og der er ingen adgang til eller i øvrigt løbende informationsudveksling. Fortrolighed over for Nuna Advokaters klienter bliver iagttaget efter strenge procedurer, hvor der i overensstemmelse med de advokatetiske regler, altid bliver indhentet specifikt samtykke fra vores klienter, såfremt samarbejdet med Horten overvejes inddraget i en konkret sag. Ingen sager er derfor drøftet med specialister fra Horten uden klienternes udtrykkelige samtykke hertil.

Se episoden med advokaten

Nuna Advokater ser desuden “med tilfredshed på, at Advokatsamfundet, som er det uafhængige tilsyn med advokater, straks har iværksat en undersøgelse af de implicerede advokater. Udtalelserne er ikke forenelige med advokatgerningen og vi forventer at Advokatsamfundet vil involvere Advokatnævnet. Advokatnævnet kan sanktionere og fratage advokater deres bestalling som advokat”.

Dokumentarserien har skabt stort røre i Danmark, da den sætter spotlys på, hvordan underverdenen og oververdenen samarbejder og svindler det offentlige for store millionbeløb.

Episoden i dokumentarserien, hvor Horten-advokaten Nicolai Dyhr optræder, vises tirsdag klokken 20.00 dansk tid. Hele dokumentarserien kan streames på TV2 Play.

Powered by Labrador CMS