NIIK: Døgninstitutioners forhold skal ordnes
Grønlands Handicaporganisationer, NIIK, mener at forhold i døgninstitutionerne skal rettes i samarbejde med handicaporganisationerne efter Naalakkersuisuts offentliggjorte årsberetning om døgninstitutionerne viser udfordringer.
Viggo Johansen, formand for NIIK, indbyder til samarbejde for at sikre bedre vilkår for børn med handicap.
Foto: Leiff Josefsen
Når et barn anbringes på en døgninstitution, kan det være svært for institutionen at tilbyde barnet den rette behandling. Det skyldes blandt andet mangel på ressourcer og mangel på oplysninger om barnet.
Sådan lyder en del af konklusionen i Naalakkersuisuts årsberetning for døgninstitutioner.
Den erkendelse griber Grønlands Handicaporganisationer, NIIK, og mener at tiden er inde til et samarbejde for at skabe det nødvendige kursskifte.
- Vi anerkender og bakker op om, at Naalakkersuisut tager ansvar ved at synliggøre problemerne. Nu må vi gribe muligheden for at skabe det nødvendige kursskifte – for børnene, familierne og hele samfundet, siger Viggo Johansen, formand for NIIK.
Foreslår to-sporet strategi
NIIK kommer med et forslag om et samarbejde om en strategi med to spor:
- Akutte forbedringer på døgninstitutionerne
- Et langsigtet kursskifte mod lokale løsninger tæt på familierne
Med de to løsningsforslag mener NIIK, at tiltagene vil tage fat om de kortsigtede udfordringer samtidig med at der skabes plads til langsigtede løsninger for børn med handicap, der bliver anbragt uden for hjemmet.
NIIK understreger også, at udvikling af lokalsamfundene vil gøre gavn for børn med handicaps levevilkår.
- Børn udvikler sig bedst i trygge og nære relationer – ikke på institution. Derfor skal vi investere i fleksible støttetilbud i lokalsamfundene, tilpasset vores kultur, geografi og behov.
- Det er bedre for børnene og skaber stærkere familier – og klogere for samfundsøkonomien. Institutioner adskiller personer med handicap fra samfundet og fratager dem muligheden for at bestemme over eget liv. Beboerne lever ofte isoleret fra både lokalsamfund og netværk, lyder det.
Et fælles ansvar
Grønland har forpligtet sig til at leve op til FN's Børnekonvention og Handicapkonvention, der fastslår børns ret til at vokse op med deres familie og retten til at leve selvstændigt i samfundet.
NIIK understreger, at det nogle gange kan være nødvendigt at anbringe børn i institutioner, men påpeger samtidig at der kan gøre mere for at sikre en god opvækst for børn i hjemmet.
Derfor inviterer NIIK til et samarbejde til at sikre fleksible støttetilbud, styrke inddragelse af forældre, skabe fremtidsmuligheder for børn med handicap og for at sikre en kontinuitet, efterværn og stabile relationer.
- Det handler om vores børn – og om Grønlands fremtid. Vi håber på, at Naalakkersuisoq Anna Wangenheim vil tage politisk lederskab for det nødvendige kursskifte. Lad os skabe løsninger, der styrker mennesker – ikke systemer, siger Viggo Johansen.