Pirateri eller terror var skyld i nedbrænding af boplads

En tyk, sort røgsøjle rejser sig i det fjerne, som et mørkt ar mod den klare himmel.

Guvernør Claus Enevold Paars sidder i sin båd og ser røgen drive hen over kysten. Røgen kommer fra bopladsen Arajutsisut. Flammerne er i gang med at opsluge bopladsens store fælleshus – en katastrofe for de mange familier, der har deres hjem her.

I århundreder har branden på Arajutsisut nær Sisimiut været glemt. Indtil et hold af forskere fra det grønlandske og danske nationalmuseum gjorde et opsigtsvækkende fund. Det var Bjarne Grønnow og Angutinnguaq Olsen, der gjorde opdagelsen. Bjarne Grønnow har i mere end 40 år været med på arkæologiske udgravninger i Grønland for Nationalmuseet. Han ved, hvor man skal lede, hvis man vil finde de mest interessante levn fra fortiden.

Derfor var det ikke tilfældigt, at man netop valgte at se nærmere på Arajutsisut, da Carlsbergfondet kom med en bevilling på knap 27 millioner kroner til projektet Activating Arctic Heritage, der siden 2019 har udforsket kulturarven i UNESCO-områderne – Kujataa og Aasivissuit-Nipisat.

- Når man rejser rundt i Sisimiut-området, ser man tydeligt de store inuitbopladser fra 1700-tallet. Arajutsisut er en af de største, og fælleshusene kan stadig ses. Et af dem er mere end 20 meter langt og blandt de største i Grønland. Det var det hus, vi tog ud for at undersøge, siger Bjarne Grønnow, der i dag er forskningsprofessor emeritus ved Arktisk Institut.

Man anslår, at der har boet mellem 80-100 mennesker i det store fælleshus. Arkæologerne forventede altså at finde store mængder af knoglerester, slidte redskaber og andet affald af den slags, man typisk finder, når man graver sig ned i de gamle inuitruiner. Men efter få spadestik så de noget, som ingen havde set før.

- Da jeg sammen med min kollega Angutinnguaq Olsen gravede ned i gulvlaget, stødte vi på et meget usædvanligt lag: sort-rødligt med hvide pletter. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i Grønland. Det var en gåde, siger Bjarne Grønnow.

I hælene på gerningsmændene

Selvom Bjarne Grønnow blev overrasket over fundet, genkender han godt det sort-rødlige jordlag fra udgravninger i Danmark. De opstår nemlig, når et hus har været udsat for en voldsom brand.

Men man har aldrig før set et tørvehus brænde ned på den her måde i Grønland. Derfor rejser der sig et centralt spørgsmål: Hvordan kan så stort et fælleshus blive opslugt af flammer?

Forklaringen peger i retning af bevidst ildspåsættelse. Gerningsmændene må have hældt tranolie ud i huset for at sikre, at ilden fik fat. Det, arkæologerne har foran sig, er ikke bare spor efter en ulykke – men en forbrydelse. Men hvem står bag?

Mens arkæologerne leder efter spor i jorden på Arajutsisut, sidder historiker og ph.d.-stipendiat Emil Andersen 4.000 kilometer derfra på Rigsarkivet i København. Her studerer han gamle skriftlige kilder og falder tilfældigt over en øjenvidneberetning fra 1730, der kaster lys over den dramatiske brand på bopladsen. Forfatteren er den føromtalte guvernør Claus Enevold Paars.

Paars leder en ekspedition på mere end 100 mænd og kvinder, der i 1728 blev sendt til Grønland for at give Hans Egedes missionsprojekt en vitaminindsprøjtning og grundlægge to nye kolonier – Godthaab i Nuuk-fjorden og Nepisene på øen Nipisat, få kilometer fra Arajutsisut.

- Vi ved fra øjenvidneberetningen, at Paars ser røgen fra Arajutsisut, da han er oppe ved Nepisene. Kolonien fungerer som hvalfangerstation og er udset til at blive den økonomiske motor i koloniseringsprojektet. Danskerne har et godt forhold til inuit på Arajutsisut. Derfor drager Paars med en lille gruppe soldater afsted for at bekæmpe ilden, fortæller Emil Andersen.

Da de dansk-norske kolonister når frem, ser de en gruppe europæiske mænd flygte op i fjeldet. Paars noterer i sin beretning, at han genkender dem som englændere. Sammen med inuit forsøger kolonisterne at få branden under kontrol, men de må hurtigt opgive.

- Det har været en voldsom brand. Ud fra de arkæologiske fund kan vi se, at gulvet er brændt til rødligt ler, og dyreknoglerne er blevet helt hvide. Det indikerer, at temperaturen har været oppe på omkring 900 grader, siger Bjarne Grønnow.

Retten til at handle i Grønland

I første omgang lader Emil Andersen Paars’ øjenvidneberetning ligge. Han er nemlig i gang med at læse sig gennem et utal af skriftlige kilder, der giver et indblik i, hvordan livet var blandt de danske kolonister, som bosatte sig i Grønland fra 1728-1731. Et arbejde, der kan læses i den anmelderroste bog “Den allerliderligste skare”, som er skrevet sammen med Rasmus Voss og Christian Sune Pedersen.

Men da Bjarne Grønnow en dag fortæller om sin mystiske opdagelse på Arajutsisut, går det hurtigt op for Emil Andersen, at Paars’ øjenvidneberetning er den brik, som arkæologerne mangler for at kunne forklare deres fund.

- Det er sjældent, vi kan grave os ned i en hændelse, som er beskrevet så præcist. Det er helt unikt. Et lykketræf, siger Bjarne Grønnow med begejstring i stemmen.

I sin øjenvidneberetning beskriver Paars, at inuit fortæller, at det er europæiske hvalfangere, der på brutal vis har hærget deres hjem og røvet dem for alt, de ejede.

- Paars retter mistanken mod to engelske skibe, der ligger opankret i nærheden, og som tidligere er blevet anklaget for lignende overgreb. Men da Paars konfronterer besætningen, nægter de, siger Emil Andersen.

I begyndelsen af 1700-tallet har europæiske nationer i årtier haft kommercielle interesser i Grønland, og i takt med at behovet for den eftertragtede hvalolie stiger – blandt andet til gadebelysning i Europa – bliver flere hundrede europæiske skibe sendt til den grønlandske vestkyst for at skaffe sig Grønlands kostbare ressourcer.

Med Hans Egedes ankomst til Grønland i 1721 begynder Danmark også at tage del i konkurrencen. Men selvom det er bredt anerkendt, at Danmark har det territoriale krav på Grønland, mener de andre europæiske nationer ikke, at det giver Danmark eneret til at sidde på handlen med de grønlandske varer.

- Det er klart, at Danmark helst ser, at englænderne og hollænderne forlader Grønland, så man kan få monopol på handlen med hvalspæk fra Grønland, siger Emil Andersen.

Som afskrækkelsesmiddel har man derfor soldater i kolonien på Nipisat og planer om at bygge et fort. Modsat danskerne har inuit på den nærliggende Arajutsisut-boplads ikke haft noget imod konkurrencen – tværtimod. Bopladsen har nemlig fungeret som et mødested, hvor europæere og inuit fra nord og syd er kommet for at udveksle varer.

- Inuit er drevne handelsfolk og gode til at udnytte, at der er flere parter på scenen. Det skaber konkurrence og presser priserne op. Det er en fair handel. Man vil gerne af med det spæk, man ikke kan bruge, og til gengæld få jern, perler eller tøj fra Europa, siger Bjarne Grønnow.

Derfor begik de overgrebet

Ingen ved med sikkerhed, hvorfor de engelske søfolk overfalder inuit. Bjarne Grønnow og Emil Andersen tror dog, der kan være to forklaringer.

Enten er det en terrorhandling som reaktion på, at Danmark forsøger at presse de andre europæiske nationer ud, eller også er der tale om pirateri.

- Hollænderne og englænderne er ikke interesseret i, at danskerne skal sidde på handlen med inuit. Derfor kan det være, at de engelske søfolk har villet statuere et eksempel over for beboerne på Arajutsisut, som de ved har et nært og godt forhold til danskerne, siger historiker og ph.d.-stipendiat Emil Andersen.

Englænderne begår altså muligvis terror mod inuit for at skabe frygt og presse dem til at holde sig væk fra de danske kolonister. Danskerne kan man ikke røre. De har 30 bevæbnede soldater i kolonien, og det vil skabe en enorm diplomatisk krise mellem Danmark og England.

Alternativt er der tale om pirateri. Det er kendt, at mødet mellem europæerne og inuit kunne være voldeligt med drab og bortførsler. Fra 1605 til 1660 anslås det for eksempel, at europæere bortførte op mod 30 grønlændere – de fleste af hollandske skibe – der viste dem frem i Amsterdam mod betaling.

I 1730 er englænderne stadig berygtede for at begå pirateri mod inuit. Modsat hollænderne og danskerne var de på dette tidspunkt ikke underlagt nogen regler eller love, der forhindrede dem i at skade grønlænderne.

- Med hvalfangsten kommer hundredvis af skibe til Grønland hvert år, og man kan nemt forestille sig, at slår fangsten fejl, er søfolkene gået i land for at plyndre en boplads. Her kan både mennesker og varer tages med til Europa og sælges, siger Emil Andersen.

Branden blev udnyttet af danskerne

Fra dansk side blev det tydeligt understreget, at forholdet til den lokale befolkning skulle være ’venskabeligt og fredeligt’. Faktisk kunne overgreb mod inuit – hvis de blev begået uden grund – straffes med døden. Den politik hang sammen med vurderingen af, at koloniprojektet ville have størst succes, hvis inuit havde tillid til de dansk-norske kolonister.

Man var dog ikke for fin til at vende nedbrændingen af Arajutsisut til sin egen fordel. Episoden viste nemlig med al tydelighed, at danskerne var nådige og beskyttende, mens de andre europæere var farlige.

Allerede i 1724 begyndte Hans Egede at fortælle inuit, at der fandtes onde mennesker, som en dag ville komme sejlende og slå dem ihjel – men at den danske konge ville beskytte dem, hvis de betalte en såkaldt spækskat.

- Man kunne bruge overgrebet til at legitimere overfor inuit, at de skal betale en såkaldt spækskat til kongen, så han kan beskytte dem mod de andre onde europæere. Afbrændingen er altså kærkommen i den her fortælling, siger Emil Andersen.

Bjarne Grønnow og Emil Andersen peger begge på, at det har krævet held og dygtighed at samle brikkerne til denne mørke begivenhed i Grønlands historie. En begivenhed, der nu kan føjes til historien om UNESCO-området Aasivissuit-Nipisat – og som viser, at mødet mellem inuit og europæere ikke kun skabte nye muligheder, men også fik tragiske konsekvenser.