KLUMME: Turisme, skat og spørgsmålet om, hvem der egentlig får gevinsten

Nu hvor turismesæsonen lakker mod enden, er det tid til refleksion. 

Hen over sommeren har der været heftig debat om emnet – særligt i Ilulissat – og om, hvor skattekronerne ender. Mange mener, at de ikke gør det i Grønland.

Vi har investeret milliarder i nye lufthavne, havne og infrastruktur med forventningen om, at turismen skal være en vækstmotor. Men når sæsonen slutter, er spørgsmålet stadig: Hvor meget af den værdi, der skabes, bliver egentlig i Grønland?

Mange udenlandske sæsonarbejdere har været med til at løfte branchen i sommer, men der er stigende usikkerhed om, hvorvidt alle faktisk betaler skat her. Nogle arbejder få uger, andre et par måneder – nogle for grønlandske arbejdsgivere, andre for selskaber hjemmehørende i Danmark eller Norden.

Reglerne er komplekse: Man bliver som udgangspunkt skattepligtig fra første dag, hvis man arbejder for en grønlandsk virksomhed. Men dobbeltbeskatningsaftaler, manglende registreringer og begrænset kontrol gør det svært at vide, hvad der reelt sker.

Det rejser et principielt spørgsmål: Skal vi acceptere, at arbejdet udføres i Grønland, men at skatten måske ender et andet sted? Og hvordan sikrer vi, at lokale virksomheder og kommuner faktisk får noget ud af turismen – ikke kun udgifterne til affald, beredskab og slitage?

Midt i debatten må vi dog også huske det positive: Der er mange dygtige grønlandske iværksættere, som allerede er i gang med at skabe bæredygtige oplevelser og lokale arbejdspladser. Flere får støtte gennem finansieringsmuligheder fra blandt andet banker og erhvervsfonde. De viser, at turismen ikke behøver at blive styret udefra for at lykkes.

Men hvis Grønland skal bevare ejerskabet over sin turisme, er en af forudsætningerne klare spilleregler. Skatten skal betales, hvor arbejdet udføres – og væksten skal skabe værdi lokalt.

For spørgsmålet er ikke kun, hvor mange turister vi får, men hvem der egentlig tjener på, at de kommer. Grønland kan godt bruge pengene.

Med den nye turismelov og de voksende turist- og krydstogtbesøg rejser sig et klassisk spørgsmål i ny form: Hvem skal egentlig tjene på turismen – og hvem skal bidrage til fællesskabet?