RABAT PÅ FORANSTALTNINGER

Kriminelle slipper billigere, når sager trækker ud

Forbrydere kan få en rabat på deres foranstaltning, hvis deres sager er længe undervejs. Det understreger en række nylige domme afsagt i både kredsretter og landsret.

Domstolene giver mere lempelige foranstaltninger, hvis der er gået lang tid siden forbrydelsen.
Offentliggjort

I maj blev en 35-årig mand fra Ilulissat dømt for vold mod hele 11 personer plus andre kriminelle handlinger. Hvis de forbrydelser alle var foregået for nylig, kunne han have fået over to år i anstalten. 

Nu kan han imidlertid nøjes med en dom på et enkelt år. Det skyldes, at dømte personer får rabat på foranstaltningen, hvis deres sag har taget lang tid at behandle i retssystemet. 

Det var der flere eksempler på i foråret. 

I slutningen af maj blev en 34-årig mand kendt skyldig i 14 forbrydelser, blandt andet vold, indbrud, bedrageri, indsmugling af hash og spirituskørsel med påkørsel af fodgænger. 

Han kunne alligevel nøjes med en betinget dom og kan altså helt undgå anbringelse i anstalt. 

– Det skyldes især, at sagsbehandlingstiden er lang. Det er hovedfaktoren i det, bekræftede politiassistenten fra anklagemyndigheden til Sermitsiaq. 

Tre år gør stor forskel

Sagsbehandlingstiden fik tilsvarende betydning for en sag om vold i Nuuk i december 2021, som Sermitsiaq omtalte, da en kendt person var impliceret. Den tiltalte havde prikket en anden mand i øjet på et værtshus. Det skulle give ubetinget anbringelse ifølge anklageskriftet fra 2022.

Men da sagen kom for retten i 2025, gik anklageren kun efter en betinget dom, netop fordi der var gået så længe. Det endte i øvrigt med den mildest mulige foranstaltning, en advarsel, som også var begrundet i tiltaltes personlige forhold. 

Også i landsretssager

Derudover er der eksempler fra Grønlands Landsret i foråret, hvor den samlede sagsbehandlingstid er kommet den dømte til gode. 

Det kom i spil for en mand, der slap med en betinget dom for vold, efter han havde påkørt en anden person og efterladt vedkommende, viser domsresumé fra landsretten

Det samme gjorde sig gældende for en anden voldssag, hvor en mand havde brækket en kvindes ribben og blev idømt samfundstjeneste. Også her lå der flere faktorer til grund for det lempelige udfald. 

Sermitsiaq har kontaktet en række af de relevante aktører til denne artikelserie om forsinkede sager og konsekvenserne af det. 

Sagsbehandlingstider i kredsretterne

I januar 2024 udleverede Justitsministeriet kredsretternes tal for sagsbehandlingstid til Folketinget. 

Tallene viste, at en kriminalsag med domsmænd i gennemsnit tog 461 dage at behandle i kredsretterne. Ventetiden var særlig længe i Kujalleq Kredsret med 786 dage. 

Tallene er dog fra 2022 og behæftet med usikkerhed. 

Det er vigtigt at understrege, at en sag kan vare længe af mange forskellige grunde, også inden den når frem til en domstol. 

Powered by Labrador CMS