Børnetalsmand bekymret for 'manglende fokus'
Børnetalsmanden udtrykker bekymring over, at to forslag om børns forhold blev fjernet fra forårssamlingen. Hun mener ikke, at politikerne har nok fokus på området.
- Som samfund har vi en forpligtelse til at sikre efterlevelsen af børns rettigheder, og det er Inatsisartut der har ansvaret for at skabe de rammer, siger børnetalsmand Aviâja Egede Lynge.
Arkivfoto: Foto: Leiff Josefsen
I anledning af Børnenes Dag kommer Børnetalsmand Aviâja Egede Lynge med en løftet pegefinger til landets politikere.
Hun udtrykker bekymring over, at to punkter, der vedrører børneområdet, er blevet fjernet fra dagsordenen fra forårssamlingen i Inatsisartut, som netop er afsluttet.
Hun mener, at det er kritisabelt:
- Det er helt uacceptabelt, at vigtige emner vedrørende børn og unge bliver nedprioriteret i lovgivningsprocessen og i de politiske fora.
- Som samfund har vi en forpligtelse til at sikre efterlevelsen af børns rettigheder, og det er Inatsisartut, der har ansvaret for at skabe de rammer, udtaler Aviâja Egede Lynge i en pressemeddelelse.
- Bekymrende signal
Hun mener, at børneområdet i forvejen fyldte meget lidt på samlingen:
- Når børneområdet ikke engang får tilstrækkelig opmærksomhed til at forblive på dagsordenen, sender det et bekymrende signal om, hvor deres prioriteringer ligger, siger Aviâja Egede Lynge.
Hun oplyser, at de to fjernede punkter omhandler henholdsvis tidlig indsats som overordnet princip i det opsøgende, forebyggende arbejde samt en forespørgselsdebat om døgninstitutioner og hvilke pædagogiske metoder, der er velegnede i Grønland.
Derudover blev yderligere en forespørgselsdebat om, 'hvilke tiltag Inatsisartut kan tage for at sikre bedre rådgivning om forældreskab og ansvar med henblik på at højne sandsynligheden for at flere forældre kan tage vare på egne børn', udsat til efterårssamlingen.
Naalakkersuisoq: Lang vej endnu
I forbindelse med Børnenes Dag er naalakkersuisoq Aqqaluaq B. Egede (IA) kommet med en pressemeddelelse.
Det er ikke et svar direkte til Børnetalsmanden, men han siger, at samfundet bør være stolt over den indsats, der gøres på børneområdet, samtidig med at han også anerkender, at der er lang vej endnu, før problemerne er løst:
- Hvis vi ser tilbage på alle de handlingsplaner og indsatser, der allerede er igangsat, og den store fokus, der nu er på tidlig indsats og opsøgende arbejde, så skal vi huske som samfund at være stolte af, hvor langt vi er nået, uden at glemme at der stadig er lang vej endnu.
- Vi skal i fællesskab sikre at vores børn får trygge rammer og omsorg, støtte og kærlighed som de fortjener, udtaler naalakkersuisoq, der nævner, at der fortsat er problemer med omsorgssvigt, mobning, børn der går sultne i seng samt børn der udsættes for seksuelle overgreb og vold.