Bentiaraq Ottosen til verdens ministre og ledere: Oprindelige folk skal inddrages i klimakampen

Den afsluttende tale ved Copenhagen Climate Ministerial blev holdt af naalakkersuisoq for sociale anliggender, arbejdsmarked, indenrigsanliggender og miljø, Bentiaraq Ottosen, der lagde vægt på, at Grønland skal være en del af den globale løsning. 

Naalakkersuisoq for miljø Bentiaraq Ottosen holdt den afsluttende tale ved et stort klima-møde for ministre og ledere fra hele verden i Købehavn. Hans budskab var, at oprindelige folk skal høres og inddrages i klimaforhandlingerne. Til november er der COP30 i Brasilien, hvor Bentiaraq Ottosen deltager på vegne af Naalakkersuisut.
Offentliggjort

40 ledere og ministre fra hele verden var samlet i København den 7.-8. maj til Copenhagen Climate Ministerial - et to-dages møde, der sætter retningen for klimaforhandlingerne ved COP30, der foregår i Brasilien til november.

Den afsluttende tale på mødet blev leveret af naalakkersuisoq for sociale anliggender, arbejdsmarked, indenrigsanliggender og miljø, Bentiaraq Ottosen, der fortalte om klimaforandringernes påvirkning på fangerne i Qaanaaq i nord til fåreholderne i  Narsaq Kujalleq i syd. 

Klimaforandringer påvirker os 

- Indlandsisen – Jordens hjerte – mister sin styrke, smelter og forårsager havniveaustigninger over hele verden. Permafrost tør og destabiliserer vores infrastruktur. Vi står over for ekstreme storme i øst, havis der forsvinder i nord, påvirkning af fiskeri i vest og uforudsigelige vejr- og isforhold i syd. Klimaforandringerne er ikke de samme over hele Grønland. Men overalt påvirker de vores liv og vilkår, lød det blandt andet fra Bentiaraq Ottosen.

Hans budskab var, at de internationale klimaforhandlinger skal sikre respekt for og inddragelse af oprindelige folk, og at Grønland som en del af Paris-aftalen, vil arbejde for at sikre, at dette sker. 

Grønland er en del af løsningen, sagde Bentiaraq Ottosen blandt andet til verdens klima-ministre og ledere.

På grønlandske præmisser

- Grønland er en stor del af den globale løsning. Med vores oprindelige viden, vores naturressourcer og vores vilje til handling, bidrager vi allerede aktivt til den globale grønne omstilling, og det er vigtigt at tydeliggøre vores rolle. 

- Det gør vi på grønlandske præmisser og med respekt for vores rettigheder og vores fremtid”, sagde han blandt andet og uddybede efterfølgende over for Sermitsiaq, at målet med talen var at vise, hvad vi som oprindelige folk har af oplevelser med klimaforandringer, og hvad vi har behov for fra det internationale samfund. 

- Vi har tilsluttet os Paris-aftalen, og skal nu i gang med at udarbejde vores nationale langsigtede mål ("Nationally Determined Contributions" - NDC'er), der skal afleveres i 2030, fortæller Bentiaraq Ottosen, der til november skal deltage i COP30 i Bélem i Brasilien, hvor fokus netop er på det pres, som oprindelige folk oplever over hele verden som følge af klimaforandringer. 

Powered by Labrador CMS