– En regional lufthavn vil give Ittoqqortoormiit det afgørende løft, siger Mette Pike Barselajsen.
Ittoqqortoormiit har i denne sommer haft besøg af 50 krydstogtskibe, som sejler passagererne i land.Foto: Frank Petersen - Visit Greenland
Kurt KristensenKurtKristensenKurt KristensenJournalist
Offentliggjort
Mette Pike Barselajsen blev tirsdag den 1. april valgt
som Ittoqqortoormiits geografiske repræsentant i kommunalbestyrelsen i
Kommuneqarfik Sermersooq, men hun har langt til arbejde.
Kommunalbestyrelsen holder sit næste møde onsdag den 29. oktober på rådhuset i
Nuuk, hvor budgettet for 2026 bliver vedtaget. Mette Pike Barselajsen rejser
fra Ittoqqortoormiit over Nerlerit til Island 23. oktober og videre til Nuuk
24. oktober. På tilbageturen rejser hun fra Nuuk 2. november med overnatninger
i Island og ankomst til Ittoqqortoormiit 4. november.
Mette Pike Barselajsen blev tirsdag den 1. april valgt
som Ittoqqortoormiits geografiske repræsentant i kommunalbestyrelsen i
Kommuneqarfik Sermersooq, men hun har langt til arbejde.
Annonce
Kommunalbestyrelsen holder sit næste møde onsdag den 29. oktober på rådhuset i
Nuuk, hvor budgettet for 2026 bliver vedtaget. Mette Pike Barselajsen rejser
fra Ittoqqortoormiit over Nerlerit til Island 23. oktober og videre til Nuuk
24. oktober. På tilbageturen rejser hun fra Nuuk 2. november med overnatninger
i Island og ankomst til Ittoqqortoormiit 4. november.
Hun har således været på rejse i 13 dage for at deltage i kommunalbestyrelsens
møde.
Tavshed og uvished
Tirsdag den 17. september underskrev statsminister Mette
Frederiksen og Naalakkersuisuts formand Jens-Frederik Nielsen en rammeaftale om
1,6 milliarder kroner over fire år, som indeholder en dybvandshavn i Qaqortoq
og en regional lufthavn i Ittoqqortoormiit.
En måned senere er der stadig radiotavshed fra staten og
selvstyret om aftalens reelle indhold. Og det ærgrer Mette Pike Barselajsen,
fordi hun ser en regional lufthavn til afløsning for den isolerede lufthavn i Nerlerit
Inaat som det afgørende løft for Grønlands mindste og mest isolerede by.
Mette Pike Barselajsen håber, at lokale entreprenører og håndværkere kan deltage i anlæggelsen af den nye lufthavn i Ittoqqortoormiit.Foto: Kommuneqarfik Sermersooq
– Jeg har hverken som kommunalpolitiker eller borger i
byen fået andet at vide, end hvad jeg kan læse mig til i pressen. Jeg er sammen
med resten af byen stærkt interesseret i den aktuelle plan, fordi de vanskelige
trafikforhold med en bekostelig og tidskrævende omvej hæmmer byens udvikling.
Og så krydser jeg fingre for, at vore lokale entreprenører og håndværkere
bliver beskæftiget i anlægsarbejdet, siger Mette Pike Barselajsen til
Sermitsiaq.
Ittoqqortoormiit er repræsenteret i Inatsisartut af Mette
Arqe-Hammeken, som 21. oktober sætter lufthavnen til debat på efterårssamlingen.
Hun foreslår, at Naalakkersuisut afleverer en redegørelse om bedre og billigere
rejsemuligheder på forårssamlingen 2026. Altså om et halvt år.
Rammeaftalen mellem staten og selvstyret er fortsat så uklar
og ukonkret, især om den civile og militære brug af lufthavnen på Østkysten, at
naalakkersuisoq for boliger, infrastruktur og yderdistrikter Aqqaluaq B. Egede
først tør love en redegørelse om forbedret beflyvning af Ittoqqortoormiit på
forårssamlingen 2027. Altså om halvandet år.
– Denne
tidsplan vil give os et mere solidt grundlag for de nødvendige analyser og
vurderinger, siger Aqqaluaq B. Egede om forlængelsen af tidsfristen.
Farefuld tur
Selvstyret og Air Greenland har indtil 2030 en
servicekontrakt om en helikopterrute mellem Nerlerit Inaat og Ittoqqortoormiit,
og en enkeltbillet til den 13 minutter lange flyvetur koster i denne uge 1.136
kroner. Antallet af sæder kan være begrænset på grund af teknik og mørketid, og
så må passagerne finde andre måder at nå Norlandairs fly til Island.
– Om sommeren sejler vi, og om vinteren kører vi på
snescooter med familiemedlemmer eller de lokale fangere, men det er en
besværlig, kold og endnu dyrere transport. Det er vi ikke særlig tilfredse med,
fordi vi risikerer at møde både ræve og isbjørne på turen til Nerlerit Inaat.
Min datter kom forleden hjem fra Danmark, og på den tre-fire kilometer vej fra
lufthavnen til anløbskajen i Jameson Land løb en ræv lige ved siden af hende.
Hun ringede til sin bror, som måtte hente hende, fordi hun var bange for ræven,
fortæller Mette Pike Barselajsen.
Nye muligheder
Mange års erfaring med turismen i Ittoqqortoormiit får
Mette Pike Barselajsen til at se store perspektiver i en bynær lufthavn til
afløsning for Nerlerit Inaat. Hun har i 10 år arbejdet hos den lokale
turistoperatør Nanu Travel med trofæjagt og slædeture, hvor lokale fangere er
guider. Hun har i dag overtaget byens guest house fra sin far: Et stort hus med
syv værelser og et mindre hus med tre værelser.
– Vi får besøg af turister, mineralefterforskere og
ekspeditioner fra hele verden, og hvert år kommer biologer for at studere
søkongerne ved Kap Høgh. 2025 er en godkendt sæson, selv om pladserne på
Norlandair sætter sin begrænsning for antallet af turister.
Ittoqqortoormiit har i år haft anløb af 20 sejlbåde og 50
krydstogtskibe, men byen har ingen havn. Skibene ankrer op i fjorden, og krydstogtpassagererne
bliver sat i land i tre timer.
– Vi har aftalt med nogle af skibene, at passagererne,
især de kinesiske, går i hånd på bestemte ruter, så de ikke forstyrrer hele
byen, siger Mette Pike Barselajsen, som er cooperatør for rederierne.
De bedste husflidskunstnere er som så mange andre flyttet
fra byen, men krydstogtturisterne besøger systuen og værkstedet hos erhvervs- og uddannelsescentret Majoriaq, som
sælger brugernes arbejder.
Ittoqqortoormiit får således besøg af flere tusinde
krydstogtpassagerer, men turistoperatørerne ser store muligheder for at
tiltrække flerdagsturister med en bynær lufthavn. Krydstogtturisterne køber
husflid af lokale kunstnere, mens flerdagsturisterne tager med de lokale
fangere på ture med hundeslæder, snescooter, kajak og ATV’er. Byen havde
tidligere en grillbar, men dag køber de overnattende turister deres mad i
butikken. Visionen er, at en bynær lufthavn om nogle år kan skabe det
økonomiske grundlag for et spisested og gerne et hotel.
– Vi håber også, at en lufthavn i
Ittoqqortoormiit om et par år kan ændre Selvstyrets servicekontrakter med Air
Greenland og Norlandair, så vi i stedet for turen over Island bliver knyttet
til resten af rutenettet i Grønland, siger Mette Pike Barselajsen.
Kære Læser,
Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland.
For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset.
Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold.
Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.