Aqqaluaq mister sin bedste ven: Det er som om en del af mig er væk

Den traditionelle gudstjeneste før starten på Inatsisartuts efterårssamling denne fredag var helt anderledes i år. En, der ellers altid havde været med gennem de sidste 30 år, var ikke til stede. 

– Det var en meget speciel følelse. Det var som om halvdelen af gudstjenesten manglede, siger Aqqaluaq B. Egede efter gudstjenesten.

Hans gode ven, Hans Enoksen, der døde for to dage siden, var ikke blandt de fremmødte. Derfor blev der tændt lys, inden gudstjenesten begyndte. 

– Formanden for Inatsisartut og formanden for Naalakkersuisut indstillede mig til at tænde lyset. Det rørte mig dybt. Jeg havde svært ved at holde tårerne tilbage, og det var hårdt at stå igennem.

Der blev sunget fire salmer under gudstjenesten. En af dem var nr. 56, “Toqqorpara Uummatinnut” (Jeg gemmer den i mit hjerte). 

– Den salme og Hans kan ikke skilles ad. Han gik meget op i teksten. Derfor kunne jeg ikke holde tårerne tilbage, da vi sang den.

Blev inviteret 

Selvom Hans Enoksen og Aqqaluaq B. Egede ikke delte parti, var deres nære venskab kendt i hele landet. Men mange kender måske ikke til begyndelsen. Det startede for 20 år siden. 

– Jeg var ret ung, da han og hans kone inviterede mig hjem til spisning. Dengang lærte jeg dem at kende.

Aqqaluaq var 26 år på det tidspunkt og netop blevet medlem af kommunalbestyrelsen i Narsaq Kommunia. Han blev meget overrasket over invitationen. 

– Det var jo ham, man kun så i Qanorooq. En man ikke kendte privat.

Hvorfor inviterede han dig? 

– Han mente, at det som formand for Naalakkersuisut var vigtigt at byde mig velkommen til politikkens verden.

Lokkede ham til Siumut og Naleraq 

Men Hans Enoksen, dengang formand for Naalakkersuisut på vegne af Siumut, havde også en bagtanke. 

– Det var dengang, han begyndte at forsøge at få mig meldt ind i Siumut. Det lykkedes aldrig, siger Aqqaluaq og griner.

Efter Hans Enoksen stiftede Naleraq i 2014, prøvede han igen. 

– Efter at han var blevet Naleraq, prøvede han også at få mig dertil.

Aqqaluaq B. Egede har hele tiden været politiker for Inuit Ataqatigiit. Og netop de episoder – hvor Hans forsøgte at lokke ham – kom frem i tankerne under gudstjenesten. 

– Vi har delt mange oplevelser, både privat og i arbejdet. Vi har oplevet glæde og hårde tider. Men alt dette ændrede aldrig på vores venskab. Tværtimod blev vores familier knyttet tættere sammen, næsten som om vi var i familie. Det sætter jeg stor pris på, siger Aqqaluaq.

Glæde – også i de hårde dage 

Under gudstjenesten var det tydeligt, at Aqqaluaq var meget rørt. Sådan er det, når man mister en ven, man kunne dele alt med. 

– Det er som om en del af mig er amputeret. Det følte jeg i dag, før Inatsisartuts efterårssamling skulle begynde.

Men midt i sorgen kunne man også mærke, at Aqqaluaq fandt plads til glæden, sådan som Hans selv havde ønsket det. 

– Han har altid sagt til mig: "Når jeg dør, skal du ikke være ked af det hele tiden. Der skal være plads til glæde. For sådan er vores vej i livet tilrettelagt."

Havde sort humor sammen 

Mange kender til deres venskab gennem de indlæg, de delte på Facebook. 

– Selvom vi ikke altid satte ord på det, betød det meget for os. Især efter han mistede et af sine børn og kæmpede med helbredsproblemer. Vi kunne altid tale sammen. Og vi mente begge, at det vigtigste var at kunne grine – også på de hårde dage, siger Aqqaluaq.

Og når de grinede, gik det til tider vildt for sig. 

– Han skrev engang til mig under et finansudvalgsmøde: "Jeg har det dårligt, har ingen kræfter og har smerter i brystkassen."

– Jeg sagde til mine kolleger, at jeg var nødt til at gå ud og se til ham.

Da han fandt ud af, at Hans havde det nogenlunde, begyndte de at lave sjov sammen. 

– Jeg vil ikke sige i pressen, hvad jeg sagde til ham dengang, men vi grinede højt. Jeg lærte, at selv når et menneske har det svært, kan glæden give styrke og lette byrden.

Hans takkede ham bagefter. 

– Han gav mig en chokoladeskildpadde og sagde: En ven, der ikke er så meget værd, behøver ikke at få en større gave! 

– Sådan var Hans, siger Aqqaluaq med et smil.

Livet vil gå videre 

Men venskabet var ikke kun baseret på de sjove øjeblikke. De var der også for hinanden, når livet gjorde ondt. 

– Det største tab for mig er, at jeg ofte har følt mig ensom med mine børn, mens jeg har været politiker. Men han var altid der, både i privatlivet og i arbejdet.

– Jeg kunne altid henvende mig til ham – uanset om det gjaldt politik eller følelser. Vi delte ting med hinanden, som vi ikke delte med andre. Derfor er dette tab så stort for mig.

Men livet må gå videre. Savnet vil dog altid være der. 

– Han sagde altid til mig, at vi som voksne lærer at komme videre, uanset hvad der sker. Og at der altid er andre mennesker, man kan vende sig til. Derfor skal jeg nok komme videre – og det bekymrer mig ikke, slutter Aqqaluaq B. Egede.