– Min passion driver mig

ICC 1983. Iqaluit.

19-årige Inga er forbløffet over, hvor meget det ligner Grønland.

Folk, der snakker inuktitut og kvinderne bærer deres små børn i amaat. For slet ikke at tale om at de spiser råt kød, og deres venlighed. Det føles så hjemligt.

Hver aften er der også trommedans og Inga ender med at blive opslugt af inuit fra Alaska. Koreografien, den måde de synger på og deres traditionelle tøj, wow! Det går lige i hjertet.

Inga og de andre unge, der deltog i organisationens anden internationale generalforsamling, bor i nogle telte i den nordlige del af Canada.

- Det var der det hele startede, fortæller Inga Hansen.

Hun snakker om sin passion af de oprindelige folk og kulturen, som hun har arbejdet en hel del med i sin journalistiske karriere.

Hendes mor, Bebiane Hansen, havde også bemærket hendes voksende interesse om kultur og stammefrænder, så hun gav Inga en tupilakhalskæde. Dette var i 1970-ernes Grønland, hvor – som Inga selv kalder det – ”en tid, hvor alt skulle være dansk”.

Alle andre i familien havde ikke sådanne halskæder. Det var et skub i den rigtige retning for Ingas interesse, og som senere skulle vise sig at være en afgørende rolle for hendes fremtidige karriere.

AG har mødt journalisten, kulturformidleren og kvinden, der er blevet en uomgængelig stemme i den grønlandske medieverden, Inga Hansen for at lære, hvad der gemmer sig bag hendes karismatiske og down-to-earth personlighed.

Vi sidder i kulturhuset Kautaq, og Inga ville i første omgang være ovenpå, et mere afsondret sted i caféen, så vi ikke ville blive forstyrret for meget af hendes mange bekendtskaber. Hun siger det ikke med en ”jeg-er-bedre-end-dig”-attitude, og det får mig til at nyde hendes selskab allerede de første minutter.

Inga Hansen er født i Qaqortoq i 1964. Hendes forældre er Elias og Bebiane Hansen. Faren var butiksejer og moren var klinikassistent. Hun er opvokset i Sydgrønland med sine seks søskende.

- Jeg fik senere flere søskende fra min fars side. Så jeg har i alt ti søskende, fortæller Inga Hansen.

Somre i Qaarsutsiaq

De første minder stammer fra Qaqortoq, hvor Inga og venner var meget udenfor og legede. Da hun var omkring seks år gammel, begyndte hun at tilbringe somre i Qaarsutsiaq, hvor de havde familie, som var fangere og fiskere.

- Jeg var et let barn. Jeg havde ikke hjemve og græd ikke, så mine forældre sendte mig dertil og de mente, at det var vigtigt, at vi var sammen som familie, husker Inga Hansen.

Lillepigen Inga tilbragte hver sommer omkring to måneder i Qaarsutsiaq, der havde to huse. Ingen mobiler, kun walkie-talkies. De legede ved stranden og hjalp til, når fangerne sejlede ind med klapmydser.

- Vi spiste ret meget sælkød, som blev kogt udenfor, mamaq!, husker hun.

Børnene i Qaarsutsiaq selv fangede torsk, fileterede og tørrede fiskene.

- Når det var tid til at bade, roede vi til en lille ø. Jeg tror, det har været nordboernes badested i gamle dage. Det lignede et slags badekar, fortæller Inga Hansen.

Hun var vidne til fiskernes fangstmåder, kvindernes færdigheder i skindbroderi og den imponerende levemåde i Qaarsutsiaq.

- Men jeg er typen, der snakker hele tiden. Så jeg har ikke lært at sy skindbroderi eller noget i den retning, fortæller Inga Hansen.

I folkeskolen var hun den friske, den energiske og den type, der ville være med til alt. Når hun blev stor, ville hun være hende, der arbejdede i en tøjbutik.

- Jeg ville ligne dem! Medarbejderne i tøjbutikkerne med deres lakerede negle og deres færdigheder med at pakke gaver ind, fortæller hun.

Da hun blev færdig med folkeskolen, fik hun en bog som gave om Knud Rasmussen og hendes lyst til at se andre lande, byer og bygder begyndte småt at blomstre.

Efter folkeskolen rejste hun derfor til Nuuk og tog HF-uddannelsen. Egentlig blev hun opfordret til at rejse til Danmark, men Inga ville tage sin gymnasiale uddannelse i Nuuk.

- Det var jo også tiden, hvor Aasivik var i fuld gang og det var den tid, hvor fællesskabet med vores stammefrænder blev mere og mere styrket, fortæller Inga Hansen.

Det var i denne tid, hun var i Iqaluit til ICC’s generalforsamling.

Journalistskolen

I 1986 startede Inga Hansen på Journalistskolen i Nuuk.

- Fordi jeg ville rejse, og jeg ville leve af opleve noget, siger hun.

Inga elskede Journalistskolen og en af hendes første rejser som journalist var til Nordgrønland under hendes praktikperiode.

- Selvom jeg havde en meget kraftig Kap Farvel-dialekt, var jeg i praktik i Nordgrønland. For hvis man virkelig er passioneret og interesseret, er alt det andet fuldstændig ligegyldigt, siger hun.

I løbet af seks måneder, rejste hun til flere byer og bygder som Qaanaaq og Saqqaq i den nordlige del af landet. Et helt særligt minde fra tiden er hundesygdommen, der brød ud i Thuleområdet i 1988.

Inga VILLE rejse til Thuleområdet og dække historien. En afslag fra en organisation om økonomisk støtte, stoppede hende ikke og det endte med at Inga snakkede med selve flykaptajnen, der til sidst sagde god for det.

Det endte så med at journaliststuderende Inga Hansen med den kraftige sydgrønlandske dialekt, flyver til Pituffik og sad blandt hundene og to fangere fra Thule.

- Det var en drøm, der gik i opfyldelse. Jeg har jo læst en del bøger om Knud Rasmussen, der fik mig til at drømme om at se Thule og det var som om, jeg bare gik ind i selve bogen, da jeg ankom til Thule, fortæller Inga Hansen.

Hun blev færdig som journalist i 1989, sammen med Else Løvstrøm, Sofie Geisler og den nu afdøde Janus Maqe.

Inga Hansens drøm om at rejse rundt i verdenen, gik i den grad i opfyldelse. Hun har boet i Northwest Territories nordvest for det centrale Canada blandt Dene indianere, der bor langs Great Slave Lake. Hun har boet i Norge blandt samerne i fire år. Hun har været i Peru og har boet sammen med folk, der kun lever af kartofler.

- I Peru oplevede jeg jordskælv, hvor flere tusind mistede livet. Jeg oplevede, hvor koldt og frysende det er, efter et land har haft jordskælv, fortæller Inga Hansen.

Uni hos samerne

I 2009 fik Inga Hansen en blodprop og hun blev også opereret i hjernen.

- Halvdelen af min krop blev lam og det hele forandrede sig. Jeg har det fint i dag, og jeg har stadig mange kræfter endnu og jeg rejser stadig meget, forsikrer Inga Hansen.

I dag bor hun i Bispebjerg i Danmark.

- Jeg elsker ellers Nuuk rigtig meget, men jeg vil gerne være i nærheden af et godt sundhedssystem, derfor bor jeg i Danmark, siger hun.

Efter den pludselige blodprop, rejste Inga til Norge for at tage en masteruddannelse i Sámi University College i Kautokeino.

- Jeg lavede en tv-dokumentar om postkolonialisme til mit kandidatspeciale, som er blevet vist mange steder i verden, fortæller Inga Hansen, der i sin fritid elsker at læse bøger om at rejse.

- Har du børn?

- Nej, men hvis jeg havde en datter, ville jeg sige til hende, at hun ikke skal læse bøger om Knud Rasmussen og at hun ikke skal rejse så meget, som jeg har gjort. Fordi i dag kan jeg mærke eftervirkningerne på min krop. Jeg kan mærke, hvor meget jeg har krævet af min krop i alle de år, fortæller Inga Hansen.

- Det er vigtigt, at du skal tro på dig selv. Min passion for det jeg laver, har altid løftet mig, og det er det, der betyder noget. For eksempel mig, jeg er ’kun i mine træsko’ og jeg er alle steder i verdenen, siger Inga Hansen.