Fodbold og frihed i grønlandske farver

Resultatet er ikke bare en film – det er et opråb fra hjertet af Arktis. En passionsdrevet fortælling om identitet, fællesskab og kampen for anerkendelse. 

Et personligt blik på en national kamp

Dokumentaren følger det grønlandske fodboldlandshold over tre år – en tid med træningspas i slud og sne, drømme om FIFA og en rejse, der kulminerer ved Island Games, hvor holdet skal vise sit værd på en international scene. Samtidig får spillernes liv lov at fylde, og fodbolden bliver ikke kun et mål, men et middel: til at finde sig selv, sin identitet – og sin stemme.

Søren Høy har heldigvis blik for det nære. Når vi er hjemme i stuen hos spillere som Patrick O. Frederiksen, som deler historier om at jage rensdyr, mens han balancerer mellem kulturel arv og personlig søgen, eller når angriberen Nemo Thomsen rejser alene til Danmark for at forfølge fodbolddrømmen, rammer filmen noget dybt og ægte. Det er her, dokumentaren stråler. Grønland bliver ikke en kulisse – det bliver hovedpersonen.

Fodbold som frihed – eller flugt?

Filmens titel sætter tonen: Fodbold er frihed. Det er rigtigt – til dels. Men filmen er klog nok til også at vise, at friheden er skrøbelig, og at drømmen om FIFA-medlemskab rummer både håb og hårde realiteter. Træner Morten "Rudi" Ruthkjær fremstår som en dedikeret brobygger mellem verdener, og han kæmper grønlændernes sag – selvom han kommer udefra og ikke selv er grønlænder. Hans engagement, både fagligt og personligt, er tydeligt og rørende. Det kommer til udtryk i en scene, hvor Rudi inviterer holdet med hjem til sit danske sommerhus med vildmarksbad og grillpølser, et sted hvor forskellige verdener mødes og prøver at finde fælles fodslag. Ligeledes får vi et nært indblik i, hvordan han og trænerteamet deltager i den traditionelle grønlandske kaffemik hos Patrick O. Frederiksen og hans familie – et varmt og ægte møde, hvor kultur, fællesskab og identitet udfolder sig.

Dog mister filmen lidt af sit greb, når den bevæger sig ind i de mere traditionelle sportsdokumentariske scener under Island Games. Tempoet skifter, og kampreferaterne tager over, hvilket føles som en distraktion fra det, der virkelig bærer filmen: de menneskelige historier. Når spillet på banen får mere plads end spillet bag kulisserne – både de politiske og de personlige – bliver frihedsbudskabet en smule forceret.

En film for fremtiden – og for os selv

“We Are Greenland: Football Is Freedom” lykkes med det svære: at fortælle en grønlandsk historie med respekt, varme og dybde – uden at forfalde til klichéer. Filmen er vigtig. Den taler til noget, vi alle kender: ønsket om at høre til, om at blive anerkendt, om at stå sammen.

Rent visuelt er filmen en gave. Grønland er filmet med både ærefrygt og nærhed. Sneklædte fjelde, farverige kystbyer og knitrende kunstgræsbaner danner et smukt og sanseligt bagtæppe for fortællingen – en konstant påmindelse om, hvor vi er, og hvad der er på spil.

I en tid, hvor Grønland alt for ofte reduceres til geopolitiske dagsordener og råstofjagt, træder “We Are Greenland: Football Is Freedom” frem, som noget helt andet, en påmindelse om det menneskelige. Om unge mænd med passion i brystet og fodboldstøvler på fødderne. Om håb, stolthed og den kamp det er at finde sin plads – både i verden og i sig selv. Filmen får premiere i Grønland under Nuuk International Film Festival lørdag den 20. september. Se den. For dem. Og for dig selv. 

Isbjørne: 5/6