”Faklen” brænder i Tivoli

Naneruaq begyndte med et behov hos bandets medlemmer. 

De havde et behov for at udtrykke sig musikalsk.

En af dem var Ulrik Augustussen, én af bandets frontfigur, der både spiller keyboard, synger og er tekstforfatter. Han siger:

- Der var ikke noget at gøre. Vi havde et brændende ønske om at spille vores musik og synge vores tekster ikke nødvendigvis for et publikum. Musikken skulle bare ud. Det blev en livsstil – som alle andre kunstnere, der bærer rundt på noget, de må dele.

Inden de udgav deres første album, Aqqusineq, i 1985, havde de spillet sammen i et par år. Og deres andet album kom nogle år senere i 1988 og hedder “Sinnattuinnaava”. Ifølge bandets frontfigur tog det musikelskende publikum godt imod deres musik – men havde ikke mulighed for at spille koncerter på grund af deres arbejde.

Et navn med retning

Navnet Naneruaq betyder – som bekendt – "faklen". Det er et symbol på lys og retning i en tid i 70’erne og 80’erne, hvor mange oplevede tab af identitet og orientering. Men i modsætning til mange andre bands fra 1980’erne valgte Naneruaq ikke de samfundskritiske paroler.

- Vi har altid været optaget af hverdagen, følelserne og kærligheden. Ikke bare til vores hverdag – men også til vores land og vores folk. Efter vores mening skal musikken samle – ikke splitte. Temaer, som stadigvæk er aktuelle i dag, hvor vi stadig søger efter vores identitet, mener Ulrik Augustussen fra en lettere skrattende Messenger-forbindelse.

Han bor i Maniitsoq og arbejder til daglig som overassistent ved Majoriaq.

Når afstanden spænder ben

Siden debuten i 1985 er det kun blevet til to officielle albums. Men i 2006 opdagede bandet, at de faktisk lå inde med materiale til mindst to udgivelser mere – men planerne blev aldrig til virkelighed. Ikke fordi lysten manglede, men fordi logistikken gjorde det vanskeligt.

- Vi fandt ud af, at vi nærmest havde to færdige albums liggende, men ærligt talt: Vi bor i hver sin by, og så er det svært at få tingene til at ske, fortæller Ulrik Augustussen.

Han bor i Maniitsoq, mens resten af bandet holder til i Nuuk – godt 180 kilometer væk i luftlinje. Det betyder, at øvetimerne er få og kostbare.

- Vi kan jo ikke lige mødes en tirsdag aften og spille lidt. Derfor må vi tage, hvad vi kan få. Op til Tivoli-koncerten håber vi at kunne mødes dagen før – og hvis vi er heldige, finder vi et sted at øve. Men heldigvis sidder numrene i kroppen. De har lagret sig som en slags muskelhukommelse, smiler den erfarne guitarist keyboardspiller og musiksnedker.

Det er anden gang Naneruaq skal spille i Tivoli. Første gang var i 2009, men koncerten efterlod bandet med en skuffende oplevelse på grund af dårlige lyd- og lysforhold, fortæller Ulrik Augustussen:

- Dengang kunne vi næsten ikke høre hinanden på scenen. Det var lidt som at spille i tåge. Så vi håber virkelig, at det bliver anderledes denne gang. Tivoli har en helt særlig stemning, og den skal gerne kunne mærkes – også fra scenekanten. I hvert fald glæder vi os helt vildt til at komme og spille.

Koncerter, der sætter sig i kroppen

De spiller sjældent – men når de gør, kan det mærkes. Ikke bare hos publikum, men i bandets egne kroppe. Og enkelte øjeblikke står lysende klart, selv årtier senere.

- Jeg glemmer aldrig den koncert i en bygd i Canada, siger Ulrik Augustussen.

Han ser det hele for sig på sin indre nethinde: En sal fyldt med stolerækker foran scenen. Et publikum, der sad helt stille. Stemningen var nærmest som i et forsamlingshus – ikke som ved en rockkoncert.

- Vi kiggede på hinanden og tænkte: Det her bliver tungt. Men da vi spillede de første toner, skete der noget mærkeligt. Folk rejste sig og begyndte at skrige – som om vi var Beatles i 60’erne. Det var fuldstændig surrealistisk. Jeg fik kuldegysninger.

Ulrik kalder det én af de mest intense koncerter, de nogensinde har spillet – ikke mindst fordi publikum kunne deres tekster udenad.

I Grønland er det især spillestedet Katuaq i Nuuk, der vækker glæde. Ikke bare for akustikken, men for det gensidige sus, som opstår mellem musikerne på scenen og det rockglade publikum, der altid møder op.

- Foyeren er som skabt til vores musik. Lyden er sprød, publikum er tændte, og energien går begge veje. Det er som at få strøm gennem kroppen. Man bliver båret frem af stemningen, kommer det melankolsk fra en af fakkelbærerne.

Mennesker – ikke maskiner

Der er sket noget med publikum. Noget Ulrik Augustussen mærker tydeligt. En stemning, der har forandret sig. En længsel efter noget ægte – og et opgør med det polerede og forudsigelige.

- Folk er trætte af musik, der lyder, som om den er produceret af en computer. De vil høre noget, hvor man kan mærke mennesket bag. Rigtige instrumenter, rigtige stemmer, rigtige følelser, siger han.

Ifølge ham handler det ikke kun om toner, men om autenticitet. Om nærvær. Om sange, der føles skrevet til én selv – og ikke produceret på samlebånd.

- Melodier og tekster skal betyde noget. Der må godt være noget kant. Det gør det levende. Publikum vil gerne rystes lidt – ikke vugges i søvn af algoritmer, kommer det filosofisk fra bandets musiksnedker.

Og netop derfor er nerverne vigtige før en koncert. Det er ikke bare et nødvendigt onde – men et tegn på, at man stadig vil det.

- Man skal have sommerfugle i maven. Ellers er der noget galt. Det er dét, der gør os levende. Dét, der gør, at vi giver os selv hver gang.

Den 31. juli tænder de faklen igen, når de optræder i Tivoli. Ikke med store armbevægelser, men med sange, der stadig lever – 40 år efter, bandet udgav deres første album.