Landstræner forlænger – vil kæmpe videre for Grønland
Landstræner Morten Rutkjær og fodboldforbundet Kalaallit Arsaattartut Kattuffiat (KAK) har forlænget samarbejdet.
Generalsekretær for KAK, Aqissiaq Ludvigsen, og landstræner Morten Rutkjær.
Foto: KAK
Fodboldforbundet KAK og landstræner i fodbold, Morten Rutkjær, har forlænget samarbejdet frem til 2027, oplyser forbundet i en pressemeddelelse.
Morten Rutkjær har været landstræner siden 2019, og han var ikke tvivl, da han blev tilbudt en forlængelse. Han melder sig klar til at kæmpe videre for grønlandsk fodbold:
- Jeg har nu været landstræner for Grønland siden 2019. En fantastisk rejse, hvor vi har søsat mange store tiltag for at løfte fodbolden i Grønland.
- Vi er gået fra at snakke interne ideer til at have dialog med hele verden især de sidste to år. Det har været en vild rejse. Det vidner om, at der er en enorm interesse for at Grønland skal komme på verdenskortet, siger Morten Rutkjær og fortsætter:
- På fodboldrejsen har vi mødt modgang, og da KAK tilbyder mig forlængelse til 2027 er jeg ikke i tvivl. Jeg vil kæmpe videre for retfærdighed for Grønlandsk fodbold samt bygge en sund fodboldkultur op omkring landsholdet, så de på sigt kan konkurrere i større konkurrencer gerne et VM kval.
Formand i KAK, Kenneth Kleist, glæder sig også over forlængelsen:
- Morten er ikke bare en dygtig træner – han er også blevet en del af vores fodboldfamilie her i Grønland. Han forstår vores kultur, vores spillere og de udfordringer vi står med, og han går til opgaven med både hjerte og professionalisme. Det er tydeligt, at spillerne har tillid til ham, og vi kan allerede se den udvikling, der er i gang, siger Kenneth Kleist.