Tysk forsker angrebet af isbjørn i Østgrønland

Fredag blev en tysk mand angrebet af en isbjørn i det østlige Grønland. Manden meldes i stabil tilstand.

Politi
Manden var en del af et tysk forskerhold, som var på Traill Ø ved Mestersvig i det østlige Grønland, da isbjørnen angreb.
Offentliggjort

En tysk mand blev fredag angrebet af en isbjørn i Østgrønland.

Det bekræfter vagtchef ved Grønlands Politi Anette Ostenfeldt over for KNR.

Politiet fik meldingen om isbjørneangrebet fredag klokken 11.34.

Manden var en del af et tysk forskerhold, som var på Traill Ø ved Mestersvig i det østlige Grønland, da isbjørnen angreb.

Kun den ene mand kom til skade. Han blev fløjet til Mestersvig og derfra til et sygehus i Island. Hans tilstand skulle lørdag være stabil, skriver KNR.

Efter angrebet blev isbjørnen skudt.

Der har denne sommer været usædvanligt mange isbjørne, der har bevæget sig tæt på mennesker i Grønland.

I torsdags gik isbjørnepatruljen fra Verdensnaturfonden (WWF) i gang med at patruljere i byen Ittoqqortoormiit i Østgrønland.

Patruljen er udstyret med et ATV-køretøj og gummikugler, som skal skræmme isbjørnene ud af byen, så de ikke skal skydes og dræbes med rigtige kugler.

Normalt begynder patruljeringen fra midten af august og frem til januar, hvor isbjørnejagten genoptages.

Men i år er isbjørnepatruljen gået i gang før tid, fordi der i to tilfælde er blevet nedlagt isbjørne, fordi de er kommet for tæt på befolkningen.

I det ene tilfælde havde en isbjørn kurs mod en fodboldbane, hvor nogle børn legede. I det andet befandt isbjørnen sig inde i en by og gik rundt på vejene.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS