Tidligere stemmesluger forlader Siumut

Formand for Siumut Nuuk, Qarsoq Høegh-Dam, har meldt sig ud af partiet.

Qarsoq Høegh-Dam har meldt sig ud af Siumut. Jørgen Wæver Johansen er ny formand.

Ved valget i 2021 modtog Qarsoq Høegh-Dam 796 stemmer, hvilket var fjerde flest blandt Siumuts kandidater, og dermed var han en af partiets store stemmeslugere.

Qarsoq Høegh-Dam trådte dog aldrig ind i Inatsisartet, da han trak sig inden den konstituerende samling. Det skete efter det kom frem, at han var blevet idømt en bøde for besiddelse af hash tilbage i 2015.

Siden blev han formand for Siumuts lokalafdeling i Nuuk, men nu har han meldt sig ud af partiet.

Det oplyser han på Facebook.

I et opslaget skriver politikeren, at beslutningen er truffet på baggrund af, at han ikke kan acceptere Siumuts fremgangsmåde. 

Tidligere toppolitiker er ny formand

Adspurgt om uenighederne handler om den seneste uro omkring fiskeriloven, siger han:

- Det har været et helhedsbillede. Fiskeriloven har været en del af det.

Qarsoq Høegh-Dam fortæller videre, at han på nuværende tidspunkt ikke har gjort sig tanker om at melde sig ind i et andet politisk parti. Han slår dog fast:

- Jeg kommer ikke væk fra den politiske verden.

Qarsoq Høgh-Dam oplyser, at den tidligere borgmester og toppolitiker Jørgen Wæver Johansen er ny formand for Siumut Nuuk.

I forbindelse med uroen omkring fiskeriloven har Siumut mistet flere medlemmer. Tidligere naalakkersuisoq for fiskeri og markant Siumut-politiker Karl Kristian Kruse bekræfter ligeledes overfor Sermitsiaq, at han har meldt sig ud. Han ønsker ikke at kommentere udmeldelsen yderligere.

Powered by Labrador CMS