Staten tog min mødom

OBS: Sermitsiaq vælger at gen-udgive den første artikel om spiralopsætninger på piger uden forældres samtykke, hvor Naja Lyberth fortæller om sine oplevelser. Læs eller genlæs artiklen, der blev udgivet i Arnanut udgave nr. 72 i juli 2021. Artiklen, der var med til at starte hele spiralsagen.

Naja havde sprunget et år over i skolen, og var et år yngre end sine klassekammerater. Derfor var hun blot 14 år den dag, da hun sammen med de øvrige piger i hendes skoleklasse i Maniitsoq under en skolelægeundersøgelse fik at vide, at de skulle møde op på sygehuset og have lagt en spiral.

- Lægen sagde bare: Du skal op på sygehuset og have lagt en spiral. Der var ikke lagt op til, at det var en valgmulighed, siger hun.

Naja turde ikke sige noget til sine forældre om det, men gjorde, som der blev sagt. Sammen med de øvrige piger mødte hun dagen efter op på sygehuset, hvor de blev kaldt ind én og én og fik opsat en spiral. Naja var ikke seksuelt aktiv på det tidspunkt.

LÆS OGSÅ

– Det føltes som knive indeni. En torturlignende oplevelse.

- Staten tog min mødom, siger hun.

Naja har senere fundet ud af, at det var et led i en landsdækkende indsats for at forebygge tidlige graviditeter, som var iværksat af Grønlandsministeriet.

Naja glemmer aldrig den dag på briksen, da spiralen blev lagt.

- Jeg kan huske at ligge på briksen over for distriktslægen og en sygeplejerske. Jeg kan huske smerterne i livmoderen. Det var meget ubehageligt, fortæller Naja, der sidenhen er blevet uddannet psykolog og traumeterapeut.

Under sit arbejde som traumeterapeut konstaterede hun, at hun selv var blevet traumatiseret af oplevelsen på briksen den dag for mange år siden.

- Traumet blev reaktiveret, da jeg kom i overgangsalderen: Fornemmelsen af, at få noget stukket op, når man ikke er parat, og man er bange. Det er noget, jeg har måttet arbejde med sidenhen, forklarer hun.

Kunne ikke sige fra

Naja husker det ikke om som indgrebet blev udført med direkte tvang, men alligevel føler hun, at hun blev udsat for en krænkelse.

LÆS OGSÅ

Bevæget statsminister giver håndtryk og kram til ofre

- Jeg havde det skidt med det, men jeg tog alligevel hen på sygehuset. Det var ikke noget, vi blev tvunget til, men der blev bare sagt, at det skulle vi. Jeg var opdraget til at lytte til autoriteterne – jeg var bare en pige på 14 år, der ikke kunne sige fra, siger hun.

Naja beskriver sin opdragelse som streng, og derfor turde hun ikke fortælle noget om spiralen til forældrene. I dag er hun ikke i tvivl om, at faren ville have bremset det, hvis han havde vidst det.

- Men det var en anden tid. Der er en iboende autoritetstro i vores kultur, og dengang bestemte man bare hen over hovedet på folk. Det ville slet ikke blive accepteret den dag i dag, siger hun.

Efter spiralen var lagt fik hun stærke menstruationssmerter, og hun syntes, det var svært at komme i gang med at være seksuelt aktiv. Men hun husker også, at mange af de øvrige piger reagerede lige modsat.

LÆS OGSÅ

Jens-Frederik kalder dansk fond et vigtigt skridt

- Efterfølgende var der frie tøjler – nu kunne man dyrke sex uden at blive gravid. Der kom en masse kønssygdomme ud af det, kan jeg huske.

Naja Lyberth har ikke delt oplevelsen med ret mange.

- Vores underliv et lidt en tabu, det er noget vi ikke taler om, og det er så dejligt og befriende, at det begynder at blive almindeligt, siger hun.

4500 spiraler

Spiralerne var et led i en familieplanlægningskampagne, som Grønlandsministeriet iværksatte i 1967. Den betød blandt andet, at der i årene 1966-1970 blev opsat 4500 spiraler på kvinder i Grønland. På det tidspunkt var der omkring 9000 fødedygtige kvinder i Grønland i alderen 15-45 år. Det svarer altså til, at cirka hver anden fik spiral. Det oplyser professor Peter Bjerregaard fra Statens Institut for Folkesundhed.

Der er aldrig forsket i emnet, men Peter Bjerregaard skrev om det i sin doktordisputats fra 1991, hvor han konstaterede, at fødselsraten i sammen periode dykkede væsentligt.

- Der er ingen tvivl om, at nedgangen i fødsler hænger sammen med oplægningen af spiraler, siger han.

Han har sine informationer fra landslægens årsberetninger og beretningerne fra Grønlandsministeriet, men heri kan man ikke se, om der var tale om tvang, eller om de fleste kvinder ønskede at få spiral.

- Man kan jo overtale på den ene eller anden måde, eller lægge pres på den ene eller den anden måde, siger han.

Lært af vores smerter

Maria Nielsen fik også en spiral som 14-årig, mens hun boede på skolehjemmet i Uummannaq.

LÆS OGSÅ

Statsministeren møder ofre i spiralsagen før undskyldning - beretninger gør stort indtryk

- Det gjorde så ondt. Jeg var sygemeldt resten af dagen, og efterfølgende fik jeg så mange smerter ved menstruation. Det var jo nærmest voldtægt fra statens side, siger hun.

Efter at have fået spiralen lagt, blev Marias menstruationer så voldsomme, at de var ledsaget af kraftige smerter. Hun husker hvordan hun måtte bruge de største bind, hun kunne finde, og sågar op hver nat for at skifte.

- Det var virkelig en kamp hver måned. Jeg håber, systemet har lært af vores smerter.

Hun husker, at hendes forældre, der boede i en af Uummannaqs bygder, blev spurgt om spiralen, og sagde god for det, men hun tror ikke de kendte til spiraler i forvejen.

- Det var ikke noget man snakkede om dengang, siger hun.

I hvert fald føler hun ikke, at hun selv forstod, hvad hun gik ind til.

- Vi var jo børn.

15 børn på en årgang

Ligestillingsrådets formand Kathrine Bødker kender godt til historierne om brugen af spiraler i 60’erne, for hun har faktisk selv mærket konsekvenserne af det.

- Jeg er en del af den årgang, hvor der næsten ikke blev født nogen børn. I min klasse i folkeskolen i Paamiut var vi 15 børn på en hel årgang, fortæller hun.

Hun ser gerne, at der forskes i emnet, så man kan blive klogere på, hvad det egentlig var, der foregik dengang og sikre sig, at noget tilsvarende ikke kan finde sted i dag.