Rutte giver grønt lys for nedskydning af russiske luftfartøjer om nødvendigt
Onsdag opfordrede Trump Nato-landene til at skyde russiske luftfartøjer ned, hvis de krænker Natos luftrum.
Natos generalsekretær, Mark Rutte, bakker op om den amerikanske præsidents udmelding om, at Nato-lande bør skyde russiske fly ned, hvis de krænker Nato-luftrummet. "Hvis nødvendigt", understreger Rutte dog.
Foto: John Thys/Ritzau Scanpix
Natos generalsekretær giver grønt lys for nedskydning af russiske luftfartøjer om nødvendigt, hvis de krænker Natos luftrum.
Sådan lyder svaret fra generalsekretær Mark Rutte under et interview med Fox News torsdag.
Det skriver Reuters.
- Hvis nødvendigt. Så jeg er fuldstændig enig med præsident Trump. Hvis nødvendigt, siger Rutte i interviewet.
Han tilføjer desuden, at Nato-ansatte er trænet til at vurdere sådanne trusler og beslutte, om de kan eskortere russiske fly ud af alliancens luftrum, eller om der er behov for yderligere handling.
Ifølge nyhedsbureauet AFP følger Rutte dermed Nato-linjen i forhold til magtanvendelse. Hvis alliancen vurderer, at et luftfartøj udgør en trussel, er den klar til at skyde.
På sidelinjen af FN's Generalforsamling opfordrede USA's præsident, Donald Trump, onsdag Nato-landene til at skyde russiske luftfartøjer ned, hvis de krænker Natos luftrum.
Adspurgt om, hvorvidt USA vil støtte en sådan nedskydning, svarede Trump ifølge Reuters, at det kommer an på omstændighederne.
Men selv om Nato-linjen er klar, er udmeldingerne fra de allierede lande forskellige.
Polens premierminister, Donald Tusk, understreger, at landet vil "reagere hårdt" på enhver krænkelse, mens Polens udenrigsminister advarer Rusland om ikke at "klynke", hvis deres kampfly bliver skudt ned.
Samme toner lyder fra Litauens forsvarsminister, Dovile Sakaliene. Hun fremhæver Nato-landet Tyrkiet, som ifølge hende "gav et eksempel for 10 år siden", da det skød et russisk kampfly ned, som havde krænket dets luftrum.
Mere blødt lyder retorikken fra Tysklands forsvarsminister, Boris Pistorius, der advarer allierede mod at falde i "eskalationsfælden", mens Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, siger at Nato bør tage sit modsvar "skridtet videre".
Samtidig understreger den franske præsident dog, at hvis Frankrig står over for prøvelser fra Rusland, kommer landet "ikke til at åbne ild".
/ritzau/AFP