RG med genopretningsplan - 100 stillinger nedlægges

Royal Greenland afskediger en række medarbejdere i Grønland og Europa for at rette op på selskabets økonomi, fortæller direktør.

Susanne Arfelt Rajamand, administrerende direktør i Royal Greenland, fortæller, at cirka 100 stillinger nedlægges.

For at genoprette Royal Greenlands økonomi gennemføres nu en række tiltag i selskabet, der blandt andet betyder, at cirka 100 stillinger nedlægges.

En tredjedel af stillingerne er ubesatte og betyder derfor ikke umiddelbart fyringer, men omkring 65 ansatte skal afskediges.

Fordelingen er, at under ti personer i Royal Greenlands organisation i Grønland vil blive afskediget, mens resten af afskedigelserne vil ske i Royal Greenlands salgs- og marketingskontorer i Europa.

Det fortæller Royal Greenlands direktør, Susanne Arfelt Rajamand, til Sermitsiaq.

Ikke en let beslutning

Udmeldingen kommer efter, at Royal Greenland kom ud af 2023 med et underskud på 211 mio. kr.

Direktøren fortæller, at hver en sten i den selvstyreejede virksomhed i øjeblikket vendes, og at fyringerne har været en hård men nødvendig beslutning at træffe:

- Det er bestemt ikke en beslutning, vi har taget med lethed, men efter detaljerede og grundige overvejelser, siger Susanna Arfelt Rajamand og fortsætter:

- Det er en beslutning, vi ser som nødvendig for at rette op på vores økonomi, sikre en stabil forretning og møde vores kunders behov.

Direktøren har tidligere udtalt, at der som led i en omfattende turnaround skal indfris besparelser på minimum 100 mio. kr. årligt.

Powered by Labrador CMS