Politiker vil renses i sag om påstået brud på tavshedspligt
Naleraqs Jens Napãtôk’ har politianmeldt et medlem af Naalakkersuisut for at blive renset i sagen om, at han skulle have brudt sin tavshedspligt.
Jens Napãtôk’ har politianmeldt et medlem af Naalakkersuisut.
Foto: Leiff Josefsen
Kort før tredjebehandlingen af fiskeriloven kom naalakkersuisoq for finanser og Siumut-formand Erik Jensen (S) med den opsigtsvækkende melding, at han havde været i dialog med politiet om at anmelde medlem af fiskeriudvalget Jens Napãtôk’ (N) for at lække oplysninger fra udvalgets forhandlinger.
Erik Jensens bevis skulle være en optagelse af Jens Napãtôk’, hvor politikeren taler over sig.
Jens Napãtôk’ har afvist, at han har gjort noget forkert, og politikeren har ifølge Sermitsiaqs oplysninger nu taget det modtræk at anmelde naalakkersuisoq Erik Jensen for at foretage en ulovlig optagelse.
- Grundløse beskyldninger
Jens Napãtôk’ oplyser via SMS til Sermitsiaq, at han har politianmeldt, fordi han ønsker at sætte en stopper for 'ubegrundede æreskrænkelser':
- Jeg har fulgt anklagerne fra naalakkersuisoq Erik Jensen med stor forundring. Hvis ikke de grundløse beskyldninger bliver imodsagt, har de en tendens til at blive sandheder.
- Derfor har jeg bedt myndighederne om at tage de fornødne skridt, skriver Jens Napãtôk’, der ikke vil udtale sig yderligere, før sagen er afsluttet.
Erik Jensen oplyser til Sermitsiaq - ligeledes pr SMS da han er i Inatsartutsalen til forhandlinger - at han tager sagen til efterretning og derudover henviser til hans tidligere udmeldinger i sagen.
Erik Jensen udtalte tidligere om sagen:
- De ting, der foregår i forbindelse med et udvalgsarbejde samt hvilke forhandlingspositioner man står i er blevet videregivet til ejerne af en stor fiskerikoncern.
- Det er brud på tavshedspligten, lød det dengang fra Erik Jensen.
Tiltro til myndighederne
Naleraq-formand Pele Broberg vil ikke gå i detaljer om den nye anmeldelse, men han udtaler i en pressemeddelelse:
- Nu er Naalakkersuisoq meldt
til politiet, og fra Naleraq har vi stor tiltro til myndighedernes
fremadrettede håndtering af sagen, lyder det fra Pele Broberg.